CHERUB: Søvngængeren er 9. selvstændige bind og mission i Robert Muchamores populære drengeserie. Det er en voldsomt spændende og voldelig historie, hvor Cherub’erne skal finde gerningsmændene til en terroraktion på et Boeing 747 passagerfly. Én af de bedste drengebøger jeg har læst længe, fordi den er så realistisk.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
“Søvngængeren – CHERUB MISSION 9”
Forfatter:
Sider:
269
Udkommer:
16. september 2010
Forlag:
People’s Press Junior
Følelses-barometer:
Ungdomsagenterne på CHERUB-basen er ved at blive lidt for sløve i betrækket, så lederne river de dygtigste, sorttrøjerne, ud af sengene en nat og smider dem på en overlevelsestur i den lokale skov i intet andet end T-shirts og underbukser. Lederen sætter de yngste børn, rødtrøjerne og hvidtrøjerne, til at forfølge og fange sorttrøjerne, og modsat et almindeligt spejdernatløb, må forfølgerne bruge alle moderne tekniske hjælpemidler til egen fordel: Night-sight, radio-kommunikation, motorcykler og rigtige automatvåben med specielle pulverpatroner, der gør hulens ondt på modstanderen, men som ikke laver større skade end blå mærker.
Infiltreret som skole-agtenter
Samtidig over Atlanterhavet, sker der en eksplosion i en Boeing 747. Dele af vingen flækker og piloterne kan ikke holde passagerflyet i luften. De styrter i havet og alle 345 ombord omkommer. Alt tyder på en terroraktion og desværre var den gamle Cherub-leder Mac’s familie ombord. Mac får derfor selv lov til at research’e opgaven og støder på en underlig telefonsamtale fra 11-årige Fahim. Mac får brug for nogle jævnaldrende Cherub’er til at skabe kontakt til Fahim, og da 13-årige Lauren klarede natløbet som den aller bedste, bliver det hende og Jake, der skal skrives ind på Fahims skole som nye elever og forsøge at få Fahim til at snakke.
Baglæns ind i Cherub var ok
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst noget af Robert Muchamore, før jeg læste Søvngængeren, så jeg er kommet baglæns ind i Cherub-serien. Det forbavsende og fascinerende er dog, at det ikke gjorde oplevelsen dårligere, for jeg fik alligevel fortalt det vigtigste om Cherub’erne og hvordan deres morderne agentskole er bygget op.
Er det ligesom en dårlig dansk børnekrimi
Nu bliver tonen hård med ærlig, for forventningerne til Søvngængeren var ikke særlig store, fordi jeg på det sidste har læst så mange dårlige danske børnekrimer, som overhovedet ikke har været spændende, og hvor forfatterne på ingen måde havde viden om hverken IT, teknik, mekanik, kampsport eller unge mennesker. Det har nærmest været forsøg på at skrive moderne “De 5”-bøger om igen, men der er altså lige gået 30 år i mellemtiden. Ingen kan lige skrive som Enid Blyton, og selv om de kunne, kan det ikke imponere nutidens unge, og slet ikke drengene.
Cirkelspark lige i kæben
Robert Muchamore fik dog inden 30 sider givet mig et cirkelspark lige i kæben, så den hang imponeret ned på mit bryst resten af bogen igennem. For Cherub er hverken som en dårlig dansk børnekrimi eller langt-ude-superhelte, der kan smadre alt og alle (hvilket jeg heller ikke er tilhænger af). Cherub er den mest realistiske serie for drenge, som jeg nogensinde har læst. Det kan måske umiddelbart lyde urealistisk at sætte børn til at være rigtig agenter, men sådan som Cherub-skolen rent praktisk kører, kunne den godt realiseres og eksistere i virkeligheden. Ingen af børnene eller de unge har overnaturlige evner. De er måske følelsesmæssigt lidt hårdere end normale børn, med Cherub’erne græder også, bliver forelsket, kærester og pjækker fra lektionerne, ligesom børn og unge ville gøre det i virkeligheden.
Eks-kærester i praktik på kyllinge-fastfood-snask
Det aller bedste ved Muchamore, er at han både har styr på de unges følelser som teenagere og samtidig er drenget teknik-nørd. James, Kerry og Dana, der alle er 15 år rummer både jalousi, bitterhed og frustrationer, der igen gør karakterene super tydelige og realistiske. Kerry er James’ gamle eks-kæreste som han slog op med til fordel for Dana, og jeg elsker den scene hvor Cherub-lederne har sat James og Kerry på samme praktikhold, hvor de er tvunget til at være sammen 14 dage på en kyllinge-fastfood-snask. Bare James og Kerrys første bustur sammen til Deluxe Chicken, hvor luften ulmer af bitterhed og forsmåethed, er så forrygende beskrevet, oven i købet for begge køn gennem den alvidende fortæller, at Muchamore må have oplevet det i virkeligheden. Genkendeligheden gør, at jeg så nemt kan identificere mig med James. Ungdomsbøger plejer at være for piger, men Cherub er i den grad ungdomsbøger for drenge.
