USA i 30’erne: Jeg havde været inde og se ’Water for elephants’ i biografen, og da jeg syntes, at den var fantastisk, bestemte jeg mig for at gå i gang med bogen bag filmen ’Vand til elefanterne’. Og det er altså en ret fantastisk historie, man næsten må læse.
Af Sofie Sejr Ravn Jensen, 13 år |
Titel:
‘Vand til elefanterne’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Water for elephants’
Sider:
356
Udkom:
2011
Forlag:
Bazar
Følelses-barometer:
’Vand til elefanterne’ forgår i 1930’erne under den store depression. Da den unge Jacob Jankowskis forældre dør under en bilulykke, afbryder han sin uddannelse som dyrlæge og begiver sig ud i verden for at finde et job.
Ved et tilfælde ender han på et tog, og det er ikke bare et almindeligt tog, men ’Brøderne Benzinis Mest Eventyrlige Cirkusforestilling i Verden’. I cirkusset møder han den underskønne Marlena og hendes mand August, hvis humør kan skifte fra det ene øjeblik til det næste.
Da elefanten Rosie bliver optaget i cirkusset, kan ingen se muligheder i Rosie, bortset fra Jacob og Marlena, og snart forelsker Jacob sig i Marlena og på en måde også i Rosie. Det er begyndelsen til et nyt eventyr for ham, men det viser sig hurtigt at være lige så meget et mareridt.
August og Jacob – to modsætninger, der mødes
Selve historien er meget sørgelig og man kan let sidde og få lidt tårer i øjnene, mens man læser den. Et af de store tragiske træk, der virkelig kan få gang i tårerne, er dyremishandlingen. Måden som især Rosie bliver behandlet på fra Augusts side er simpelthen ikke til at bære, i hvert fald i for mig, selvom jeg godt nok ikke begyndte at græde. Augusts behandling af Rosie står i stærk kontrast mod Jacobs behandling af hende.
Med den tydelige grænse Sara Gruen har lavet, viser bogen hurtigt hvem, der er helten og hvem, der er skurken. August behandler ikke kun dyr dårligt, men også mennesker. Når han har et af sine vredesudbrud, skal man ikke være for tæt på ham. Her er Jacob også hans modsætning, når han behandler alle på en fair måde, efter hvad de har fortjent. Til folk, som har set filmen, men ikke har læst bogen, skal det lige siges, at August i filmen faktisk er to roller i bogen, cirkus direktør Onkel Al og menageri-chef August.
For langt til elefanten
’Vand til elefanterne’ mangler lidt spænding, for selvom den er rigtig god, er det først til sidst du begynder at føle, at den er rigtig spændende. Selve bogen handler jo om Rosie, Jacob, Marlena og August, derfor syntes jeg det er synd, at Rosie først kommer ind i bogen på omkring side 140. Jeg forstår godt, at Sara Gruen sikkert prøver, at opbygge et forhold mellem Jacob og Marlena først, og hun sikkert også prøver at introducere hendes karakterer først, men Rosie kunne altså godt være kommer ind lidt før, for ved hvert kapitel sidder jeg og tænker, om jeg mon endelig er ved det kapitel, hvor elefanten dukker op.
Uddrag fra ‘Vand til elefanterne’
”Hun brøler og hyler, kaster med hovedet og trækker sig tilbage, men han er som en maskine. Han hæver den ulyksalige kæp og fører den ned med krogen først igen og igen og igen. Da Marlena når hen til dem, vender han sig, så han står ansigt til ansigt med hende. Kæppen falder til jorden. Han stirrer på hende med et intenst blik fuldstændig uden at ænse Rosie.
Jeg kender det blik.”
Historisk korrekt – på den gode måde
’Vand til elefanterne’ er en virkelig god bog og specielt måden Sara Gruen beskriver hele cirkusmiljøet og 1930’erne, er ganske fantastisk. Det er lidt som om at være der selv. Sara har også gjort et stort arbejde ud af, at få cirkusmiljøet til at virke levende. Som man kan læse i hendes efterskrift, bagerst i bogen, fandt hun masser af materiale om cirkusser, før hun begyndte at skrive.
Uddrag fra bogens efterskrift
”Først fik jeg en litteraturliste med relevant læsning fra arkivaren på ’Circus World’ i Baraboo, Wisconsin, hvor ’Ringling Brothers’ (et meget stort cirkus dengang) havde deres oprindelige vinterkvarter. Mange af bøgerne var ikke længere til at få, men det lykkedes mig at opdrive dem igennem en specialboghandler. Inden for få uger tog jeg af sted til Sarasota i Florida for at besøge ’Ringling Cirkus Museum’, der viste sig at sælge kopier af bøger i deres specialboghandel. Jeg kom hjem flere hundrede dollar fattigere og med flere bøger, end jeg kunne slæbe.
De næste fire en halv måned brugte jeg på at tilegne mig nok viden til at kunne yde projektet retfærdighed, heriblandt tog jeg på tre yderligere researchture (endnu et besøg i Sarasota, et besøg i ’Circus World’ i Baraboo og en weekendtur i Kansas City Zoo hos en tidligere elefantpasser for at lære om en elefantes kropssprog og adfærd).”
Så med så mange facts om cirkusser, kan du sagtens anbefale din historielærer eller dansklærer, at I læser den i klassen. 😉
Gamle og unge Jacob
Jeg har lige to ting, som jeg vil fortælle lidt ekstra om. Det første er, at bogen har sort/hvid-billeder fra rigtige cirkusser på den tid, primært ’Ringling’. Det andet er, at i historien følger vi både Jacob som gammel og hans liv på sit plejehjem og den unge Jacob. Hele historien om den unge Jacob er noget den gamle Jacob tænker tilbage på. Jeg syntes faktisk, det er ret sjovt at følge Jacobs liv på plejehjemmet, selvom det måske ikke er det mest spændende. Men man finder ud af hvor stor en del cirkus har fyldt i Jacobs liv, og hvor meget det stadig fylder, og det syntes jeg er ret fascinerende. Desuden får man også svar på hvorfor ’Vand til elefanterne’ hedder som den gør, som ellers ikke er helt gennemskueligt.
En bog med en dybere mening
Når du læser ‘Vand til elefanterne’, vil dine tanker begynde at køre, og du vil forstå hvor hårdt livet kan være for dem, der på en gang har mistet alt, men stadig har alt at miste. Samlet set kan jeg desværre kun give fire stjerner til ’Vand til elefanterne’, fordi der mangler spænding og fordi, det simpelthen tager alt for lang tid før Rosie dukker op.
Jeg syntes helt klart, at du skal læse bogen hvis du:
- elsker sørgelige historier.
- godt kan lide historier med lidt historiske facts.
- elsker en historie, der får dig til at tænke nærmere, og som har en dybere mening.
- har set filmen og elskede den.
- har det fint med at der ikke er spænding hele tiden.
- elsker dyr (specielt elefanter).
- har lyst til at læse en grusom historie om kærlighed og om at gøre det rigtige.
Du læse Kultur For Unges filmanmeldelse af ’Water for elephants’ her.
Hvad synes du om ‘Vand til elefanterne’?
Hvis du har læst bogen, vil vi meget gerne høre din mening om den! Hvordan syntes du den er i forhold til filmen? Syntes du, at der var nok spænding? Syntes du, at Rosie kom ind på det perfekte tidspunkt? Er den kedelig, spændende, sørgelig, god, dårlig, eller noget helt andet?
Skriv et svar