‘Server’ af Peter Griffin

‘Server’: Jeg følte mig hensat til Peter Parkers Spiderman-univers i denne danske ungdoms sci fi/krimi, der er Peter Griffins første. Hyggen var i top, karaktererne var knivskarpe, samtidig med at historien også var spændende. Hvor de fleste danske, mandlige ungdomsforfattere skriver lige så elegant om følelser og empati, som en flok lemurer ville udføre en hjerte-operation, falder det Peter Griffin helt naturligt at beskrive mange af de drenge/mande-følelser vi ellers aldrig får lov til at høre om i ungdomlitteraturen — virkelig unikt og rart. Selve projektet med at redefinere hele verdens teknologiske niveau og drømmen om at redde verden, er dog alt for stort et projekt til, at det vil lykkes.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Server’

Forfatter:

Peter Griffin

Sider:

222

Udkom første gang:

23. marts 2012

Forlag:

Politikens Forlag

Følelses-barometer:

Året er 2030. Der har været nogle gevaldige verdenskrige, og det har ført teknologien tilbage til et stadie, der minder om 1985. 17-årige Philip har et studiejob som interviewer for San Fransisco Post. Han er udstationeret på St. Marys Hospital, hvor han skal udspørge døende patienter omkring udviklingen, som den var før i tiden. Måske ligger de inde med dyrebar viden, som samfundet kan bruge til at genskabe nogle af de unikke opfindelser, som gik tabt krigene.

Philips far arbejder også på San Fransisco Post. I seks år har han ledt efter en computer-server-park, der har været gemt væk i en så dyb militærbunker, at informationerne på harddiske ikke er blevet slettet. Det er de eneste harddiske i verden, der ikke er blevet slettet af elektromagnetiske våben, og de rummer alle de informationer, der blandt andet har været på Internettet, som heller ikke eksisterer længere.

At han nu har lokaliseret serverparken, er det sidste Philips far får fortalt Philip, inden han bliver pludselig går i koma. Det underlige er bare, at Philips fars chef, Jenkins, også er røget i koma på præcis samme måde kun en par dage tidligere. Philip aner, at der er noget helt galt, og sammen med sin kæreste Amy, begynder han eftersøgningen efter den, for hele verden vigtige, serverpark, som hans far har lokaliseret.

Yes, ansvarsfulde, målrettede og ambitiøse unge

‘Server’ er Peter Griffins første ungdomsroman. Sproget flyder virkelig godt, og på trods af nogle store fejl i sci fi-universet, levede jeg mig hurtigt ind i Philips spændende verden. Dialogerne fungerer også utrolig godt, og det oplevedes på mange måder som at se en spillefilm – så let kom billeder ind i min hjerne. Umiddelbart blev jeg betaget af, at hovedpersonen Philip kun er 17 år, men alligevel udfører et vigtigt job og har et stort ansvar. I mange ungdomsromaner er fyrene på 17 år ikke kommet længere end til at sige oversmarte bemærkninger med masser af bandeord, og bruger resten af deres tid på at spille Playstation, drikke øl og kigge på damer. Men ikke her. Endelig får vi unge at se, som de også kan være som 17-årige, nemlig ansvarsfulde, målrettede og ambitiøse.

Ikke nødvendigvis den eneste ene

Philips forhold til Amy virker også meget realistisk. De er kærester, men de smelter ikke sammen og kan sagtens finde ud af at leve hver deres liv. Når de er sammen, går det heller ikke over gevind i kys og erotik. Det er måske ikke så spændende at læse om på den måde, men sådan er der jo også mange unge par, der lever, og det føltes faktisk rigtig rart at se, at man også kan være kærester på et stadie, hvor det allervigtigste er at være gode venner og man ikke stiller en uendelig række krav til hinanden. Specielt i vores samfund (i det virkelige liv 2012), hvor man i medierne hele tiden taler om at finde “den eneste ene”.

Næsten en Peter Parker

Med Philip som hovedperson følte jeg mig egentlig i lige så godt selskab, som havde det været Peter Parker — yeps Spiderman. De besidder den samme ro, har det samme overblik og klistrer ikke fuldstændigt til deres kæreste, der også har hjerne. Historien var også utrolig spændende i begyndelsen. På et tidspunkt kommer vi til en ‘brusebads-scene’, hvor jeg næsten gik til i ren spænding. Det oplever jeg ellers virkelig sjældent i danske børne- og ungdomsbøger. Der er mange danske forfattere, der er gode til at sætte en motor i gang, så man hele tiden bliver drevet frem — det er også en slags spænding — men Peter Griffins spænding er den, som man kender fra gode bio- eller tv-thrillers, hvor man sidder på nåle i en scene, hvor der, måske, er ved at ske et eller andet forfærdeligt. Rigtig godt gået.

Teknologien stemmer ikke

I og med det hele foregår i San Fransisco, har vi et internationalt strejf, der føles godt, vi har nogle hovedpersoner skarpt tegnet op med tanker og følelser, der fungerer rigtig godt, og vi har en historie som tegner ganske spændende. Men … for der kommer desværre et men: Genren er sci fi blandet med krimi, og det er bestemt ikke en nem genre. Specielt ikke når man påtager sig ansvaret for at omdefinere en hel verden rent teknologisk efter en yderst destruktiv verdenskrig.