Muchamore – dygtig tekniknørd uden grænser
Robert Muchamore begyndte som privatdetektiv i 1991, men han beskriver alligevel 90’erne som et kedeligt årti for ham. Så selv om man skulle tro, at hans store viden om alle drenge-tingene i Cherub kommer fra et hektisk liv som detektiv, er det måske snarere kedsomhed, der har drevet Muchamore til at læse så meget om teknik. Dét, der imponerede mig, var at Søvngængeren havde up-to-date teknik, hvor man for eksempel ned til mindste detalje hører om hvordan man wirer et helt hus op med skjulte mikrofoner og hvordan disse mikrofoner ikke kan spores ud fra elektromagnetisk udstråling, fordi de komprimerer deres data og sender dem til en modtager i huset på et splitsekund. Nørdet, ja bestemt, men en virkelig spændende detalje for IT- og elektronikinteresserede drenge (og piger?), som man kun kan skrive om, hvis man kender teknikken i virkeligheden. Og Muchamore kender så altså lige til fly, biler, både, motorer, slagvåben, knive, skydevåben, bomber, forhørsmetoder, sløring, aflytning, kampsport, selvforsvar, mobiltelefoner, triangulering og computere, for blot at nævne nogle få. 😉
Uddrag af Søvngængeren
Gabriel havde en irriterende vane med at stille sig lidt for tæt på, og Kerry syntes det var var klamt, men hun ignorerede det, lige indtil han lagde en hånd på hendes numse.
“Fjern den,” snerrede Kerry. “Nu.”
Gabriel smilede. “Det var bare en venlig gestus, søde,” sagde han og klemte hende let på ballen.
Kerry trådte bagud og lagde en hånd i nakken på sin chef. Hun dunkede hans pande mod en mikrobølgeovn med så stor kraft, at den røg løs fra beslaget, der holdt den fast på væggen.
“Hey,” råbte Gabriel og viftede med pegefingeren foran Kerrys ansigt. “Jeg ka’ karate.”
“Virkelig,” sagde Kerry fornærmet. “Det kan jeg også.”
James hørte postyret og løb indenfor og så Randall og Gemma kigge på i forundring.
“Rør min røv med så meget som en lillefinger, din magre børnelokker,” hvislede Kerry, “eller hvor som helst for den sags skyld, og du skal få at se, at det ikke kun er selvdøde kyllinger, der kan proppes i frituren.”
Man føler noget for Cherub’erne
Når karakterer er af kød og blod og har fået følelser, og teknikken for nørdede drenge og mænd er på plads, mangler man kun en god historie til at binde det hele sammen, og også det havde Muchamore i Søvngængeren. Spredte sidehistorier blev ført sammen til en stærk og aktuel hovedhistorie om terrorisme, der opslugte mig alle 269 sider igennem. Sidehistorierne, der var der for hyggens skyld, beskrev specielt James, Kerry og Danas liv, hvor pub- og diskoteksbesøg yderligere tegnede de unge op som tydelige personligheder. Det gjorde også Søvngængeren til en hyggelig ungdomsbog. Når man føler noget for hovedpersonerne, kommer actionscenerne også til at virke meget stærkere, for man vil jo ikke for noget i verden have, at der sker Lauren eller Jake noget.
Hård opdragelse på Cherub-skolen
Cherub’erne er yderst voldelige, for de bliver trænet i at angribe og forsvare sig. Og det er netop volden, der får voksne til at rynke på næsen over Muchamore. En dreng får tæsk med et bælte, en kvinde får dyppet hovedet i lokummet og smækket brættet i nakken, og der bliver trykket mange ribben og givet cirkelspark i ansigterne under slåskampe. Børn dør, voksne dør og det bliver beskrevet i detaljer på uhyggelig vis. I begyndelsen skulle jeg vende mig til det, for det er ikke så normalt, at der i ungdomsbøger blive slået igennem for alvor, for at skade og for at dræbe. Det virker ekstra hårdt når volden går ud over Cherub’erne fordi de kun er børn, og specielt en scene på natløbet, hvor Siobhan, en 9-årig Cherub-pige bliver dukket i muddervand af Lauren til hun græder, synes jeg var ret ubehagelig at læse.
Lige så meget vold som på tv
Muchamore forsvarer sig med »Hvis en 14-årig kan lide bøgerne, kan forældrene ikke«. På den ene side tror jeg Muchamore har ret, for jeg synes det er lidt for meget med den benhårde opdragelse på Cherub, men det kan være, at britiske øjne med kostskole-traditioner ser anderledes på det. Jeg kan dog også se det fra de unges side, og kunne også gribe mig selv i at tænke “Feeedt!”, når en af mobberne på skolen bliver slået velfortjent i gulvet. Det giver bogen spænding, og hvis der kan være vold, action og blod på dvd’ere og i computerspil, så kan der vel også være det i ungdomsbøger for drenge – til en hvis grænse.
Skal filmatiseres
Søvngængeren indeholder heller ikke vold kun for voldens skyld. Cherub’erne bruger den mod uretfærdigheder, og hvis de bruger for meget, går Cherub-cheferne ind som de moralske dommere og idømmer strafarbejde. Da Cherub efter sigende bliver filmatiseret, bliver det spændende at se hvordan man vil vise de voldelige scener, uden censur-vejledere som det danske “Medierådet for børn og unge” sætter aldersgrænsen til 15 år – for Cherub-serien er trods alt mest for drenge under 15.
Skriv et svar