Science Fiction for unge: Uglies er den bedst fængende science fiction-roman jeg nogensinde har læst. Alt smelter så fint sammen til den perfekte oplevelse, og jeg blev pisket frem af spænding, hygge og fascination. Tally Youngblood udstråler stærk personlighed, men samtidig den barnlige begejstring man stadig har som teenager, og det gør hende til min sci-fi-udgave af Ronja Røverdatter. Samtidig er historien vildt spændende og plottet gennemtænkt. Begejstringen er til 6 stjerner og vil ingen ende tage!

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Uglies”

Forfatter:

Scott Westerfeld

Sider:

384

Udkom:

1. september 2010

Forlag:

People’s Press Junior

Følelses-barometer:






Tally Youngblood lever sit sidste år hos de Grimme. Når hun fylder 16, kan hun endelig få lov til at flytte fra de Grimmes kollegium, få sin gennemgribende skønhedsoperation, og flytte ind i New Pretty Town hos alle de Smukke, der lever et sorgfrit liv med charme, selvtillid og masser af fester.

Da alle Tallys venner og ikke mindst hendes flamme, Peris, alle er blevet opereret Smukke og bor i New Pretty Town, keder hun sig bravt. Selv om det er farefyldt og strengt forbudt, sniger hun sig derfor på hemmelige natekspeditioner til New Pretty Town for at lave sine såkaldte tricks med de Smukke. Men en aften hvor et fritfalds-trick i en bungy-jakke er ved at ende galt, støder Tally ind i den jævnaldrene Grimme pige, Shay.

Halsbrækkende veninde-tricks på svævebrædder

De to bliver hurtigt veninder, for Shay er også til tricks, og hun kender nogle der er meget farligere end Tallys. På svævebrædder hiver Shay Tally med på halsbrækkende oplevelser helt uden for Ugly-City og New Pretty Towns grænser, ude i den livsfarlige natur. Shay ved, der er et sted derude, der hedder The Smoke. Et sted hvor afhoppere, der ikke ønsker at være Smukke, har bosat sig og lever på primitiv vis, og Shay håber hun kan præsentere Tally for afhopperens leder, David.

En moderne Ronja Røverdatter

Der gik ikke mange minutter før jeg blev grebet af Uglies. Sproget flyder derudaf, nemt, varieret og derfor spændende. Følelsesmæssigt og handlingsmæssigt bliver Tally tegnet så præcist og klart, at jeg klikkede med hende umiddelbart. Hun er modig, legesyg og fyldt med en morsom selvironi over alle de fejl, hun udmærket godt ved hun besidder. Hun blev straks min science fiction-version af Ronja Røverdatter, der stadig står som den sejeste pige, jeg har mødt i en bog.

Realistisk Sci-Fi

Scott Westerfeld har i den grad styr på sci-fi-universet. Det var helt uhyggeligt, at alle fremtidsopfindelserne var så veldokumenterede, at man med sin naturvidenskabelige viden, sagtens kunne se at det kan lade sig gøre på sigt. Det er svævebrædder, svævebiler og bungy-jakker, holdt i luften af magnetfelter, lim baseret på nanoteknologi, og personlige interface-ringe, der fortæller al elektronik i nærmeste omkreds hvem man er og hvordan man skal behandles. Fordi teknologien ligger så tæt på hvad der er reelt muligt, blev jeg endnu mere fascineret af historien. Èn ting er at drømme om hvordan fremtiden ser ud om 500 år, som i Star Wars, en anden ting er, at få et blik ind i en verden, som ens børn eller børnebørn har stor chance for at havne i. Det gav virkelig stof til eftertanke, ikke mindst hovedbudskabet, som tvinger os til at tage stilling til, om vi skal lade os ensrette efter et fastsat kodeks for skønhed og intelligens styret af den ustoppelige udvikling.

Spagbol

Så snart vi har fået et ordenligt skud sci-fi, hiver Scott Westerfelds os ud til vilde naturoplevelser i ødemarken, med vandrensere, soveposer og frysetørret spaghetti bolognese, såkaldt spagbol, et udtryk man godt kan forberede sig på at grine meget af i Uglies. Netop det jævne kulisseskift mellem natur og sci-fi, gør historien utrolig varieret, og jeg nåede aldrig at køre træt i de fascinerede naturbeskrivelser, der straks tryllede smukke indre billeder frem i min hjerne – præcis som i en film. En skøn anelse moderne Ronja Røverdatter igen.

Uddrag af Uglies

“Hvis du ikke vil med, så er det helt okay,” sagde Shay. “Det mener jeg, Skævøje. Men vi bliver ikke fanget. Og hvis vi gør, skal jeg nok tage skylden.” Hun grinede. “Jeg siger bare, at jeg har kidnappet dig.”
Tally trådte op på sit bræt og knipsede. Da hun nåede op i øjenhøjde med Shay, sagde hun: “Jeg skal nok tage med. Det har jeg jo sagt.”
Shay smilede og tog Tallys hånd i sin et øjeblik og gav den et klem. “Fedt. Det bliver vildt sjovt. Ikke sjovt som hos de nye Smukke – men sjovt, så det rykker. Tag dem her på.”
“Hvad er det? Kan man se i mørke?”
“Niks. Svømmebriller. Det skummende vand er for skægt.”

En anelse The Beach

Plottet er mere velkonstrueret end i en krimi, og ingen detaljer bliver nævnt for sjov skyld eller for at fylde din tid ud. Alt hænger uhyggeligt nøje sammen, og jeg måtte flere gange folde vaskesedlen (sideflappen) ud af Uglies og kigge ham Scott Westerfeld lidt i øjnene. Hvilken mand kan forfatte en bog så overlegent, at både plot, omgivelser, personbeskrivelser, teknologi, biologi, ja alt, smelter så perfekt sammen som i Uglies!? Selve historien om The Smoke kan minde en anelse om Alex Garlands The Beach fra 1996, som blev filmatiseret med Leonardo DiCaprio i hovedrollen i 2000 – (Nårh, så var der nogle piger der vågnede op!). Essensen er, at jeg også elsker The Beach, så den må Scott Westerfeld godt låne lidt af for min skyld.

Uglies, Pretties, Specials og Extras

Scott Westerfelds Uglies er blevet taget godt imod. Forsiden fortæller, at den er solgt i mere end 700.000 eksemplarer til 26 lande, og 20th Century Fox har købt filmrettighederne. Mange havde håbet at se Uglies i biograferne i 2011, men da man stadig ikke har fundet en screenwriter til at oversætte bogen til billeder, kommer vi nok til at vente mindst et år mere. Faktisk er vi i Danmark mange år bagud med Uglies-bølgen, for Scott har allerede udgivet 2’eren Pretties og 3’eren Specials. Det var meningen, at historien så skulle være stoppet der, men efter pres fra læserne, er der så alligevel kommet en fjerde bog: Extras.

Vurdering

Uglies er den bedst fængende science fiction-roman jeg nogensinde har læst. Alt smelter så fint sammen til den perfekte oplevelse, og jeg blev pisket frem af spænding, hygge og fascination. Når der var kage, ville jeg hellere læse Uglies, når der var lørdagsfilm, ville jeg hellere læse Uglies, og når andre sov, ville jeg hellere læse Uglies. Uglies er simpelthen bryllupskage, hvor andre sci-fi-romaner er riskiks. Jeg frygter lidt at Pretties og filmatiseringen af Uglies vil lave om på den følelse, men det må jo komme an på en prøve, for jeg slipper ikke Scott Westerfeld og Tally Youngblood foreløbig.