Serien om Karla: ‘Karlas kamp’ har været to år undervejs og er efterfølgeren til ‘Karla og Jonas’. Det er lidt forvirrende, at Karla kun går i 5. klasse og ikke følger alderen på Elena Arndt-Jensen , der spiller Karla i filmene. Men bortset fra det, er det en virkelig fremragende bog, hvor Karla og vennerne opretter en modstandsgruppe for at genere en direkte ond lærer helt ud af skolen — og hvem har ikke haft den dejlige drøm!?
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Karlas kamp’
Forfatter:
Sider:
204
Forlag:
Politikens forlag
Udkom:
20. oktober 2011
Følelses-barometer:
Karla er kommet i 5. klasse, og pludselig er hun ikke længere så glad for at gå i skole. Hun har ellers været rigtig glad for dansk, men nu har de fået Palle, en stor sur mand, der råber og skriger af Karla og de andre elever og som låser folk ude fra klasselokalet, bare de kommer ét minut for sent. Karla får ondt i maven over at være låst inde i samme klasselokale som Palle, og hun ryger også hurtig ud i diskussioner med ham. Men Palle er ikke én, der lytter til sine elever. Han råber bare at Karla skal holde sin kæft, og så har han vundet den kamp!
Hjemme hos Karla har mor og Leif meget travlt som sædvanligt, og Mads Morten og Lillebror er jo heller ikke dem, der kan lytte til Karla, så hun føler, hun står helt alene i kampen mod Palle.
Men pludselig en sommerdag på stranden, opdager Karla, at Kasper føler med hende, og Kasper er villig til at bakke hende op. Faktisk er både Kasper, Katrine og Kristian så trætte af Palle, at de gerne vil lave Cubaklubben, en modstandsgruppe, der med hemmelige aktioner skal gøre livet så surt for Palle, at han ikke længere vil være dansklærer for dem. Og Karla er rent faktisk så vred, at hun gerne vil være den, der lægger de første partisansøm bagved Palles gamle møgbil!
Alle har hadet en ‘Palle’
Plottet i denne 6. ‘Karla’-bog er rent faktisk så gennemført og genialt, at jeg jublede lige fra begyndelsen. Uanset hvor gammel man er, har man altid haft en lærer som man bare hadede! En ‘Palle’. Det har altid været nemt at identificere sig med Karla og de andre hovedpersoner i Renée Toft Simonsen pigeserie, fordi de alle har så meget personlighed og samtidig er så normale og har så mange fejl, at det lige så godt kunne være ens egen familie.
Men i denne sjette bog ønskede jeg virkelig, at jeg var Karla. Tænk at være så modig, at man rent faktisk laver en modstandsgruppe mod en lærer og gennemfører missionerne uden at pive! Forældre vil nok straks tænke på lektor Blomme og maltbolsjer i Scherfigs ‘Det forsømte forår’ (som man vel netop er blevet tvunget igennem i dansk) og hvor slemt det rent faktisk kan gå, så selv med voksenøjne bliver det utrolig spændende i ‘Karlas Kamp’.
Vrede og afmagt får lov til at komme til udtryk
Jeg genkaldte straks den dybe, sorte fornemmelse af mindreværd man fik, når en voksen i ens barndom (oftest en lærer), blot gennemtrumfede en dyb uretfærdighed uden at gøre det mindste forsøg på at lytte eller forstå. Karla siger: “Ved du, hvad det gør ved et hjerte at blive ydmyget?” — poetisk og præcist, og det er virkelig dejligt at Renée Toft Simonsen har valgt at tage følelsen op som et tema.
Børn vil sidde opslugt af forventning og forhåbning om at lede Palle nu bliver tværet ud, og voksne vil få et stik af dårlig samvittighed over om man nogensinde er kommet til at opføre sig bare en lille bitte smule som Palle. Karlas føleler og handlinger er i sig selv dejligt forløsende. Vrede og afmagt får lov til at komme til udtryk for en stund uden hævede pegefingre om hvad det rigtige at gøre nu er. Den kant synes jeg ikke så mange børnebogsforfattere tør balancere på, men det er nu engang det, der gør en bog spændende.
Skriver lige så hyggeligt og varmt som Astrid Lindgren
Når dramaet har udspillet sig, forstår Renée Toft Simonsen alligevel at runde konflikterne lærerigt af, ved at gå dybere ind i de implicerede personers behov, men aldrig på en kvalmende sød ‘så endte det hele lykkeligt’-måde. Der er genforening og erkendelse af, at man har ‘slået nogle skæve’, og det er bare ok. Tilgivelsen bliver det allervigtigste, og det er synes jeg er en rigtig skøn læresætning at give børn med i rygsækken.
