Anmeldelse: ‘Adventureland’

Ungdomsfilm: Historien og plottet i ‘Adventureland’ er lidt tyndt, men alligevel er det rart, at se en ungdomsfilm, hvor de unge netop kan begå lige så mange fejltagelser, som man gør i virkeligheden, og alligevel opnå et godt kærlighedsliv. Og så er Kristen Stewart lige så naturlig sød som i ‘Panic Room’. 🙂

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Adventureland’

Instruktør:

Greg Mottola

Land:

USA

Distributør:

SF Film

Udgivet:

2009

Pittsburgh, Pennsylvania, året er 1987. James Brennan (Jesse Eisenberg) er lige ved at være færdig med gymnasiet, da hans ganske følelseskolde forældre fortæller ham, at de ikke har råd til at sende ham på universitetet (college). Eneste mulighed for at missionen kan lykkes er, hvis James selv skaffer sig et sommerferiejob.

Men restauranterne og burger-snask’erne er ikke videre interesseret i James’ intellektuelle personlighed og hans karakterblade, så han må til sidst ty til byens mest desillusionerende arbejdsplads: Adventureland. Forlystelsesparken, der dårligt fortjener navnet forlystelsespark, men mest af alt ligner et omrejsende Tivoli for tabere, der aldrig i hele deres liv får råd til at besøge steder som Disney World og SeaWorld i Florida.

James vil gerne stå ved rutsjebanen, men som alle andre nyansatte, må han selvfølgelig arbejde sig op fra Adventurelands dårligste boder: Spillerboderne, hvor folk bliver snydt for præmier i ‘hestevæddeløb’ og ringkastning om flaskehalse.

Mødet med Em

Midt i en dødssyg hverdag i sneglefart, opdager James pigen Em Lewin (Kristen Stewart), der også er ansat som ungdomsmedarbejder. Em og de andre ansatte lærer James de sjove tricks for at holde tiden i boderne ud, og han belønner dem med hash, han har været tvunget til at modtage fra én af sine kammerater.

James, der ellers altid er blevet afvist af pigerne, begynder langsomt at forelske sig Em, og overraskende nok er forelskelsen gengældt. Men idyllen bliver dog hurtigt smadret af et par andre Adventureland-ansatte: Den flirtende frække og voldsomt eftertragtede Lisa P (Margarita Levieva), og den charmerede men gifte heartbreaker Mike Connell (Ryan Reynolds), der vistnok har spillet i band med Lou Reed.

Kristens film lige inden ‘Twilight’

Formentlig har du fået øjnene op for ‘Adventureland’ fordi Kristen Stewart har den ene hovedrolle. Kristen indspillede filmen i perioden december 2007 til januar 2008, altså lige inden optagelserne til ‘Twilight’ begyndt i marts 2008. ‘Adventureland’ fik aldrig biografpremiere i Danmark, men udkom på dvd i 2009. Er du stor Kristen Stewart-fan, er du faktisk så heldig, at du kan se ‘Adventureland’ gratis og lovligt fra bibliotekernes hjemmeside Filmstriben.dk

Det realistiske amerikanske ungdomsliv

‘Adventureland’ er en langsom film, der bedst egner sig til at man flader ud over den i sofaen en søvnig søndag eftermiddag. Det melankolske liv i forlystelsesparken skal netop fortælles langsomt, for at understrege de ansattes pinsler, men samtidig gør det også filmen ganske morsom. Vi ser alt for mange amerikanske film om det perfekte teenageliv, men her ser vi endelig realisme, at et ungdomsliv i Pittsburgh, kan være lige så dræbende trist som at være teenager i Svendborg uden for turistsæsonen.

Drengene forelsker sig i den almindelige pige

Jesse Eisenberg spiller ganske overbevisende, han er ingen machoman, har ingen sixpack, men det også forfriskende, at se en realistisk teenagedreng, der bare er spinkel og kejtet og alligevel formår at arbejde sig til en romance med Kristen Stewart. Det er ingen kritik af ‘Twilight’-filmene, men faktisk bryder jeg mig ikke specielt meget om Kristens rolle som Bella, da hun minder meget lidt om en almindelig dansk teenagepige.

Formentlig har det også meget med drenge-roller og pige-roller at gøre. Hvor piger ofte forelsker sig i store skuespillere (jeg nævner helt tilfældigt Robert Pattinson 😉 ), har drenge en tendens (som pigerne måske ikke har opdaget), til at forelske sig i den almindelig pige fra klassen i stedet for – formentligt fordi de ser hende hver dag og fordi hun er opnåelig, og Em er lige præcis den almindelige pige i ‘Adventureland’ og derfor holder jeg meget af filmen og identificerer mig stærkt med James.

Til forskel fra Bella, er Em meget mere drenget, ligesom Kristen også var som Sarah i filmen ‘Panic Room’ (den med Jodie Foster). Hun har henslængt hår, lidt sorte rande under øjnene, ryger hash uden at være et ‘pothead’, og hun har et sexliv uden at hendes omgivelser dømmer hende til liv efter døden hos mr. 666. Selvom mange piger sikkert gerne vil være Bella, tror jeg at de fleste bedre kan genkende sig selv i Em, der må kæmpe mod en ukærlig stedmoder og en fraværende far, og netop derfor er desperat efter kærlighed, samtidig med hun er smadder forvirret over at være teenager og samtidig til at definere sig selv og tage store beslutninger om uddannelse og ‘fornuftig fremtid’.

Kærligheden ligger lige om hjørnet blandt almindelige venner

Historien og plottet i ‘Adventureland’ er lidt tyndt, men alligevel er det rart, at se en ungdomsfilm, hvor de unge netop kan begå lige så mange fejltagelser, som man gør i virkeligheden, og alligevel opnå et godt kærlighedsliv. Selvom dramaet ikke er nervepirrende spændende, er det hyggeligt, interessant og sødt. I mine øjne – og det får jeg nok mange tæsk for 😉 – er det et bedre budskab, at kærligheden ligger lige om hjørnet blandt almindelige venner, end at du er nødt til at møde den perfekte vampyr før romancen blomstrer.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.