Nattens børn: Blodet er liv, er anden bog i serien om børnene Edvard og Agnes, der mister deres storesøster på uhyggelig vis i en gusten by fyldt med vampyrer. En dejlig kvalitetsserie fra 2006, som både er skøn på tryk, men bestemt også som lydbog oplæst af Lars Thiesgaard.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
“Vampyrfesten (Nattens børn 1)”
Forfatter:
Illustrator:
Mårdøn Smet
Sider:
120
Udkom:
2006
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
Blodet er liv, er anden bog i Benni Bødkers 4-bogsserie Nattens børn fra 2006. Det er altså nogle år siden, den er udgivet, men nu hvor temaet “blod og hugtænder” er blevet så populært, har vi trukket den frem for at vise, at også danske forfattere kan skrive om (var)ulve og vampyrer. Det er den danske tegner Mårdøn Smet, der har lavet de utrolig smukke tegninger, der pryder alle bøgerne.
SPOILER! Bøgerne i serien Nattens børn, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den foregående bog, Vampyrfesten, spolerer du handlingen, hvis du læser videre.
Vampyrfesten
Edvard og Agnes slipper med nød og næppe fra vampyrfesten hos Mine, med livet i behold. Men Edvard kan nu ikke længere se Mine – som han ellers er brændt varm på – fordi han har fået bekræftet, at hun og hendes storebror er vampyrer.
Et medium når igennem til Marie-Louise
Hjemme i den lille lejlighed i brokvartererne, hvor Edvard og Agnes bor sammen med deres mor, får de besøg er masse medier, altså personer, der påstår at de kan få kontakt med de døde. Men de fleste medier bliver afsløret som fupmagere, lige indtil et medium et aften begynder at tale med deres afdøde storesøsters, Marie-Louises, rigtige stemme. Mediet ved også nogle ting fra vampyrfesten hos Mine, som ingen andre ellers kunne vide.
Et dødsensfarligt krydstogtskib
Edvard og Agnes er imponerede, men deres mor går i chok og må ligge i sengen i flere dage. Lægen foreslår, at Agnes og moren tager på en sørejse op ad Asa fjord, mens Edvard passer sin skole. Men inden længe finder Edvard ud af, at krydstogskibet som hans mor og Agnes skal med, i al hemmelighed bliver lastet med kister. Massevis af kister.
Uddrag af Blodet er liv
Et øjeblik efter var de inde på kirkegården. Der så uheldssvangert ud i nattemørket. Gravstenene kastede lange uhyggelige skygger, månelyset skabte forvredne kors og mærkelig figurer. Edvard skuttede sig mens han fulgte efter sin søster. Tilsyneladende kunne hun finde vej ud fra hukommelsen. Da de nåede frem til storesøsterens grav, stillede Edvard spaden op af et træ. Graven var blevet nødtørftigt kastet til, og stenen var rejst op, man kunne godt se, at den allerede havde været gravet op én gang før.
“Der er knækket et hjørne af stenen,” sagde Edvard dæmpet.
Der stod bare “Marie-Louise”. Ikke noget årstal eller efternavn, sådan ville moren have det.
“Du må hellere begynde at grave,” sagde Agnes. “Jeg har ikke lyst til at være her alt for længe.”
Edvard greb spaden og gik i gang. I det mindste var jorden ikke længere frossen, men det var tungt arbejde alligevel. Sådan var det altid når Agnes fik lokket ham med til et eller andet. Hun fik idéerne, men han måtte gøre det hårde arbejde.
“Hvor langt er du nået?” spurgte Agnes lidt efter.
Edvard kastede endnu en skovlfuld jord op, han tørrede sveden af panden og stampede i jorden.
“Jeg tror, jeg næsten er nede ved kisten. Det lyder hult under mig.”
Allerede ved næste spadestik, kunne han høre lyden af træ. Han var igennem. Men inden han kunne nå at sige det, sagde Agnes: “Edvard! Jeg kan høre noget!”
Skønne Agnes
Hvis jeg skal trække noget helt specielt frem i Blodet er liv, er det igen blinde Agnes skønne, stædige og styrende personlighed. Hun er sød og skæg, når hun forsøger at skaffe Edvard en kæreste og lære ham om piger, og hun er dejligt irriterende, når hun dirigerer med ham, som da han skal grave Marie-Louises kiste op. De skønne personligheder gør også uhyggen meget større, for hovedpersoner man identificerer sig med og holder af, vil man helst ikke have bliver overfaldet af vampyrer. 😉
Gennemtænkt til mindste detalje
Blodet er liv er bestemt lige så spændende som første bind i serien: Vampyrfesten. I nogle serier for børn, lyder det som om forfatteren hele tiden finder på noget nyt undervejs: “Og så skete der det … og så skete der det”. Men i Nattens børn kan jeg virkelig mærke, at historien er gennemtænkt og planlagt til mindste detalje, inden Benni er begyndt at skrive den. Ingen detaljer er tilfældige eller ligegyldige, og en så skarp historie medfører automatisk, at man som læser også skærper sine sanser og får en intens oplevelse. Spændingen bliver forløst i uhyggelige episoder undervejs, der vel at mærke knytter sig til historiens røde tråd, og samtidig og ikke mindst, er der et godt hovedtema om Marie-Louise og Mine, der gør, at jeg glæder mig til næste bind.
Skriv et svar