Anmeldelse: Meet the parents – Little Fockers

Meet the parents fra år 2000 gik rent ind hos publikum verden over. Det var forløsende at se en komedie om et anstrengt forhold til svigerforældrene, som de fleste kærester og ægtefolk kunne genkende. Nu er vi oppe på tredje film om The Fockers, men det er ikke engang lykkedes at bevare blot halvdelen af humoren og spændingen fra 1’eren.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Meet the parents – Little Fockers”

Instruktør:

Paul Weitz

Land:

USA

Distributør:

Uip

Premieredato:

25. december 2010

Der er gået 10 år, og Gaylord (Ben Stiller), der nu har valgt at skifte navn til det mere passende Greg, har nu fået to børn med Pam (Teri Polo). Alt ånder fred og familieidyl lige indtil svigerfar, Jack (Robert De Niro), ringer Greg ned midt i aftensmaden. Jack har fået et hjertetilfælde, men har reddet livet ved give sig selv stød (Ja, glæd dig!), men Jack er nu blevet bekymret for hvem der skal føre familiens hemmelige missioner videre. Jack vil gerne have at Greg i al hemmelighed bliver kandidat til The Great Godfocker.

Det lyder alt sammen meget underligt, og forviklingerne bliver endnu værre, da Greg i sit job som sygeplejerske skal lave projekt med en laber konsulent fra et medicinalfirma (Jessica Alba). Projektet handler om potensmedicin, og den cocktail får svigerfar Jack selvfølgelig galt i halsen.

Fockers er blevet til en trilogi

1’eren hed Meet the parents og blev en bragende succes verden over. 2’eren hed Meet the Fockers og den kunne slet ikke leve op til sin forgænger og endte med middelmådige karakterer i de danske anmeldelser. Meet the parents – Little Fockers gør så historien om Fockers til en trilogi, og forhåbentlig bliver det ved det.

For der er ikke meget nyt i Little Fockers. Det er fremragende skuespil og karakterer er gode, specielt Pam’s ekskærste Kevin (Owen Wilson) gør det fuldstændig fremragende, men Greg og Jack henviser hele tiden til gamle interne jokes fra Meet the parents, og gamle jokes kan altså ikke bære en hel film.

Sjov flirt med Alba

Kevin springer derimod rundt i en stram, lyseblå spandex-gymnastikdragt og imponerer børnene med sin akrobatiske udfoldelser. Det er til gengæld rigtig morsomt, og Gregs flirt med medicinalkonsulenten (Jessica Alba), der udgør hele det sparsomme plot, er også sjov, og Alba er samtidig virkelig fræk og forførende. Men halvt inde i filmen, er det som om plottet er glemt, og publikum blot skal underholdes med en ny joke, og en ny og endnu én.

Desværre var det ikke nok til at holde mig fanget, og hurtigt begyndte jeg at trampe utålmodigt i biografens gulv. I Meet the parents havde hverken Jack eller resten af Pam’s familie accepteret Gaylord, og derfor var alt på spil – Gaylord kunne miste alt. Men nu har Pam’s familie accepteret Gaylord/Greg, og Greg kan tilmed kysse Jack på kinden uden de store protester fra svigerfar. Løven er tæmmet, og derfor var der aldrig rigtig noget på spil i Little Fockers, for hvor upopulær kan man blive i en svigerfamilie, der allerede elsker én?

Andra, 17 år, Frederikssund

Jeg har altid godt kunne lide Meet the Parents filmene. Den seneste, Little Fockers, var dog lidt af en undtagelse. Ærligt talt, så synes jeg, at der blev satset for meget på de gode skuespillere som Robert DeNiro, Ben Stiller, Jessica Alba osv. end på selve historien, hvilket var rigtig ærgerligt. Der blev desuden kogt suppe på det anstrengte forhold mellem Jack og Greg (svigersøn og svigerfar). Indimellem grinede jeg nu alligevel, mest på grund af sidehistorierne om bl.a. Gregs forældre og Kevin. Så passede slutningen også bare helt rigtigt til historien.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.