Dødens ventesal: Alle kender følelsen af at fortryde. Men hvad gør du, hvis du i en gråzone mellem liv og død, fortryder dit eget selvmord? Mens tiden svinder ind, gør chancen for at Sofie finder tilbage til livet i tide ligeså. Kender du de bøger, der er så gode, at du ikke kan lægge dem fra dig? Denne er en af slagsen!
| Af Emilie Frederikke Mariendal, 17 år |  |
Titel:
‘Dødens ventesal’
Forfatter:
Sider:
288
Udkom:
6. februar 2012
Forlag:
Forlaget Facet
Følelses-barometer:
Sofie mister sin far i en arbejdsulykke og må sammen med sin mor og lillebror flytte væk fra deres trygge rammer og til en billigere ejendom. Fra at være en lykkelig pige, som havde alt hvad hun kunne drømme om, bliver Sofie offer for grov mobning og en rungende ensomhed. Til sin ekskærestes fødselsdagsfest, som hun dukker op til uden at være inviteret, gør en sidste dråbe, at bægeret flyder over. Hun træffer en vigtig beslutning; hun vil gerne dø. Hun gemmer sig og sluger nogle af sin mors piller. I gråzonen mellem liv og død møder hun Jesper, som er det mest vidunderlige og smukke, hun nogen sinde har set. Hans krop befinder sig på hospitalet – i koma, og Sofie fortryder; hun vil tilbage til livet – men kan hun stadigvæk nå det?
Tiden som fremdrift
Romanen drives frem af tiden. Fra Sofie tager sin mors piller, er det kun et spørgsmål om tid før hun dør, og den tid er bogens fremdrift. Med tiden må Sofie indse, at hun har svigtet mere end hun selv er blevet svigtet. Godt nok blev hun mobbet, men hun gav op på livet; hun var for svag – og nu lader hun sine nære i stikken.
Bogen behandler i høj grad temaet ‘ansvar’, og på sine 288 sider når denne at behandle førnævnte tema på flere planer – bogstavelig talt. I gråzonen mellem liv og død må Sofie tage ansvar for sine handlinger og hun erkender efter mødet med mange sørgelige, fortabte skæbner, at hun begik en fejl ved at give op på livet.
Sproget er karakteriseret ved at være mere end bare velskrevet. Jeg indrømmer gerne, at jeg blev så opslugt, at jeg læste bogen på en eftermiddag og aften — samme dag. Aldrig har en bog været så fængende; dette i høj grad på grund af temaerne, som behandles. Sproget er tilpas beskrivende og dette bevirker, at fortællingen virker realistisk og imaginær. Herunder fremhæves en specielt god sproglig passage, hvor Bødker benytter besjæling som virkemiddel:
Uddrag af ‘Dødens ventesal’:
Langsomt vender hun sig om. Husene rager kvælende op omkring hende, vinduerne ligner blinde øjne, der stirrer stift ud i luften, dørene er lukkede munde, og skyerne hænger over tagene som uldne parykker, smitter af med sort og gråt skidt, der driver ned over tage og bygninger.
Desuden er Dødens ventesal skrevet med Sofie som 3.personsfortæller og med indre syn. Meget detaljeret beskriver Sofie, hvordan hun selv opfatter alt, mens Sofies fysiske træk og handlinger ofte nævnes i dialog eller indirekte i teksten.
Bogens omslag
Omslaget er lavet af Christian Guldager, og jeg mener, at omslaget rammer os unge – målgruppen er altså godt fokuseret, og ligger ved en 13-14-årige og de 15-19-årige. Sofie, de kliniske piller, hvad der minder om glasskår og sidst men ikke mindst: et ur. Sofies valg om at tage pillerne er derved illustreret på omslaget, og uret, som jeg mener er den vigtigste detalje, er velvalgt. Det er, som jeg nævnte før, fokus på tiden, der driver handlingen frem, og det er tiden som den uafhængige faktor, der vil afgøre om Sofie får en chance til – hvad de afhængige faktorer er, kan du selv finde ud af ved at læse bogen!
Kan klart anbefales
Jeg synes, at det er en interessant og velvalgt idé, at Silja Bødker gennem Sofie, da hun er mellem liv og død, vælger at undersøge, hvorfor mobning egentlig finder sted. Derudover er jeg stor fan af, at bogen giver anledning til eftertanke; alene selvmord er forfærdeligt, men vi får eksemplificeret, hvorfor et menneske vælger at begå selvmord.
Derudover følger vi hende i en mellem-fase mellem liv og død, hvor man oplever med Sofie oplever hende selv objektivt ved nogle af de vigtigste begivenheder i hendes liv, og hun fortryder, at hun gav op. Romanene er nervepirrende fra første til sidste side; absolut fantastisk!
Uddrag af ‘Dødens ventesal’:
”Tror du, at du bare kan lalle dig igennem livet og få det, som du ønsker? Nu vil jeg dø – nej, nu vil jeg ikke dø alligevel, men nu har jeg jo spist piller – hvad skal jeg så gøre?”
Den tomme hætte drejer sig mod hende, mens den løfter en arm og peger på hende, men der er ingen hånd, ingen fingre.
Sofie viger skrækslagen tilbage.
”De ting du gør, og de ting du har gjort – de påvirker mennesker omkring dig. Er du ikke klar over det? Eller er du ligeglad?”
Skriv et svar