Halloween: I anledning af halloween skruer DR op for uhyggen og viser i weekenden tre novellefilm, der kan få smilet til at stivne og hårene til at rejse sig på selv de sejeste børn. Tør du se med, når der kommer 3 gys i træk?

Lørdag den 30. oktober står i gysets tegn på DR1, som viser en række særligt udvalgte novellefilm med både gys, komik og satire.

Film 1 – Min pinlige familie og mutantdræbersneglene

”Min pinlige familie og mutantdræbersneglene” er en dansk gyserkomedie, der blander realfilm og 3D-animation i en unik musicalform. Filmen handler om Sille (Nanna Finding Koppel, kendt fra Karla og Katrine), der på sin 13-års fødselsdag vågner i en forandret verden, hvor alle opfører sig vanvittig pinligt. Sille er en ganske almindelig pige. Hun er præ-teenager med selvklæbende hjerter på den lyserøde laptop. Hun har drømme om at blive popstjerne, har to finkede veninder som hun øver MGP med, et par hyggelige forældre og en lillebror. Rundt om dem er en have fyldt med kæmpe dræbersnegle. Det er nemlig året, hvor “dræbersnegle-epidemien” raser.

På denne dag går døren op og en ny, anderledes mørk og mystisk dreng træder ind i klassen. Han hedder Edge, er rapmusiker og ret “street” – helt anderledes end de andre drenge i klassen. Sille mærker en uro, en forandring – og så bliver hun 13! Uroen finder vej ind i hendes musikkompositioner. “Hvad er det der sker med mig?” spørger hun. Sille og Edge opdager, at der er en sammenhæng imellem de voldsomt mange dræbersnegle og folks opførsel – og at kun musik kan gøre verden normal igen.

Det er Stefan Fjeldmark , kendt fra Terkel i knibe, der har skrevet og instrueret ”Min pinlige familie og mutantdræbersneglene”. På rollelisten finder vi Jonas Schmidt og Kaya Brüel.

Min pinlige familie og mutantdræbersneglene – sendes på DR1 lørdag den 30. oktober kl. 14.30

Film 2 – Huset overfor

De to venner, Alex og Viktor – begge 12 år, tilbringer en weekend alene i Viktors mors hus i Hellerup. Som aftenen skrider frem med dertil følgende gyserfilm, slik og chips, fortæller Viktor en uhyggelig historie om huset overfor til Alex. Et hus hvor der i sin tid boede en gammel dame, som døde sidste vinter. Huset har været sat til salg lige siden, men er ikke solgt endnu. Historien gør så stort indtryk på Alex, at han får mareridt om huset.

Næste morgen på børneværelset opdager de to drenge gennem Viktors fuglekikkert, at der er nogen eller noget, som er flyttet ind i det tomme, uhyggelige hus overfor. Motiveret af ren og skær nysgerrighed, beslutter de to venner sig for at finde ud af, hvem der er flyttet ind. Det bliver en weekend og en leg, som de begge sent kommer til at glemme.

Huset overfor – sendes på DR1 lørdag den 30. oktober kl. 15.20

Film 3 – Hvor kragerne vender

Filmen blev I 2008 nomineret på Buster Film Festival for bedste kortfilm og er historien om Marcus, der ikke orker familiens feriehygge. Han stikker af og forfølger en krage gennem et romantisk sommerlandskab og kommer til sidst til Åges gård. Her fascineres han af den gamle, gnavne bondes store samling skydevåben, men der er noget helt galt på gården.

Hvor kragerne vender – sendes på DR1 lørdag den 30. oktober kl. 15.45