Gys: Man kan desværre ikke bade i gode gysere om spøgelseshuse. Der udkommer højst en værdig film hvert 8-9 år. Derfor har vi kastet os over ‘The Haunting in Connecticut’ fra 2009, som til gengæld er et fremragende eksemplar af slagsen.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Hjemsøgt – The Haunting in Connecticut’

Instruktør:

Peter Cornwell

Land:

USA

Distributør:

Midget Entertainment

Udgivet:

27. oktober 2009

Familien Campbell er i en desperat situation, fordi teenagesønnen Matt (Kyle Gallner) lider af kræft og der er langt til hospitalet. Matt’s mor, Sara, (Virginia Madsen) er dog en handlekraftig kvinde, så hun finder et billigt hus, hun kan leje i nærheden af hospitalet.

Selv om de ikke har råd til en ekstra husleje, flytter familien ind i det store forladte hus i Connecticut. Matt kæmper med bivirkninger fra sin kræftmedicin, så da han begynder at se “ting”, holder han det for sig selv, for at skåne sin mor. Matts oplevelser bliver dog værre og værre og uhyggen kulminerer, da han ved et tilfælde får åbnet en fastgroet kælderdør og finder en ubehagelig blanding af en bedemandsforretning og en patologisk afdeling (dér hvor man obducerer lig). Specielt børnene i familien har svært ved at sluge husets dystre historie, og inden længe bliver de også skræmt fra vid og sans.

Ray Garton nedskrev den sande historie

Ligesom The Amityville Horror fra 1979 bygger på en sand historie nedskrevet af en forfatter, er ‘The Haunting in Connecticut’ udgivet som bogen ‘In a Dark Place: The Story of a True Haunting’ i 1992 af forfatteren Ray Garton. Ray har nedskrevet historien for familien Snedeker, og han er ikke faglig stolt af den, og er glad for at den er udsolgt fra forlaget og ikke bliver genoptrykt.

Han forklarer det selv således: “Den involverede familie – der gennemgik massive problemer med alkoholisme og narkomani – kunne ikke holde sig til den samme historie, hvilket frustrerede mig virkelig meget. Det er svært at nedskrive en sand beretning, når alle de involverede fortæller dig vidt forskellige historier.”

Kniber med troværdigheden i den sande historie

Meget tyder altså på, at den sande historie delvist kan bestå af hallucinationer, hvilket selvfølgelig tager lidt af uhyggen. At den rigtige familie hedder Snedeker i Gartons bog, Reed i filmselskabets beskrivelse og Parker i den dokumentar, der er på dvd’en, hjælper heller ikke på troværdigheden. Endelig er der ingen, der lover, at filmen følger bogen.

En gyser der er svær at ryste af sig

Når alt dette er sagt, ændrer det ikke det store i min opfattelse af ‘Hjemsøgt – The Haunting in Connecticut’. Skuespillet er i top, specielt Kyle Gallner er så troværdig, at man føler med ham fra første minut. Hans gode forhold til sin mor, giver også mange varme følelser, hvilket blot gør det endnu værre, når der sker noget uhyggeligt. Rigtig godt bygget op. Skrækeffekterne begynder stille som antydninger, men med en hård lydside, der får dig til at flyve op af sofaen.

Som så mange andre gysere, går ‘Hjemsøgt – The Haunting in Connecticut’ lidt over genvind i sidste ende, men alt i alt følte jeg mig pokkers godt underholdt. Det var som en tur i det vildeste spøgelsestog, hvor man bagefter lige skal tage sig i, ikke at kigge efter døde mennesker i spejlet på badeværelset, selv om man føler sig overvåget. 😉 Bestemt én af de bedre film om spøgelseshuse.