Jul i Den Gamle By

Julehygge: Trods regnvejr og våde fødder er det en ustyrligt charmerende by, man træder ind i, når man passerer det blå skilt ind til Den Gamle By i Århus – specielt her ved juletid, er det svært ikke at blive grebet af den eventyrlige julestemning.

Af Josefine Mariendal Huus, 14 år

I 1909 blev Den Gamle By grundlagt, og i mere end hundrede år har friluftsmuseet på en anderledes måde budt på at udforske de danske byers kulturhistorie.
Alt efter hvad der er aktuelt og spændende, byder Den Gamle By på forskellige slags udstillinger. For tiden er det jul i Den Gamle By, og man kan udforske den danske juls historie og landsbylivet ved juletid.

Rigtige gammeldags landsbyboere

Rundt omkring i byen kan man støde på landsbyboere, der i gang med deres daglige gøren. Alle de ansatte, der bemander boder som butikker, er iklædt tøj fra gamle dage. Det får Den Gamle By til at føles som alt andet end et kedeligt museum, men en levende by fra fortiden, som man på magisk vis er trådt ind i.
Som noget af det første mødte vi nogle fnisende piger, der bar en pind, hvor en mistelten var fastgjort, som de lystigt flagrede med over hovederne på folk. Ellers mødte vi et par koner i et mørkt køkken, hvor den ene var ved at koge opvaskevand over ilden, og den anden rullede klejner ud. De var hundrede procent ”in character”, og den ældste af dem snakkede, som om hun var fornærmet over, at vi havde invaderet hendes køkken.

Nostalgi for dine forældre

Peter Holm, som skabte museet i sin tid, tænkte dengang, at historien skulle vises helt op til nyeste tid – og således er det blevet: i øjeblikket er man i gang med at udvide Den Gamle By med to kvarterer, hvor det ene sætter fokus på 1927 og det andet 1974.
Dele af 70’er-kvarteret stod allerede færdigt, da jeg besøgte byen: en handelsgade med butikker og butiksfacader bød velkommen i 70’erne. Denne del af Den Gamle By var især meget vigtig for specielt min far at se, fordi den var som taget ud af hans ungdom.
Med et forundret smil kunne han træde ind i Pouls Radio, en butik, der ”solgte” radio, fjernsyn og diverse andre genstande. Alle varerne var mærket med priser, der svarede til, hvor meget tingene kostede dengang i forhold til i dag. For eksempel så jeg et gammelt, firkantet farvefjernsyn til 6795 kroner og andre priser, som var overraskende høje.

Efterårsvejragtigt vejr kvalt med julehygge

Selvom det er ret dårligt vejr for tiden, kan man sagtens få en god dag i Den Gamle By. Armér dig med gummistøvler, paraply, regn- og vindtæt tøj, og så er det ellers bare af sted!
Juletræer er at se i de smalle, brostensbelagte gader, og varmt lys strømmer ud af vinduerne. Små boder, der sælger varmt og sødt til den sultende mave, kan man også finde. Husene er indrettet som i gamle dage – svagt belyst, men hyggeligt.
I sidste ende slår julehyggen i Den Gamle By det danske vejr.

De mange mennesker, der stod i kø for at komme ind i Den Gamle By på denne julesøndag, blev budt velkommen af julemanden.

Her er de fnisende piger i aktion, fuldt armeret med en mistelten. Her “angriber” de min søster og hendes mand.

Det er i de her boder, hvor man både kan købe varmt og sødt at spise.

Hestevogne kører hele tiden rundt i byen, og man kan også godt købe sig til en tur selv. Mens man går rundt i byen, kan man høre hestenes hovslag mod brostene, og jorden, ja, skal man have øjnene på for ikke at komme til at træde i en hestepære. 😉

Her kunne man få bolsjer til enhver smag.

Ham her havde lidt af hvert – jeg synes specielt, at hans udklædning og ikke mindst butik var vildt flot. Jeg kunne sagtens forestille mig, at det var præcis sådan i de ældre dage.

Pigen her stod og lavede klejner, da jeg var der. Jeg nåede godt nok ikke at smage dem, men gode ser de ud.

Jeg måtte bare tage et billede af denne julestue. Den oser jo bare af jul!

På posthuset har de en udstilling af julemærker. Der er et eller andet utrolig smukt ved at se alle de julemærker samlet, som igennem mere end hundrede år ved salg i juletiden har støttet syge børn.

De gamle bygninger i byen er både flotte og farverige. Tænk, hvis husene nu til dags havde alle mulige forskellige farver som rød, orange, grøn og gul – og måske tilmed bindingsværk! Man laver bare ikke husene så flotte længere.

Mig ved døråbningen ind til et af de gamle huse. Man må sige, at danskerne har været små engang!

Mums! Jeg har sjældent smagt så gode æbleskiver – nu har jeg slet ikke lyst til at spise nogle, der er hevet op af en køledisk.

Rundt omkring var der nogle kul, man kunne varme sig ved – dejligt.

Et billede fra det “famøse” ildshow. De optrædende havde både ild i røven, mens de kunne håndtere det med ynde.

Så blev det mørkt i Den Gamle By. Ikke alle gader var så oplyste som denne, nogle nærmest mørklagt; jeg kan kun forestille mig, at det var lidt uhyggeligt at gå rundt i byens gader i gamle dage.

Jeg skulle selvfølgelig også ind i boghandleren.

Pouls Radio som er fyldt med en masse gammeldags elektronik.

Kager og brød fra bageren i Den Gamle By er bagt efter gamle opskrifter.

Så blev det helt mørkt i Den Gamle By og tid til at sige farvel til den for denne gang.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.