‘Den 4. parallel’-serien: Katastrofen er nær og truer Caine og Emmas håb om succes i den action-prægede og spændingsfyldte fortsættelse på ’Lazarusfænomenet’.
| Anmeldt af Josefine Mariendal Huus |  |
Titel:
‘Carringtonkatastrofen’ (Den 4. parallel 2)
Forfatter:
Oversat af:
Nanna Gyldenkærne
Sider:
314
Udkom:
13. april 2011
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
Tiden er ved at løbe ud for Caine og Emma: Caine skal tilbage til sin hjemmeparallel, da hans folk trues af ødelæggelsen fra talrige krige, katastrofer og overbefolkning – og hvis han ikke kommer tilbage, mister han det, han hele tiden har kæmpet for at redde. Dog er det ikke så nemt at nå sit mål, som man ville ønske, og Caine og Emma ender i en fremmed parallel, hvor katastrofe venter rundt om hjørnet.
På samme tid truer muligheden for at blive fanget af telepaterne igen, Carringtonkatastrofen og det evindelige mysterium omkring Emma: hvordan kan hun rejse mellem parallellerne, og hvad betyder de mørkplettede områder i hendes hjerne?
Milliarder af forskellige verdener
’Den 4. Parallel’ er en spændende science-fiction serie som ikke bare handler om parallelle verdener, men mulighederne de skaber, hvis man kunne rejse mellem dem. Jagten på 17-årige Emma Thomas, også betegnet som verdens farligste våben, er ligesom jagten på billetten til at kunne rejse mellem de milliarder af forskellige verdener – rejsen til nye slags universer fyldt med anderledes fremtidsudsigter.
Men hvis det ikke er muligt for Emmas forfølgere at kidnappe hende, skal fjenderne da heller ikke have muligheden. Og så er det, at Emma må dø.
Sprogligt endnu bedre
Sproget er om end bedre i ’Carringtonkatastrofen’ end det var i dens forgænger. De dramatiske skydescener og intense øjeblikke er langt mere ”tæt på” og rigtige – langt mere tilfredsstillende. Og der er da også flere af dem. En ny ting i sproget er, at Kjetil Johnsen har flettet noget humor ind i fortællingen. Ikke for meget, så det virker overfladisk og upassende, men lige tilpas. Der er fortsat ikke for meget kedelig monolog uden tempo i modsætning til for eksempel ’Twilight’-sagaen, der bygger ret meget på det.
De mange korte kapitler med forskellige fortællere kan godt virke forvirrende og være besværlige at følge med i, men oftest lykkedes det ved brug af dem at skabe spænding i teksten. På den måde får læseren også mere viden om, hvad der egentlig foregår, end hovedpersonerne. På grund af denne viden havde jeg flere gange lyst til at træde ind i bogen og rådgive karaktererne, om hvad de skulle gøre og ikke gøre, råbe af dem for deres dumhed og fejl. Så levende og medrivende er det til tider i ’Carringtonkatastrofen’.
Uddrag af ‘Carringtonkatastrofen’
Et øjeblik følte Caine sig fristet.
Han vidste, at han aldrig ville være i stand til at tage sit eget liv, han havde kæmpet alt for længe for at overleve til, at han kunne vende et våben mod sig selv. Men nu behøvede han bare at nægte, bede dem om at gå ad helvede til, så var det overstået.
Game over.
Generalen måtte have kunnet se det på ham.
Måske i øjnene, der blev tågede i nogle sekunder, munden, der stod halvt åben.
– Lad være, sergent.
Knyttet til Emma og Caine
Under læsningen kom jeg til at føle mig knyttet til Emma og Caine, som om de er mine bekendte, folk jeg har prøvet at snakke med ”in real life”.
Et helt andet forhold får man til Caine i forhold til den forrige bog. I ’Lazarusfænomenet’ var han den ukendte skurk, ham, der pludselig dukkede op alle mulige mærkværdige steder og tidspunkter i Emmas liv. Nogen gange reddede han hende fra andre, mens han andre gange prøvede selv at kidnappe hende, hvilket var ret forvirrende.
Nu er der mere klarhed over hvad hans rolle er, og hvem han er. Han er ikke bare endnu en flad biperson, men en stærk hovedperson med en smertefuld fortid, som man lærer meget mere om. Som kendskabet til ham stiger, spirer en lille følelse i maven, en slags forelskelse. Emma får også anderledes følelser over for den kære Caine, men i sidste ende er det jo, fordi der er lidt ”badass” over ham, men også sårbarhed.
Prikker til følelserne
I denne bog gives ikke kun bidder af det store evindelige plot: kortene bliver lagt på bordet, hvor den ene halvdel er vendt. Den sidste halvdel af det mystiske plot afsløres så gradvist, udregnes kort for kort til de alle er vendt. Med blik tilbage i Caines tragiske fortid i en ensom verden fyldt med krig og ødelæggelse prikker Johnsen til følelserne.
Slutningen af ’Carringtonfænomenet’ var min yndlingsdel af bogen. Ikke, at der ikke var en fornøjelse at læse andre dele i bogen, men Johnsen formåede virkelig at vække rigtig mange følelser på kort tid. Spørgsmål fra forrige bind i serien og denne bog bliver besvaret, men selvfølgelig ikke alle, så man sidder stadig der på kanten af stolen og vender siderne, til man kommer til en tom, hvid side, og man ved, at bogen er slut.
De tilbageblivende spørgsmål og de mange forløste følelser, som sorg over den situation, bogen ender i og angst for fremtiden, står tilbage, og en stor forventning til den næste bog i serien.
Uddrag af ‘Carringtonkatastrofen’
Samtidig kom nogen ud af den dør i stueetagen, som Emma også havde brugt. Hendes hjerte gav et hop, hun mærkede et let vingeslag i brystkassen: et øjebliks spontan glæde, der fik hende til at tænke, at der her var der aldrig nogen, der måtte få at vide.
For det var ikke den anden motorcykelfyr og moren til de små børn, der kom vaklende ud af bygningen.
Det var en høj mager skikkelse, sort af aske, som røgen osede fra.
Caine.
Skriv et svar