Læse-let bøger: Så er der endelig blevet skrevet en børnebog om hvordan det er, at være søn til en far, der er udstationeret som soldat i Afghanistan.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Krigeren’

Forfatter:

Kåre Bluitgen

Illustrator:

Rasmus Jensen

Sider:

37

Udkom:

28. april 2011

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:






Jens er en ca. 9 år gammel dreng, hvis far er udstationeret som soldat i Afghanistan. I mellemtiden må Jens nøjes med sin mor, men det er bestemt ikke det samme, for hun kan slet ikke spille fodbold, og hun er heller ikke så sjov når de spiller ‘Klodsmajor’. Jens’ tanker kredser meget om, at hans far rent faktisk kan blive slået ihjel i krigen, og hvis telefonen ringer, er det måske forsvaret, der ringer for at fortælle at hans far er død.

Jens kan heller ikke samle tankerne i skolen. Han glemmer at høre efter og tegner i stedet for tanks og folk, der bliver skudt. Der begynder også at opstå drillerier, fordi nogle af de andre drenge siger, at Jens’ far slår uskyldige mennesker ihjel nede i Afghanistan. Til sidst går det helt amok i skolegården, og som om det ikke var nok, blinker telefonsvareren da Jens og hans mor kommer hjem.

Læse-let for de 8-11-årige

‘Krigeren’ står der med blodrød skrift på forsiden af Kåre Bluitgens læse-let bog. Målgruppen er de 8-11-årige, så den ligger lige i underkanten af vores yngste læsere på ‘Kultur For Unge’, de 10-12-årige. Bogen har et lix på 15, meget store typer og 1½ linjeafstand, så den lever op til kravene i læse-let-serien ‘Carlsens Stribede’.

Et kærkomment emne i et børnebog

Når der er børnebøger om alt mellem himmel og jord, som børn kan blive udsat for i familien og i skolen, skal der selvfølgelig også være en bog om hvordan det er, at være barn af en forælder, der er i krig. Emnet er kærkomment i Danmarks nye tidsalder, hvor vi praktisk taget altid er i krig i forskellige brændpunkter på kloden. Uvisheden, som voksne og børn hjemme i Danmark går rundt med, må være rædselsfuld, og derfor er det en rigtig god idé, at læse-selv eller læse-højt om det, så man kan få sat ansigter på de spøgelser og sommerfugle der rumsterer i maven.

Uheldig med klassekammeraterne

‘Krigeren’ har så ikke gjort det nemmere for Jens, at være søn af en soldat. For ikke nok med at hans tanker konstant kredser om døden, bliver han også mobbet af tre drenge i klassen, med at faren slår uskyldige mennesker ihjel. Så blandende følelser, som danskerne har omkring at landsætte tropper i fremmede lande langt væk, skal der nok være nogle børn, der har lyttet med hjemme og derfor kommer op at toppes i skolegården om emnet – et ganske realistisk scenarie. På den anden side husker jeg kun fra min egen skoletid, at det var hamrende sejt blandt drengene, hvis ens far var brandmand, politibetjent eller soldat, så Jens har bestemt også været ekstra uheldig med kammeraternes reaktion i ‘Krigeren’.

Uddrag af ‘Krigeren’:

Når telefonen ringer, kikker både mor og han på den. Det kan være fra det fjerne land.
Stilheden mellem ringetonerne er dyb.
Lige så dyb som det hul, der opstår i hans mave.
Så skynder hans mor sig at tage den.
Måske er det en officer, der ringer og siger, at han er ked af det.

Alene med de skræmmende tanker

Det gode i historien, er at alle de væmmelige tanker kommer frem i lyset, så man kan tale om dem. Det lidt absurde er, at bogen lægger op til en god snak om emnet, men hverken Jens mor eller skolelærere hjælper Jens med mobningen, og ingen af dem taler med Jens eller klassen om det. Moren fremstår helt upåvirket, trækker blot knægten ud af skolen (som om han var problemet), og forsøger blot at fortrænge emnet ved at bage, spille klodsmajor og tage i vandland med Jens. Hun taler heller ikke med ham generelt, om farens udsendelse. Aktiviteter skal der helt sikkert også til, for at man kan holde ud at leve med den konstante uvished, men jeg forstår ikke det pædagogiske plot i, at de voksne er fraværende og Jens skal gå alene med sine mange skræmmende tanker.

Da Jens kommer tilbage til skolen, har læreren oven i købet forbudt alle at tale om krigen(!?) og Jens skal sige undskyld(!?), hvilket resulterer i, at Jens ikke mere vil sige noget i skolen. Jeg sad blot tilbage og undrede mig over, at Jens har så normale tanker og reaktioner igennem hele historien, mens de voksne forsøger at løse alt med fortrængning. (Den kloge klasselærer havde da lavet en emne-dag om Afghanistan, og vist at krigen kunne ses fra mange sider, så alle fordommene og rygter kunne være blevet udryddet!)

Overskudsagtige forældre

Slutningen er jeg ikke selv begejstret for. Alting ender bestemt ikke lykkeligt med voksenøjne, men i bogen og i børneøjne gør den. Selvfølgelig skal forældre ikke belaste børn med deres bekymringer, men i en bog som netop ligger op til at man taler om alt det svære, virker det altså forkert at mor og far (selv i slutningen) er totalt overskudsagtige, og slet ikke det mindste ved siden af sig selv.

Når det er sagt, skal det så også nævnes, at ‘Krigeren’ må have været hundesvær at skrive. Danskerne har så vidt forskellig holdning til krig, og de familier der har nære og kære i Afghanistan, tackler det helt sikkert også på tusind forskellige måder. For at skrive en børnebog om emnet, skal man virkelig være diplomatisk for ikke at komme til at træde nogen over tæerne. Og hvor meget man skal fortælle børn, og hvor meget man skal skåne dem for, kan man også nemt komme til at diskutere i det uendelige.

Rasmus Jensens tegninger er forresten skønne – specielt udtrykket og stemningen i forsiden, er jeg helt vild med.