‘Fright Night 3D’ kickstarter biografens halloween-sæson på en måde, der samtidig viser at Hollywood stadig kan lave rigtige vampyrfilm, og samtidig en god blanding af gys og grin”
Af Mikkel Zangenberg | ![]() |

Titel:
‘Fright Night’
Instruktør:
Craig Gillespie
Land:
USA
Distributør:
Disney
Premieredato:
15. september 2011
Da teenageren Charlie Brewster (Anton Yelchin) starter i 3. G i gymnasiet, har hans liv taget en pænt positiv drejning; han er vokset adskillige centimeter, har taget lidt muskler på og scoret skolens lækreste chick.
Men alt det blegner i det sekund, Jerry (Colin Farrell) flytter ind i nabohuset. Til at begynde med – og ved både første og andet øjekast – virker han ret normal og tilforladelig, men der er alligevel noget ildevarslende ved ham – noget farligt… Og efter Charley bliver vidne til Jerrys højst skræmmende handlinger – og en af hans bedste venner forsvinder – kommer Charley til den ildevarslende konklusion, at hans nye nabo er vampyr og den søvnige soveby er tænkt som hans nye jagtrevir.
Naturligvis er der ikke nogen, der vil høre på ham, så nu er det op til Charley selv at standse monsteret, inden blodet for alvor kommer til at flyde i forstæderne.
Ikonisk 50’s gyser
‘Fright Night 3D’ er en klassisk gyser i en ny indpakning. Dette remake af ‘Fright Night’ fra 1985 følger kun i brede træk den originale film. Den gør den dog godt. Som i så mange ikoniske 50’s gysere er der en monstrøs trussel der hærger i nattens mulm og mørke. Vores hovedperson må, som ene mand imod mørket, prøve at undgå at lade de onde kræfter vinde.
På trods af at denne udgave af filmen faktisk ligger ret langt fra originalen, så synes jeg det virker som det skal. Middelklasse-forstaden er skiftet ud med et lille hul i jorden uden for Las Vegas, og den ellers så tydelige hentydning til en af skrækkens mestre, Vincent Price er skiftet ud med en ret tydelig hentydning til Criss Angel, en Las Vegas tryllekunstner.
Skuespillerne
Skuespillerne gør det godt i denne moderne vampyrfilm, og det er ikke tilfældigt. De er nemlig stort set alle enten veteraner eller up-and-coming stjerner. I hovedrollen som Charley Brewster har vi Anton Yelchin, som er en relativt ny skuespiller. Han har dog allerede haft roller i (relative) storfilm som for eksempel den nyeste Star Trek film og i ‘Terminator: Salvation’. Anton Yelchin er i virkeligheden nærmest en skabelon for de andre unge skuespillere der er med i filmen; Christoffer Mintz-Plasse (McLovin’ i ‘Superbad’ og Red Mist i ‘Kick-Ass’), Dave Franco (Cole i 9. sæson af ‘Scrubs’, og Sully i ‘Charlie St. Cloud’) og Imogen Poots (Tammy i ’28 Weeks Later’ og en lille rolle i ‘V for Vendetta’).
På listen over voksne skuespillere finder vi også ganske velkendte navne: Colin Farrell (kendt fra blandt andet ‘Phone Booth’ og ‘Alexander’) i rollen som den djævelske vampyr, Jerry. Desuden finder vi også David Tennant – nok bedst kendt for at være den 10. ‘Doctor Who’ – i rollen som vampyr-eksperten Peter Vincent.
Mere zombie-hajer end sminkedukkedrenge
En af de ting der gør ‘Fright Night 3D’ til sådan en god vampyrfilm er, at den holder sig til den klassiske formel; Som jeg tidligere udpegede følger den plotmæssigt mange gamle 50’er gysere. Udover det, så læner ‘Fright Night 3D’ sig langt mere op ad klassikere som ‘En Vampyrs Bekendelser’, eller den nyere ’30 Days of Night’ – og så skader det ikke at der er en god portion sort – og til tider morbid – humor blandet ind i filmen.
Her er der altså tale om rigtige vampyrer; udsættes de for sollys brænder de op, og helligt vand har stort set den samme effekt. Disse vampyrer forelsker sig ikke i teenagepiger, og de kommer ikke til at ligne noget der er faret vild fra den lokale Pride Parade, hvis man udsætter dem for sollys.
Der er dog tale om en slags vampyrer der også kunne minde lidt om dem fra ”Buffy”. De kan sagtens være kønne væsener når de ikke viser deres hugtænder, men når de først gør det … så minder de mere om zombie-hajer end sminkedukkedrenge.
Minder lidt om ‘Dracula’
Det betyder dog ikke at der ikke er romantik med i filmen – Anton Yelchin og Imogen Poots har en god kemi sammen på skærmen, og som i den originale ‘Fright Night’, så er deres forhold også en vigtig del af plottet. Som med originalen, minder selve historien også om en af de første rigtige vampyr historier, nemlig ”Dracula” af Bram Stoker.
Der er nogen gode chok til tider i filmen, men langt hen af vejen er den mere spændende end egentlig uhyggelig. Det bør også nævnes at det ser ud som om filmen kun udkommer i biograferne som 3D film, men det gør ikke noget; Det virker som det skal. Der er ikke brugt så mange effekter på at få ting til at flyve ud af skærmen, men 3D effekten giver en større dybde i billedet på en måde der gør at man lever sig ind i filmen.
Minder lidt om ‘Dracula’
Rent effektmæssigt så holder ‘Fright Night 3D’ sig på nogen punkter indenfor dem, originalen brugt. Disse vampyrers munde er for eksempel ikke noget du ville ønske dig tæt på dig! Det er kort og godt lykkedes folkene bag denne film at genskabe Fright Night på en måde, der både viser respekt for originalen, men som samtidig formår at gøre den relevant her i 2011. Hvis du kan lide vampyrfilm, så er ‘Fright Night 3D’ helt klart turen værd.
Sofie, Østerbro |
![]() |

’Fright Night’ er en fed film! Det, at den er i 3D gjorde at jeg var en lille smule betænksom, før jeg så den. For, helt ærligt, er jeg ikke særlig vild med 3D film, hvor der hele tiden komme flyvende en masse ting ud i hovedet på mig. Desuden er de der briller altså møg irriterende at have på. Dog overraskede det mig, hvor godt 3D effekterne passede til filmen. Der kom ikke (ret tit) ting flyvende ud – 3D gav bare filmen mere dybde, hvilket jo er fedt.
Det er sjovt, som stemningen skiftede ret hurtigt i den her film; det ene øjeblik sad jeg og smilede af de sjove replikker og der næste spildte jeg vand ned af mig selv, fordi en eller anden i salen tabte sin mobil på gulvet i et meget nervepirrende øjeblik, så jeg fik et chok og hoppede i sædet. ‘Fright Night’ har en rigtig god blanding af ret så sort humor og uhygge, hvilket gør det til en fed oplevelse at se den!
Skriv et svar