Skolernes sangdag 2011: Igen i år har DRs kampagne, Syngelyst, uddelt en sangpulje på 200.000 kroner. Målet er at få flere børn til at synge, og pengene er gået til 25 skoler i hele landet, der vil gøre noget ekstra ud af Skolernes Sangdag den 15. april 2011.
De 25 skoler, der vandt del i sangpuljen, har hver fået mellem 3.000 og 10.000 kroner til deres projekter, og de ansøgere, der er blevet valgt ud, har fundet på en sjov og anderledes idé til at gøre skolernes sangdag til noget særligt.
”Sangpuljen skal stimulere det gode arbejde med musik, der allerede foregår på skolerne. Og det er dejligt at se, hvor meget et beløb fra puljen kan sætte i gang,” fortæller projektleder for Syngelyst, Birgit Bergholt fra DR Undervisning.
For eksempel skal Hareskov Skole til en frisk sangdag i skoven. Skanseskolen i Hillerød samler sig til et gigantisk gospelkor og tager ud og synger koncerter på byens plejehjem, hospital og beboerhus. Møgeltønder Skole drager til Riddersalen i Koldinghus og bruger en hel dag på at skråle med på historiske sange. Og Høje Kolstrup Skole i Aabenraa stiller op med et stort lærerband og introducerer fællessang for skolens mange tosprogede elever.
Der skal synges i 3 år
Syngelyst er en tre-årig kampagne, der varer frem til udgangen af 2012. Kampagnen bliver støttet af Undervisningsministeriet, Socialministeriet og Kulturministeriet, og formålet er at få flere børn til at synge ved at støtte og igangsætte en række sangprojekter i hele landet.
Meld din skole til sangdagen og vind
Gik man glip af ansøgningsfristen for årets sangpulje, behøver man ikke at vente helt til næste år, før man har mulighed for at få en bonus i hus til sin skole. Hvis man melder sin skole til sangdagen på dr.dk/syngelyst, deltager man nemlig i lodtrækningen om 25.000 kroner, et klassesæt af sangbogen ‘Ringe i Vandet’ og tre skolekoncerter fra LMS, Levende Musik i Skolen.
Se hvilke skoler og projekter årets sangpulje gik til:
http://www.dr.dk/Undervisning/Syngelyst/Sangpuljen/Sangpuljen+2011+gik+til.htm
Få inspiration og meld din skole til sangdagen den 15. april 2011:
Skriv et svar