‘Himlen ved mine fødder’: Er man netop til ungdomsbøger, som omhandler de psykisk svære emner, så som ‘Hvis jeg bliver’ af Gayle Forman, vil jeg uden tvivl anbefale ‘Himlen for mine fødder’ til samlingen.

Af Majasol Meisling Ryberg, 17 år

Titel:

‘Himlen ved mine fødder’

Forfatter:

Jandy Nelson

Originaltitel:

‘The Sky Is Everywhere’

Oversat af:

Kina Bodenhoff

Sider:

351

Udkom:

2011

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:








Den 17-årige pige Lennie mister pludselig sin to år ældre søster, Bailey. Hun gemmer sig væk inde på sit værelse, hvor hun stædigt nægter at pakke Baileys ting ned i papkasser. Tanken om at være alene forfølger hende, men så dukker Toby, Baileys tidligere kæreste op, og mellem hende og Toby opstår der en forståelse for hinanden. De kommer hinanden nærmere ved at holde fast i alle deres minder om Bailey, og alt det hun har efterladt tilbage. Deres ellers venskabelige forhold udvikler sig til noget mere.

Den livlige og glade dreng Joe er startet på Lennies skole. Det føles dejligt for Lennie at være i nærheden af en som ikke selv har mødt Bailey, og han formår samtidig at få Lennie til at glemme alle hendes triste tanker når de er sammen. Han farver hendes ellers grå hverdag op med hans smil, lykke og musik. Pludselig står hun i dilemmaet med at skulle vælge mellem Toby og Joe. Og selvom hun hader sig selv for det, har hun svært ved at give slip på Toby.

Når man mister

Der er mange måder at håndtere sorg på når man mister nogle som man virkelig holder af. Lennies værktøj er udforskningen af hendes seksualitet med ikke én men to fyre i hendes liv. Der er en tyk og tydelig linje mellem hvad der er rigtigt og forkert, og moralsk set overskrider hun denne linje gevaldigt ved at opstarte en form for forhold til sin afdøde søsters kæreste. Som læser bliver jeg forarget og vred på Lennie, men som jeg lærer hende at kende, begynder jeg langsomt at forstå, at hun egentlig bare har behov for at sørge med en som har det på præcis samme måde som hende — ikke som hendes bedstemor eller onkel, som vil pakke Baileys ting ned og komme sig over tabet af hende.

Vrede og tårer af medlidenhed

Som skrevet, havde jeg i starten af bogen virkelig svært ved holde af bogens hovedperson Lennie. Som jeg rykkede mig videre ind i bogen var steder hvor jeg indvendigt sendte talrige af bandeord og forbandelser efter hende, og andre hvor jeg bed mig i læben for at holde tårerne af medlidenhed tilbage. Selvom det er et godt stykke tid siden jeg læste bogen, har jeg stadig ikke formået at komme frem til en endelig beslutning om hende som person. Det er en spændende ting at gruble lidt over, når tiden synes at gå for langsomt, for jeg formår aldrig at komme frem til et endeligt svar. Men hendes karakter er bestemt bygget beundringsværdigt og troværdigt op.

Fuld koncentration på det psykologiske

På det handlingsmæssige plan spiller ‘Himlen for mine fødder’ uden meget overraskelse på det psykologiske. Det er yderst vigtigt, at man på forhånd tager forbehold for, at man kan have svært ved at forstå bogen, hvis man ikke gør brug af psykologien i baghovedet. Meget af handlingen kan ses som værende bizar og/eller meningsløs, hvis man ikke giver sig et øjeblik eller to til at vende det med sig selv. Det giver derfor sig selv, at det er nødvendigt at give fuld koncentration til stoffet, hvis man ønsker det maksimale ud af bogen.

Jo ældre, jo bedre

‘Himlen ved mine fødder’ er anbefalet fra 15 år og op. Grunden er ikke indholdet af stoffer eller sex, men på grund af tonen, som bogen bibeholder igennem hele fortællingen. Det kan tit føles som om, at dette er en ungdomsbog som egentlig er skrevet til de voksne læsere.

Uddrag af ‘Himlen ved mine fødder’

Der var engang en pige, der opdagede, at hun var død.
Hun kiggede ud over himlens kant
og så, at hendes søster nede på jorden
savnede hende så meget,
var alt for ked af det,
så hun krydsede nogle stier,
som hun ikke ville have krydset,
tog nogle øjeblikke i hånden,
rystede dem
og kastede dem som terninger
ned over den levende verden
Det hjalp.
Drengen med guitaren stødte sammen
med hendes søster.
”Værsgo, Lennie,” hviskede hun. ”Resten er op til dig.”
(Fundet på bagsiden af en pjece på fortorvet i Main Street).

Små afsnit med håndskrift

Bogen er tilsat små afsnit med en skrifttype som ligner håndskrift, typisk ved slutningen eller starten af hvert kapitel, og slutter hver gang af med at skrive hvor det er fundet henne i pantes. Overstående uddrag er et af de små afsnit som kan findes i starten af kapitel 28, og min personlige favorit af dem alle. For en god ordens skyld, får man sidst i bogen klarhed over hvorfor der hver gang står skrevet, hvor de små afsnit er fundet.

Hvis du holder af de psykisk svære emner

Er man netop til ungdomsbøger, som omhandler de psykisk svære emner, så som ‘Hvis jeg bliver’ af Gayle Forman, vil jeg uden tvivl anbefale ‘Himlen for mine fødder’ til samlingen. Selvom jeg ikke mener, at denne roman er helt så utrolig god som den nævnte, så byder den på en masse af samme stilart.
Bogens slutning vil jeg ikke afsløre, men den klæder bogen flot og byder på en ordentlig afrunding af bogens søde fortælling.