Hvis man går ind til en biograffilm på de samme præmisser som filmen er blevet til under, kan man få den helt store oplevelse. Piranha 3D er en fræk udgave af Baywatch mixet med en splatterudgave af Jurrasic Park. Resultatet er ligeså blandet som de lange rør man kan blande i TIVOLI med 5-farvet slush-ice – og jeg sugede det begejstret i mig.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Piranha 3D”

Instruktør:

Alexandre Aja

Land:

USA

Distributør:

Uip

Premiere:

7. oktober 2010

Piranha har alt det en god søndagsforestilling skal have: En ung helt, Jake (Steve McQueens barnebarn, Steven McQueen), en ung heltinde som vores unge helt er ulykkelig forelsket i, Kelly (Jessica Szohr), og da vores helt er teenager, en pinlig mor, spillet af Elisabeth Shue, som selv blev berømt som teenager, som Daniels kæreste Ali, i den første og eneste rigtige Karate Kid-film fra 1984.

Som kirsebærret på toppen, har Jake to mindre og bedårende søskende: Laura (Brooklynn Proulx) og Zane (Sage Ryan). De er skønne uskyldige og helt ude af stand til at passe på sig selv. Hvorfor? Jo, for de dødsensfarlige piratfisk, der slipper løs i Lake Victoria, er jo nødt til at overfalde nogen du holder rigtig meget af, og ikke kun the bad guys.

Professionel opbygning af spænding

Jeg troede Piranha var plat, det var den ikke. Den byggede spænding rigtig professionelt op, ligesom i Jurrasic Park-filmene, og den formåede at få mig til at holde rigtig meget af Jakes lille familien Forrester, inden det rigtig gik løs. Charmerende Brooklyn Prolux står for humoren, når hun som åbenmundet preeteen bralrer ud om storebror Jakes fascination af strandpigernes bryster. Det er sødt og ikke påtaget humor, og det fik specielt pigerne til at grine i biografen.

Udgiver sig ikke for at være årets bedste gyser

Plottet i Piranha er der ingen grund til at nævne. Det her er ikke en dyb fransk film, og instruktør og manuskriptforfatter Alexandra Aja udtrykker det meget præcist:

“Jeg ville gerne tilbage til den type film, der var en ’forbudt fornøjelse’, dengang jeg voksede op i 80’erne. En cool blanding af gys og sjov med masser af nøgenhed og masser af blod; bare en fantastisk underholdende rutsjebanetur.”

Det er netop hvad Piranha er blevet, og det er derfor den er så vellykket. Den udgiver sig ikke for at være årets bedste gyser eller efterfølgeren til Jaws (som alle filmanmeldere forresten helt har misforstået og påstået. Piranha 3D er andet remake af Piranha-filmen fra 1978, og har intet med en rigtig gyser som Jaws at gøre, blot fordi handlingen også udspiller sig i vand).

Viser dig babser og blodige kødlunser indtil du reagerer

Piranha er ren underholdning og man føler man er med til beach-party, med i de undersøiske huler, med til at grine af de blodige scener, når de med overlæg får dig til at tænke “Ej, okay, overdrevet!”. Det er præcis som når klassens klovn bliver ved med at sige morsomme ting, og gør det værre og værre, indtil du ikke kan lade være med at grine. Du griner måske ikke af vittighederne, men du griner af, at en person er villigt til at gå linen ud, bare for at få din reaktion og din opmærksomhed.

Og Piranha er i den grad villig til at vise dig babser og blodige kødlunser indtil du reagerer. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at jeg ikke ville lade mig påvirke af så billige tricks, men jeg blev fuldstændig revet med og måtte overgive mig, da det gik løs. Årsag: fordi begyndelsen var så troværdig og realistisk opbygget. Har du først vist en film tillid, må du også hænge med, når den bliver overdrevet.

Kan piger lide at se splat, humor og bikini-babes?

Piranha kunne godt gå hen og blive en kultfilm for teenagedrenge. Specielt når den udkommer på DVD/ Blu-ray. Hvordan piger opfatter Piranha 3D er mig en komplet gåde. Jeg vil gætte på, at mange synes den er alt for fokuseret på bryster og numser, har for meget splat og for lidt gys. Min sidekammerats kæreste rystede blot på hovedet da lyset blev tændt, mens han selv havde revet armlænene af sit sæde af begejstring undervejs. Formentlig sad der også nogle gyserelskende piger i salen, der nød strandfyrernes sixpacks, humoren og alt det overdrevne blod, for der blev trods alt grinet meget – også med pigestemmer.

3D’en var der ærlig talt ikke gjort særlig meget ud af i Piranha. Den var 20 gange flottere i animationsfilmen Sammys store eventyr. Måske er det nemmere at lave flot 3D i animationsfilm!? Egentlig er det 3D i titlen Piranha 3D der lokker folk til, og derfor ryger der en stjerne på det.

Palads-problemer igen

Til sidst en tak til Palads-biografen i København for endnu en dårlig biooplevelse. Sidste gang var den en biografsal så lille som en kabine i et metrotog (det er bio 19 i kælderen – gør det ikke!). Denne aften var airkonditionen i bio 10 sat til “hedebølge”, med det resultat at publikum blev blæst igennem med iskold luft under hele hele filmen. Da lyset blev tændt, sad over halvdelen af publikum med deres jakker over sig. Slet ikke acceptabelt i denne kolde forkølelses- og influenzatid, og så til de høje 3D-billetpriser.

Andreas, 16 år, Århus

Denne film viste sig at være noget af en blandet oplevelse for mig, hvilket viser sig ved, at den på den ene side virkede det til at være at være en sjov og ligefrem film, som med tonsvis af nøgenhed og platter bare vil give alle blodhungrende teenagedrenge, hvad de beder om og med mere til. Men på den anden side må jeg sige, at hvis man ikke lige synes om at bruge 100 kroner i biografen på at se en film, som gør en dyd ud af at sætte de klassiske virkemidler til gyser- og splatterfilm i form af blod, sex, roller og spændingskurve på spidsen – hvilket for nogle kan være sjovt og forfriskende – bliver det ikke en videre god oplevelse.