‘Johnny English’: I forhold til de rigtige ‘James Bond’-film, som efterhånden tager sig selv alt for alvorligt, var det forfriskende morsomt at se Rowan Atkinson tage lidt pis på hele agent-verdenen. Jeg skiftevis græd og klukkede af grin hele vejen igennem ‘Johnny English – Født på ny’ – den absolut sjoveste komedie jeg har set i år.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Johnny English – Født på ny’
Instruktør:
Oliver Parker
Land:
USA
Distributør:
Uip
Premieredato:
6. oktober 2011
Følelses-barometer:
“Efter katastrofalt at have svigtet i en operation i Mocambique forsvinder den britiske agent Johnny English (Rowan Atkinson) fra landkortet. I et isoleret kloster i Tibet har Johnny fundet sjælefred, trænet sin krop og sin psyke, og nu er han klar. Spørgsmålet er, om verden er klar for ham. En verden, hvor hemmelige tjenester er blevet servicevirksomheder, hvor chefen er en kvinde, og hvor man skal have en kvittering på alt.
Men nationen har brug for English til at afdække et komplot mod den kinesiske premierminister, når han er på statsbesøg i England. Tiden er ved at løbe ud, og English skal forhindre den mystiske Vortex-organisation i at få fingre i tre nøgler til det ultimative våben. Jagten går over hustage og gennem gyder i Hongkong, på skrigende dæk i biljagt gennem London og til sidst op blandt Alpernes frosne tinder. Så der er masser af muligheder for Johnny English til at forkludre det hele.”
En komedie må ikke tages for alvorligt
Sådan lyder den korte præsentation af ‘Johnny English – Født på ny’, og til forskel fra en gravalvorlig pressevisning, var jeg så heldig at kunne se filmen sammen med et almindeligt publikum. Jeg sad ved siden af to forventningsfulde 13-årige knægte, der knapt havde fået åbnet slikposerne, før de spruttede af grin over en kat, som Johnny English tilsyneladende fik puffet ud af et højt vindue og ned i en kompostkværn. Lige dér blev jeg mindet om hvilke forudsætninger der kræves for at anmelde en komedie, nemlig at man lægger paraderne for en stund, skruer det kritiske og analytiske filter af, læner sig tilbage og nyder morsomhederne for det de er – og intet andet.
Heldigvis ikke så meget ‘falden på halen’-komedie
I modsætning til den første ‘Johnny English’-film, hvor Rowan Atkinson mest af alt optrådte som en blanding af den franske Inspector Clouseau og en ikke særlig intelligent Mr. Bean, har Johnny English-karakteren i ‘Født på ny’ virkelig fået en fin afpudsning. Det er ikke længere ‘falden på halen’-komedie, men en intelligent English, der nok bliver snydt af forbryderne, men så alligevel har et es mere i ærmet, så han får sagt det sidste ord.
En sexet Rowan Atkinson
At antihelten pludselig er blevet en helt – omend en lidt uheldig af slagsen – giver filmen helt nye muligheder. Det er ikke længere givet hvem der vinder og hvem der taber, og den uforudsigelige dynamik skaber en rigtig god spænding. “James Bond”-opfindelserne er virkelig sjove, og en stor del af humoren består i uheldige episoder, som på mange måder godt kunne være sket i virkeligheden – og den slags er jeg virkelig stor tilhænger af. Johnny er ikke længere 1-dimensionel, han kan virkelig slås, charme damer og tilmed være lidt sexet i golftøj på green’en. Rowan Atkinson sexet!? Jeps, du læste rigtigt!
Medierådet helt galt på den – igen
Når alt er så hyggeligt og sjovt i ‘Født på ny’ er det imidlertid meget underligt, at Medierådet for børn og unge har sat filmcensuren på filmen til 11 år. De skriver:
“Da actionsscenerne er indlagt i en komisk ramme, og da ingen af scenerne er hverken blodige eller udpenslede vurderes det, at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.”
Der skrives netop at scenerne hverken er blodige eller udpenslede, alligevel sætter man filmen til 11 år helt uden begrundelse – langt ude og helt useriøst. Der var en 7-årig knægt inde at se filmen med sin mor, da jeg så den, og han fnisede af grin hele vejen. Når Medierådet for børn og unge er så pylret, at børn under 11 år ikke engang må more sig over go’e gamle Mr. Bean som agent, er det ikke underligt at ingen efterhånden gider tager Medierådets 15 års grænse alvorligt, hvilket jo er et kæmpe problem. Hvis man råber ulv for mange gange, reagerer folk jo ikke til sidst, og så er det, at børn pludselig får sat sig ind til en film, hvor folk får skudt hovederne af.
Realismen gør det ekstra sjovt
Er du også ret træt af ‘James Bond’-spiralen, hvor teknik, plot, charme og sex hele tiden skal forsøge at overgå den forrige film? I ‘Johnny English – født på ny’ kommer det hele ned på jorden igen til et dejligt menneskeligt niveau, hvor man føler sig hyggeligt underholdt og veltilpas. Dels er det forløsende at se en hovedperson, der kommer mere uheldigt af sted end én selv, men realismen er også bevaret i filmen, så alle den teknik Johnny bruger i filmen, for eksempel en high speed-kørestol, kunne sagtens eksistere i virkeligheden, og det gør scenerne endnu mere fængende – for tænk nu hvis …
Samtidig er Atkinsons medspillere Gillian Anderson (som Pamela Thornton – Pegasus) og Dominic West (Simon Ambrose – Agent One) utrolig velspillende, dejlig ærkebritiske og virkelig seriøse, så filmen ikke drukner i useriøsitet, men bevarer spændingen og den røde tråd i historien.
Hvor Steve Martin faldt helt igennem med overdrevne fjollerier i de nye remakes af ‘Den lyserøde panter’, er ‘Johnny English – Født på ny’ til gengæld en moderne og meget værdig konkurrent til de gamle ‘Den lyserøde panter’-film med Peter Sellers som Inspector Clouseau. 5 stjerner.
Skriv et svar