Vi får at vide, at verden rent teknologisk er havnet på et stadie, der svarer til 1985, samt at alle elektroniske medier, harddiske, cd’er, dvd’er, hukommelseskort, mobiltelefoner, mp3-afspillere og andre computerchips er slettet af elektromagnetiske pulsvåben. Derimod eksisterer kassettebånd, spolebånd og videobånd stadig, og da nogle af disse medier jo blev naturligt udfaset omkring 1985, er det musik og film op til 1985 som folk i ‘Server’ kun kan muntre sig med, og formentligt er det derfor også moden er røget tilbage til 1985. (Der er så også en uoverensstemmelse, for VHS-båndene eksisterer jo stadigvæk her i 2012, og som bekendt kan man jo netop godt optage nye film på dem, og de kan jo netop kopieres og mangfoldiggøres hurtigt.)

Men kender man blot lidt til teknik og IT, sukker man straks, for det holder jo ikke. Harddiske og nogle computerchips kunne godt blive slettet af elektromagnetiske våben, men cd’er og dvd’er er jo optiske lagringsmidler, ikke magnetiske. Det er mikroskopiske små huller i en overflade af polykarbonat, der er yderst slagsfast og ikke påvirkes af magnetfelter. Så dvd’er og cd’er vil i den grad overleve elektromagnetiske våben, men det vil netop kassettebånd, spolebånd og VHS-film ikke, da de alle er magnetbånd. Men det er netop alle disse bånd, Peter Griffin bygger hele kulturen op med i ‘Server’.

Det er svært, ikke selv at bevæge sig ind i det teknologiske tankeeksperiment, og mine tanker gik på, at vinylplader, altså LP’er, der jo er mekaniske, ville have overlevet. Det kunne de have hørt, hvis selve cd-afspillerne ikke havde virket. Og biograffilm, der ligger på plasticstrimler og kan projiceres op på et lærred med en lyskilde, ville jo i den grad også overleve et elektromagnetisk angreb. I 2012 kører de fleste biografer stadig med filmruller, så på den måde vil oplysninger frem til 2012 jo være sikret.

For mange huller og ubesvarede spørgsmål

Desværre begyndte der også at dukke flere huller op i selve historien, og de tog langsomt glæden ud af læsningen. (Her forekommer enkelte spoilers, så spring dette afsnit over, hvis du ikke vil høre om dem!) Hvorfor modtager Philip en indpakket gave og et langt kodet fødselsdagskort fra sin far med UPS, når faren lige har fortalt ham, at han ikke har pakket gaven ind og ikke har skrevet et kort og lige derefter går i koma? Hvis serverparken er verdens største hemmelighed, hvorfor fortæller faren så bare helt åbent om den til Philip på en kinesisk restaurant? Og hvorfor er det i næste øjeblik så hemmeligt, at der skal et kodebrev til? Og hvorfor skrev faren egentlig et kodet hjælpebrev til Philip og sendte det præcis lige inden han gik i koma (hvis han altså nåede det alligevel)? Han kunne jo ikke vide, at han ville blive udsat for et drabsforsøg og at han ikke bare kunne tage hen på Philips kollegie til hans fødselsdag (som han ellers havde planlagt med gaven) og fortælle ham om serverparken?

Sådan kunne jeg blive ved, og det er jo umuligt at sige, om det er svipsere i plottet eller der kunne være en god forklaring på tingene. Hovedsagen er bare, at alle de ubesvarede spørgsmål hobede sig op, jo længere jeg kom ind i romanen. Da jeg kom hen mod slutningen, var der så meget, der ikke stemte eller virkede for langt ude, at jeg tabte interessen. Jeg manglede flere og flere motiver, forklaringer og begrundelser, og hvis man ikke kan godtage et fundament i en historie, er det svært at acceptere overbygningen.

Samlet set

‘Server’ er er en ganske hyggelig roman, der bare flyder derud af. Peter Griffins måde at skildre hovedpersoner på, kan jeg rigtig godt lide, og jeg identificerede mig med Philip lige fra begyndelsen. Derudover er det ganske simpelt befriende endelig at læse en mandlig, dansk ungdomsforfatter, der forstår at skildre realistiske følelser og empati, både i kæresteforholdet og i far-søn-forholdet. Der er der ikke mange, der kan!

Idéen om en teknologisk tilbagebombning til 1985 er også sjov, den er bare ikke veludført og efterprøvet godt nok. Så, er du den analytiske type, der elsker sci fi og krimier og insisterer på selv at regne løsningerne ud, vil du hurtigt støde på alle de huller og hændelser, man savner en god forklaring på i ‘Server’. Er du derimod lidt ligeglad med selv at skulle regne tingene ud, og vil du bare underholdes og have løsningerne foræret til sidst, så kan du sikkert få meget fornøjelse ud af ‘Server’. Den begynder i hvert fald rigtig godt, og jeg vil virkelig gerne læse mere af Peter Griffin, da jeg synes han er et rigtig frisk pust i dansk ungdomslitteratur. Jeg håber dog blot, han kaster sig over et lidt mindre ambitiøst univers og plot næste gang.