Anmeldelse: True Blood – The complete first season

True Blood: True Blood er baseret på den yderst populære Sookie Stackhouse-serie. Det er sjældent, at filmatiseringen er bedre end selve bøgerne, men sådan er det i dette tilfælde, hvis du spørger mig. True Blood tager dig med ind i en vampyrverden, der er spækket med litervis af blod, mørk humor og sex. Selvom det lyder velkendt, så snyd ikke dig selv for tv-serien. Men vogt dig – det kan godt ske, at du bliver fuldkommen bidt af den!

Anmeldt af Andra Jeanina Liu, 17 år

Titel:

“True Blood –
The complete first season”

Instruktør:

Alan Ball

Indeholder:

5 DVD’er, 635 minutter

Land:

USA

Distributør:

Warner Bros.

Udgivet:

28. oktober 2009

Vampyrerne er kommet ud af kisten. De er alle vegne – på natklubberne, i nabohuset og selvfølgelig i det lokale supermarked for at købe Tru Blood, som er det syntetiske blod, de nu ernærer sig på. Politiske debatter kører døgnet rundt, om hvorvidt man alligevel bør frygte vampyrerne, om de skal have lov til at blive gift med mennesker og så fremdeles.

Tilværelsen for servitricen Sookie (Anna Paquin) har aldrig været helt nem. Telepatiske evner gør ellers almindelige ting vanskelige – såsom at date fyre. Men det er lige indtil, at vampyren Bill (Stephen Moyer) træder ind ad døren en aften på Merlotte’s. Omkring ham bliver Sookies verden helt stille. Helt normal.

Frygtelige mord er begyndt at finde sted i den lille flække, Bon Temps. Ofrene har alle sammen det tilfælles, at de har været sammen med en vampyr. Og det er Sookies bror, Jason (Ryan Kwanten), der bliver beskyldt for disse forbrydelser. Da Sookie beslutter sig for at bruge sine evner til at hjælpe ham, bliver hun selv suget ind i vampyrernes intriger.

Alt kan ske i True Blood

True Blood tv-serien er ikke på nogen måde forudsigelig. Nu, hvor der findes så mange serier og film om vampyrer derude, hører det dog til sjældenhederne, at man kan påstå dette. Sookie er en stærk, ung kvinde, der ikke lader sig forblænde, selvom hun er forelsket for første gang i sit liv. Hun har en god energi, og hvis Bill opfører sig dumt, holder hun sig ikke tilbage med at fortælle ham det. Verdenen, hvor vampyrerne officielt går blandt menneskerne, er originalt beskrevet, og det politiske spil, der kører mellem fortalere og modstandere for vampyrracen er ekstremt underholdende. Jeg tog mig selv i at sidde og grine højt.

Bogen og tv-serien går hånd i hånd

Den første sæson af True Blood er baseret på Dead Until Dark af Charlaine Harris – på dansk: Død Indtil Solnedgang. Det er den eneste af bøgerne, som jeg har læst indtil videre, og filmatisering skal have credit for at gå hånd i hånd med bogen. I tv-serien spiller birollerne – såsom Jason, Sookies bedste veninde, Tara (Rutina Wesley) og Sookies chef, Sam (Sam Trammell) – dog meget større roller, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Der er mange flere underliggende historier, hvilket gør tv-serien langt mere nuanceret og dermed mere interessant end bøgerne. Taras mor er for eksempel alkoholiker, hvilket Tara har måttet leve med hele sit liv. Den indflydelse, som det har haft på hendes personlighed, er realistisk og sørgelig.

IKKE for sarte sjæle

True Blood er i modsætning til The Vampire Diaries og Twilight ikke for sarte sjæle. Når en vampyr for eksempel bliver slået ihjel, splatter han helt ud, hvilket er direkte ulækkert. Vold, sex og stoffer fylder også meget, og det pladderromantiske er der ligesom taget afstand fra, selvom forholdet mellem Sookie og Bill stadigvæk er skønt at opleve. Serien er ligeså meget til drenge som piger, og hvis man nød den gamle serie Buffy (1997-2003), vil True Blood højst sandsynligt også fange.

Hungrer efter mere

Eftersom den første sæson ikke består af mere end 12 afsnit, kan man se den i en ruf, hvis man som mig næsten ufrivilligt ser det ene afsnit efter det andet, når en serie er god. Når sidste afsnit er slut, kan man næsten ikke undgå at hungre efter mere. Jeg blev gjort virkelig nysgerrig efter nogle af personerne såsom den flotte og farlige Eric Northman (Alexander Skarsgård), som ejer den populære vampyrbar Fangtasia. Han bliver nemlig selv interesseret i Sookie, og man kan allerede fornemme i første sæson, at han ikke vil give op lige foreløbig. Men selvom første sæson efterlader ubesvarede spørgsmål, så kommer der alligevel en overordnet afslutning på tingene.

Selvom der ikke er meget ekstramateriale, så er den fiktive dokumentarer om vampyrer i nutidens Amerika hylende morsom. Som jeg tidligere har nævnt, kan jeg godt lide den politiske debat, der kører omkring vampyrerne, og ekstramaterialet supplerer rigtig godt.

Hvor awesome er det ikke lige?

Nogle gange er det virkelig nemt at udpege sin favoritfyr (og kalde sig Team Bill, Team Sam eller noget helt tredje), men det er efter min mening ikke tilfældet med True Blood. Måske synes I noget andet? Fyrene er hver især noget særligt, men de er ikke fejlfrie – og det er måske det bedste ved dem.

Til gengæld er det for mig let at udpege en af mine yndlingsscener. Scenen, som jeg tænker på, er den, hvor Sookie for første gang besøger Fangtasia. Jeg mener – en vampyrbar, hvor danserne bevæger sig med lynets hast, og dørmanden er en flirtende vampyrkvinde? Hvor awesome er det ikke lige? Jeg glæder mig til at få endnu flere yndlingsscener i de kommende sæsoner. 😀