Nattens børn: Fjerde og sidste bind om Edvard, Agnes og Mines kamp mod vampyrerne.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
“Mørkets fyrstinde (Nattens børn 4)”
Forfatter:
Illustrator:
Mårdøn Smet
Sider:
133
Udkom:
2006
Forlag:
Gyldendal
Følelses-barometer:
Mørkets fyrstinde er fjerde og sidste bog i Benni Bødkers serie Nattens børn fra 2006. Det er altså nogle år siden, den er udgivet, men nu hvor temaet “blod og hugtænder” er blevet så populært, har vi trukket den frem for at vise, at også danske forfattere kan skrive om (var)ulve og vampyrer. Det er den danske tegner Mårdøn Smet, der har lavet de utrolig smukke tegninger, der pryder alle bøgerne.
SPOILER! Bøgerne i serien Nattens børn, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de tre foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre.
Ro i byen
Det er blevet vinter igen, og folk er ved at flytte tilbage til byen fordi vampyrerne næsten er udryddet. Faktisk synes Edvard, Agnes og deres mor, at de få vampyrer der er tilbage, bliver behandlet for dårligt, når de til offentligt skue bliver indfangede på gader og stræder af Mørkets Brigade, der ikke længere er infiltreret af vampyrer.
Mørkets herskerinde
Vladislav og de andre vampyrer fra Mørkets Brigade, er flygtet til Karpaterne, hvor de vil genoplive den største vampyr nogensinde, Erzebet Batori – mørkets herskerinde. Men det vil Edvard, Agnes og Mime gøre alt for at forhindre.
Var meget mere spændende i de første bind
Det er stadig hyggeligt, at være sammen med Edvard, Agnes og Mine i sidste bind af Nattens Børn, men det er som om det kniber lidt med spændingen, selv om sidste bind jo burde udløse den totale spænding. At børnenes søster Marie-Louise døde allerede i slutningen af bind 2, gjorde at jeg mistede interessen lidt, fordi der ikke var noget vigtigt på spil længere. Selvfølgelig er det vigtigt for Edvard og Agnes, at vampyrernes fællesskab ikke vokser sig stort igen og endnu engang overfalder deres by, men de har jo allerede mistet deres elskede søster, og historien var faktisk ret spændende i bind 1 og 2, hvor byen jo var fyldt med vampyrer.
Uddrag af Mørkets fyrstinde
Edvard pegede på en række fotografier ved siden af automaten, der reklamerede for forestillingen.
Mine kiggede ham nysgerrigt over skulderen. Han vendte sig og smilede til hende, mens han begejstret pegede på billederne.
“Her er alt!” sagde han. “Man kan se en dreng med to hoveder, en ægte havfrue, den skæggede dame, en mand uden underkrop og en med tre ben. Og så er der verdens ældste kvinde. Der står, at hun er 192 år gammel!”
“Må jeg se?” sagde Mine og lænede sig helt frem.
“Det er selvfølgelig fup,” sagde Agnes “Ingen kan blive så gammel.”
Mine studerende billederne helt tæt på. Edvard opdagede med det samme, at hun ikke længere smilede. Et eller andet var galt.
“Hvorfor lader hun sig udstille sådan et sted?” mumlede Mine for sig selv. “Hun bor jo hjemme i Karpaterne!”
“Hvad mener du?” udbrød Edvard. “Kender du verdens ældste kvinde?”
“Så gammel er hun ikke,” sagde Mine. “Hun kan ikke være meget mere end 150 år.”
Bennis gustne og klamme psykologiske gys er bedst
Benni Bødker er meget bedre til at skrive scenerne med krybende rædsel, små detaljer som sniger sig ind og giver én gåsehud, fremfor de actionfyldte scener, der er mange af i Mørkets fyrstinde. Nattens børn begyndte ligesom en gusten og klam psykologisk spøgelseshistorie, men det blev lidt til en actionfyldt thriller i sidste ende, og jeg er absolut mest til det første.
Vi får de fleste af de svar, vi er blevet lovet, men historien stopper alligevel underlig brat og uforløst, så der er på alle fronter er lagt op til at der kan komme en 5’er i serien. Men da serien er jo fra 2006, ved jeg jo nu, at der alligevel ikke kommer en fortsættelse, og derfor blev det en skuffende måde at tage afsked med dejlige Edvard og Agnes på.
Skriv et svar