‘Spøgelserne på herregården’: Historien, skuespillet, musikken og scenografien i ‘Spøgelserne på herregården’, smelter sammen til en rigtig god helhed. Én af de søde små enkeltstående kvalitetshistorier, der er så gode, at jeg nemt kunne se den i fremtiden som julefilm på DR TV, sammen med ‘Narnia’, ‘Anne fra Grønnebakken’ og alle de andre udødelige børneklassikere.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Spøgelserne på
herregården’

Originaltitel:

‘From time to time’

Instruktør:

Julian Fellowes

Land:

Storbritannien

Distributør:

SF Film

Udgivet:

14. juni 2011

Anden Verdenskrig er næsten ved at være slut, da 13-årige Tolly (Alex Etel) bliver sendt i familiepleje på sin farmors herregård ‘Green Knowe’. Imens forsøger Tollys mor at skaffe vished om, hvad der er blevet af Tollys far, der blot er blevet erklæret ‘forsvundet i krigen’. Tolly finder snart ud af, at han kan springe i tiden og se mange af de skæbner hans forfædre led under på ‘Green Knowe’ og som hans farmor (Maggie Smith) har fortalt ham om. I 1805 får Tolly ikke kun et syn af den blinde Kaptajnsdatter Susan (Eliza Bennett), han kan også tale med hende.

Mange fællestræk med ‘Narnia’

‘Spøgelserne på herregården’ har rigtig mange fællestræk med ‘Narnia’ og ‘Peter Pan’. De handler alle sammen om britiske børn, der bliver sendt ud af det bombetruede London under Anden Verdenskrig, kommer i familiepleje og pludselig overtræder grænsen til det overnaturlige. Ligheden i set-up’et, betyder dog ikke at historierne bliver ens, tværtimod, og desuden er det britiske sprog, arkitekturen og traditionerne i 1940’erne, er simpelthen så hyggelig og charmerende, at man næsten ikke kan få nok. Det er heller ikke svært at forestille sig, at krigen har været så grufuld for de britiske børn, at det netop er årsagen til at fantasien har taget over i beskyttelsesrummene og på de sikre steder på landet, så de kunne drømme sig væk for en stund.

Også lidt fra Potter

“Hey! Hende kender jeg. Det er jo … mmm … fra Harry Potter!” vil du helt sikkert udbryde, når du ser og hører Tollys farmor, spillet af Maggie Smith. For ja, Maggie Smith er også Professor Minerva McGonagall fra Hogwarts i Harry Potter-filmatiseringerne. Dén stemme kan hun ikke løbe fra. Det gør også ‘Spøgelserne på herregården’ lidt Harry Potter-hyggelig. Udover at Tolly kan springe i tiden, er selve historien i ‘Spøgelserne på herregården’ dog realistisk, hvilket er en stor grund til, at jeg kom til at holde af den. For udover Storbritannien i 1940’erne, kommer vi helt tilbage til 1805 og ser hvordan stilen og sproget var dengang – og det er fascinerende. Der er – næsten selvfølgelig – gode og onde, men det unikke i denne historie er hovedpersonen, den blinde Susan, og hendes medhjælper, den sorte Jacob (Kwayedza Kureya), som hendes far har reddet fra slaveriet og bragt med tilbage til ‘Green Knowe’. Det er sjældent man lader en hovedperson have et handicap og ofte fungerer det forrygende godt, fordi man så bliver tvunget til selv at mærke efter, hvordan det mon ville være.

Oser af hygge

‘Spøgelserne på herregården’ oser af hygge, har smuk underlægningsmusik og en rigtig sød titelmelodi. Spøgelserne, som vi kun ser i ganske få sekunder, er bestemt ikke så uhyggelige, at man skal være 11 år for at kunne holde dem ud. Ulempen ved den danske filmcensur, er blot det store spring mellem kategorierne ’tilladt for 7 år’ og ’tilladt for 11 år’, og hvis en film som denne, der sagtens kan ses af 8-årige, ligger over ‘7 år’, runder man op for at være på den sikre side, så den havner som ’tilladt over 11 år’.

Kunne nemt blive en jule-klassiker

Historien, skuespillet, musikken og scenografien i ‘Spøgelserne på herregården’, smelter sammen til en rigtig god helhed. Én af de søde, små, enkeltstående kvalitetshistorier, der er så gode, at jeg nemt kunne se den i fremtiden som julefilm på DR TV, sammen med ‘Narnia’, ‘Anne fra Grønnebakken’ og alle de andre udødelige børneklassikere.