Sproget flyder nemt, dialogerne mellem mor og datter er særdeles realistiske, og Renée skriver efterhånden lige så hyggeligt og varmt som Astrid Lindgren og lige så morsomt som Thøger Birkeland i ‘Krumme’-bøgerne. Men det bliver endnu bedre, for Lars Gabels tegninger er simpelthen så udtryksfulde, rammende og samtidig så smukke og farverige, at det hele smelter sammen til én af de børnebøger, man aldrig har lyst til at glemme.
Uddrag af ‘Karlas kamp’
Inden Palle låste døren, kiggede han altid ud på gangen for lige at tjekke, om nogen var på vej, og hvis der ikke var nogen, så han næsten tilfreds ud, når han sagde:
“Så er de også selv ude om det.”
Karla kunne mærke den der fornemmelse af at blive kvalt, som om hun ikke kunne trække vejret. Hun forsøgte at tænkte på noget andet, men det var helt umuligt.
Palle gik i gang med at dele papirer ud. De skulle have diktat. Karla kiggede hele tiden hen mod døren. Kasper var ikke kommet endnu, for der var ikke noget hoved i vinduet. Palle gik i gang med at læse hele diktaten op. De skulle først høre den læst op, før de skulle begynde at skrive ordene ned. Pludselig fik hun en arm i siden af Katrine.
“Speciel,” hviskede hun.
Karla kiggede forvirret på hende, hvad var der nu galt? Så gik det op for hende, at Katrine allerede havde skrevet det første ord. Katrine lavede øjne til hende som for at vise at hun bare skulle skrive af efter hende. Karla lænede sig ind over hendes papir for at se ordet, som Katrine havde skrevet.
Hun havde slet ikke hørt, at de nu skulle gå i gang med at skrive.
“Så er det nok, Karla. Hvis du ikke selv ved, hvordan man staver til ordet, skal du prøve dig frem. At kigge efter hos sin sidekammerat hjælper ikke noget. Det lærer du ikke noget af, og det kunne du ellers godt trænge til,” sagde Palle spydigt.
Lidt aldersforvirring i forhold til filmene
Det eneste underlige med ‘Karlas Kamp’ er, at den har været to år undervejs. Så har man fulgt med i ‘Karla’-filmene (sidst ‘Karla og Jonas’), var Elena Arndt-Jensen (som Karla) 14 år, da den blev optaget, altså svarende til 8. klasse.
I ‘Karlas Kamp’ går Karla dog kun i 5. klasse og har endnu ikke fået sin menstruation, og det aldersmæssige tidsspring tilbage fra 14 år (på film) til 11 år (i bogen) virker dybt mystisk i begyndelsen, da Karla jo samtidig har kommet sammen med Jonas i lang tid (selvom de ikke ses). Der er ikke så mange 11-årige, der har haft en kæreste i lang tid, så på mange måder virker Elena Arndt-Jensens alder i filmene mere realistisk i forholdet til Jonas. Derfor havde jeg egentlig også forventet at Karla var blevet rigtig teenager i denne bog og måske gik i 8. eller 9. klasse.
Selvfølgelig er det brandsvært at få en børneserie til at stemme med filmatiseringerne, når unge skuespillere vokser så pokkers hurtigt, så jeg har også stor respekt for, at Karla er blevet fastholdt som barn i ‘Karlas Kamp’. Alligevel virker ‘Karlas kamp’ som en bog, der skulle have været før ‘Karla og Jonas’ og ikke efter.
Samme høje klasse som ‘Krumme’-serien
Jeg nød ‘Karlas Kamp’ hele vejen igennem. Jeg gøs og havde ondt i maven sammen med Karla, og jeg frydede mig, når Palle fik igen af modstandsgruppen Cubaklubben. Bogen er i et stort format, så den er særdeles velegnet til højtlæsning, hvor børnene kan kigge med på tegninger. Samtidig er der stor linjeafstand, så den er rigtig let at læse for piger i 3., 4. og 5. klasse. Jeg bliver rigtig glad og varm i hjertet over at man stadig laver/skriver danske børnebøger samme høje klasse som Thøger Birkelands førnævnte ‘Krumme’-serie, og jeg håber at ‘Karlas Kamp’ kommer til at ligge i det smukkeste gavepapir under rigtig mange juletræer om halvanden måned — for det er en bog man får lyst til at læse mange gange.
Skriv et svar