”Tøbrud” af Lea Everlyn, der udkom d. 27. september i år, er en Fantasy-fortælling om kærlighed og nordisk overtro. I det iskolde, snedækkede Finland følger vi Laura, som er på flugt fra jætterne, og Aino, i hvis hus hun er i sikkerhed – så længe det varer …

Af Emilie Bregendahl Johansen,

Titel:

‘Tøbrud’

Forfatter:

Lea Everlyn

Sider:

193

Udkom:

27. september 2011

Forlag:

Forlaget Facet

Følelses-barometer:





‘Tøbrud’ handler om danske Laura, der en tidlig vintermorgen kommer vaklende ind i en baghave ved et hus i den finske ødemark, sønderrevet, forslået og blodig. Hun følger lyden af metal mod træ, men da lyden stopper, mister hun håbet om at blive fundet – og falder om. Finnen Aino, der står ved sit hus og hugger brænde, ser hende, smider øksen fra sig og tager hende med indenfor.

Mens Laura ligger og sover i Ainos hus, spekulerer han på, hvordan hun er havnet der, og ender med at tro at hun er på flugt fra en voldelig kæreste. Hvad Aino ikke ved er, at Laura i timerne før han fandt hende, red for livet på sin hest Yuch i de finske skove og dale, på flugt fra de underjordiske og dæmonerne, der fulgte hende for at dræbe.

Da Laura vågner i Ainos hus er der gået over et døgn, og hun indser at dæmonerne, der ikke kan tåle dagslys, undgår Ainos hus. Her er hun i sikkerhed, selvom hun ikke forstår hvorfor. Hun stikker Aino en løgn om sin særprægede situation og forventer at kunne komme ind til den nærmeste by, men det viser sig, at den eneste vej dertil er lukket af et stenskred. Nogen vil have, at hun bliver hvor hun er.

Mens Laura prøver at finde ud af, hvad det er ved Aino og hans hus, der gør at dæmonerne ikke nærmer sig det, bliver hendes og Ainos skæbner viklet ind i hinanden og gamle konflikter kommer op til overfladen igen. Og det er måske ikke alle der virkelig er, hvem de giver sig ud for at være. Dette bliver starten på et eventyr om kærlighed, nordisk overtro, jætter og underjordiske. Om kultur og sagn.

Forskelligt skrevet

Ideen bag ‘Tøbrud’ er super god, og nogle steder fungerer den da også rigtig godt, især starten formåede virkelig at fange mig. Sproget er for det meste varieret og enkelte kapitler eller afsnit er super godt skrevet – som om forfatteren netop dér havde lidt mere tid eller lyst til at skrive, mens sproget andre steder minder mere om noget fra Læs-Let bøgerne fra 2. klasse. Det er virkelig synd, for det ødelægger bogens helhed.

Uddrag af ‘Tøbrud’

Stilheden blev brudt af geværet der blev ladt og Aino tog sigte. Laura slog hænderne for ørerne, da han skød. Noget brølede og så blev der stille.
”Det var ikke en ulv,” hviskede Aino.
Det vidste hun godt. Hun flåede kniven frem, da islaget blev brudt af en grå krop der skød op. Hun huggede og den underjordiske nåede aldrig at opfatte hvad der ramte den. Jorden rystede. Flere steder brød de gennem isen. Grå væsner. Lange arme. Ingen hænder, kun fingre, med kløer. Ainos gevær lød igen og igen. Laura hakkede. Ikke om hun ville overgive sig uden kamp. De forlod snescooteren, der ikke var til andet end besvær i den gennemhullede sne. Løb for livet.
”Floden,” råbte Aino og hev fat i hende.

Lidt for hurtigt

Mange steder er det også som om det går alt for hurtigt – man når som læser slet ikke at følge med, og flere gange undervejs måtte jeg stoppe op og læse det samme igen, for egentlig at forstå hvad der lige var sket. Fordi det går så hurtigt, nåede jeg heller ikke at identificere mig med de to hovedpersoner, Laura og Aino. Ikke at bogen slet ikke fremkaldte nogen følelser hos mig – flere gange tog jeg mig selv i at sidde med et smil på læben over noget Laura sagde, eller en af Ainos sønner gjorde.

50 sider længere

Jeg er glad for at have læst ”Tøbrud”, men ville ønske at den havde været 50 sider og en gennemskrivning længere – det ville have reddet en hel del. Hvis du er til historier om nordisk overtro, jætter og lidt romantik, og hvis man har tålmodighed til at læse bagud i teksten engang imellem, kan det godt være at ”Tøbrud” er noget for dig. Og hvorfor ikke give det en chance?