‘Den som Fanden lytter til’ af Anita Krumbach

Som den lægger tryk på skyld og sorg, gør den det samme med børneopdragelse, dårlige forældre og familieliv. Moralen er tydelig og klar: forældre skal passe på og værne om deres børn. Jeg havde aldrig drømt om at læse sådan en kort bog om så vigtige emner, før jeg læste ’Den som Fanden lytter til’.

Anmeldt af Josefine Mariendal Huus

Titel:

‘Den som fanden lytter til’

Forfatter:

Anita Krumbach

Sider:

83

Udkom:

28. oktober 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:

Efter den vinter hvor det mest frygtelige skete med Vinas bror, Johan, er hun og hendes familie flyttet til et nyt sted hver vinter. Denne vinter er ikke anderledes. Vina er stadig tynget af skyld, men hun får en ven, Tejs, som bliver jagtet af Jakel og de andre drenge. En idé kommer til Vina, en idé om hvordan hun kan gøre alting godt igen – men det vil ikke blive helt ufarligt …

Ultrakort

Når jeg ser på ’Den som Fanden lytter til’, er det første, der slår mig, at den er uhyre tynd – en bog på kun små 83 sider. Når jeg så kigger i den, tænker jeg umiddelbart, at den her bog ikke er noget for mig. Skriftstørrelsen er kæmpe, hvilket umiddelbart for mig til at tænke, at det kunne være en bog, en 4. klasser kunne læse.

Den kan læses af de fleste på en time, men egentlig tager det meget længere tid, fordi skrivemåden og plottet kræver eftertanke og analyse, hvis bogen virkelig skal værdsættes og forståes.

Viber

Gennem bogen refereres der til en lille vibefamilie. Om hvordan ”vibeforældrene” værner om ungerne, så de kan føle sig trygge, hvor nemt det er at ende et liv, og hvordan man ville leve som vibe. Viberne bliver brugt rigtig godt som udtryk for en masse følelser hos både Tejs og Vina. Det virker rigtig godt og fører virkelig tankerne hen på, hvordan andre har det – mennesker som dyr.

Skrivemåde bremser

Under det meste af læsningen og især i starten skulle jeg have koncentrationen og opmærksomheden med mig for at finde hoved og hale i det hele.
Hvis man tror, man får det hele foræret i ’Den som Fanden lytter til’ kan man godt tro om igen. Perioderne kan være så korte, at de knap nok består af en sætning, og sådan nogle kan der komme flere gange i træk. Så ofte måtte jeg gå tilbage for at læse nogle linjer igen for at forstå, hvad der foregik.

Mørk og sorgfuld

En af hovedpersonerne er Vina, som kun er 9 år gammel, men hun føler alligevel den sorteste skyld efter hendes brors død. Man lægger ikke så meget mærke til, at det er en 9 år gammel piges fortælling, men det chokerer, hvor skyldig hun føler sig, og hvor meget det fylder i hendes hverdag.
Det fortæller om en manglende dialog mellem Vina og hendes forældre. De har tydeligvis aldrig sat sig ned for at snakke tingene igennem med hende og fortælle hende, at absolut intet omkring hendes brors død er Vinas skyld. Mange børn tror, at når der sker noget i familien, er det deres skyld, men det er det oftest ikke, og det skal de vide.

Det er ikke bare Vina, der har problemer. Tejs kommer fra en ildeset familie med en voldelig far, og så ser det også ud til, at mobberen, Jakel, også har sine kvaler, der højst sandsynligt fører til, at han terroriserer andre børn.

Aktuel morale

’Den som Fanden lytter til’ er en bog, jeg kunne forestille mig, at jeg skulle skrive en analyse om i folkeskolen, diskutere i klassen og gå i dybden med. Dog synes jeg, hvis man vil, kan man sagtens læse den som en frilæsningsbog ligesom alle mulige andre bøger, man læser i skolen.
Dens morale er nemlig evigt aktuel og bør huskes.