Spænding: Hver bog i ’Den 4. parallel’-serien har budt på noget nyt til den røvsparkende historie om Caine og Emma – og ’Æon-paradokset’ er bestemt ikke en undtagelse. 

Anmeldt af Josefine Mariendal Huus, 14 år

Titel:

‘Æon-paradokset’ (Den 4. parallel 3)

Forfatter:

Kjetil Johnsen

Oversat af:

Nanna Gyldenkærne

Sider:

313

Udkom:

26. oktober 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:







Både Emma og Caine er fanget af løfter og situationer, de har svært ved at komme ud af.

Fanget af nazister fra en parallel verden, som kæmper en indædt krig mod japanerne, er Emma nødt til at samarbejde. Hun må fortælle og lære nazisterne, hvordan man rejser mellem parallellerne; en gal general er nemlig klar til at slagte forsvarsløse mennesker, hvis hun byder dem trods, og hun bliver tilmed overvåget dag og nat. Endvidere tager kaosset i hendes hjerne til, og deja-vuer, drømme og syner rammer hende gang på gang, så hun har svært ved at kende løgn fra sandhed.

Bundet af sit løfte til Emma, om at han vil bringe hende tilbage til hendes parallel, er Caine nødsaget til at trodse nazisterne, som han har kæmpet for det meste af sit liv. Han befrier sin tidligere soldaterkammerat, bedste ven og ikke mindst telepat, Daniel, som Emma og Caine i andre paralleller har kæmpet mod. Sammen drager de ud på et mindre eventyr med kun ét mål: at redde Emma fra nazisterne.
Men det er ikke det eneste, Emma og Caine er oppe mod af udfordringer – en psykopatisk mands planer om verdensherredømmet må og skal stoppes, før verden forandres, så de aldrig vil kunne genkende den igen.

Nervepirrende

’Æon-paradokset’ starter hårdt ud med en begyndelse, der allerede er fyldt med spænding fra første side, som man jo kun kan forvente af en bog af serien ’Den 4. parallel’.
Hele bogen igennem var spændingen i top. Hjertebanken, våde øjne og lettere svedige hænder fulgte med, som handlingen skred frem. Specielt mod slutningen følte jeg mig som slavebundet til den – et hvert ledigt øjeblik skulle bruges på at læse. Hen mod slutningen var det så nervepirrende, at jeg blev nødt til at læse den færdig i løbet af natten, hvorefter jeg selvfølgelig ikke kunne sove. Tankerne fløj rundt i en spiral omkring det fascinerende emne om parallelle verdener.

Respekt for forfatteren

Sproget er fortsat rigtig godt – ikke et, hvor man skal sidde og undre sig over, hvad forfatteren egentlig mener. Der er få dødkedelige, lange miljøbeskrivelser, som man kan opleve i andre bøger. Men det er heller ikke sådan, at man slet ikke får noget af vide; det kommer bare i gode anordnede portioner, nogle små lækkerbiskner, der er lige til at spise i stedet for store tykke brød, der er svære at komme igennem.
I denne bog er Kjetil Johnsen ikke bange for at bruge bandeord. Ord som ”fuck” optræder flere gange i teksten – dog mest fra Caines synsvinkel, ikke søde Emmas – og det skaber da også en godt billede i forhold til Caines karakter og en slags følelse af, at det her er rigtigt; det er Caine og ikke en flad figur.
Endvidere har jeg en kæmpe respekt over for Kjetil Johnsen. Der skal virkelig en mastermind til at skabe et sådan en kompleks historie, der indeholder overraskelser hele tiden.

Uddrag af ‘Æon-paradokset’

”Hun så på ham, men han sagde ikke mere. Han kiggede igen ud ad vinduet, virkede uinteresseret. Tillukket.
Lortekulde!
Emma knugede armene om kroppen. Det hele var så forbandet koldt. Luften, landskabet, menneskene.
Hun var ude af stand til at aflæse generalen. Hvad han virkelig mente, om han var en forbenet nazist, eller om han gjorde, hvad han gjorde, på grund af pligtfølelse over for fædrelandet, ligesom hun troede, at Caine gjorde.
Men ham ved jeg heller ikke noget om, mindede hun sig selv om. Caine kan lige så godt være en mini-psyko-Hitler.
Men hun troede det ikke.
Håbede det ikke.
Havde drømt om natten, at han kom.
Præcis som han havde lovet.
Jeg finder dig…

Uforudsigelig

Der er uventede drejninger hele tiden. Man tror måske, at man har forstået, hvad det hele vil ende med, men, nej, så sker der noget nyt, som bringer historien et helt andet sted hen.
Noget, jeg elsker ved serien ’Den fjerde parallel’, er, at da jeg begyndte på serien havde jeg aldrig nogensinde i min vildeste fantasi kunne forestille mig den måde, serien har udviklet sig! Selv nu kan jeg sidde her og tænke og undre mig over, hvordan Kjetil Johnsen mon vil afslutte sin serie – og inderst inde ved jeg, at det, jeg kommer op med, er langt mindre interessant, spændende og i hvert fald langt mindre fabelagtigt, end det han i virkeligheden har kreeret. Historien er som et vildt dyr: utilregnelig, men stadig væk vildt fascinerende.
Johnsen har efterladt mig ventende, ivrig og spændt på det afsluttende bind i serien – det er svært at holde sig fra at købe den sidste bog på det originale sprog, norsk, så jeg kan sætte tænderne i den nu.