Det sidste tabu: ‘Det sidste tabu’ handler i bund og grund om det tabu, at der er en norm blandt indere om at man ikke blander sig med sorte. For Simran og Tyrone virker det ikke ubetydeligt, hvad andre tænker om dem, men de synes at kærligheden er så meget vigtigere, at de ikke vil lade fordommene styre deres liv, som det måske har styret deres forældres liv. De vil gøre op med det sidste tabu. En rigtig romantisk og morsom men også barsk og realistisk roman.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

’Det sidste tabu’

Forfatter:

Bali Rai

Oversat af:

Trine Bech

Originaltitel:

‘The Last Taboo’

Sider:

321

Udkommer:

10. februar 2012

Forlag:

Flachs

Følelses-barometer:








Simran går i folkeskolens ældste klasse i London sammen med veninde Lisa. De er begge to engelske, føler sig engelske, men Simrans familie kommer fra Indien, fordi hendes farfar immigrerede til England. Simrans mor og far har også opdraget Simran som en engelsk pige med engelske rettigheder, men den indiske familie i London, der strækker sig ud over forældrene fætre, kusiner, onkler og tanter, går meget op i indiske traditioner, normer og religion. Helt galt er det for dem, hvis indere kommer sammen med sorte, og det gør Simrans far, da hans bedste ven er sort.

Derfor bevarer Simrans det også som en hemmelighed, da hun bliver forelsket i Tyrone, der er sort. Simran ser en dejlig, charmerende fyr, ikke en sort fyr, men hun er meget i tvivl om hendes forældre bliver dobbeltmoralske, hvis hun fortæller at hendes første rigtige kæreste er sort. Der går dog ikke lang tid inden Simrans onkel og tante finder ud af det, og så bryder helvede løs. ikke hjemme hos Simran, men rundt omkring hos alle familiemedlemmerne i London, samt på skolen og ude i byen, hvor indere gør en masse ud af, at man skal holde sig fra sorte.

En realistisk love story

Bogen er en rigtig romantisk, sød og realistisk love story, som man ikke kan undgå at holde af. På overfladen er det den søde, pæne pige, der bliver forelsket i den lidt utilpassede slagsbror. Da vi kommer længere ind i historien, viser det sig, at de passer meget bedre til hinanden, end de egentlig selv havde forestillet sig fra begyndelsen. Det er i sig selv rigtig smukt, men det søde og hyggelig bliver selvfølgelig spoleret af alle de religiøse problemer, fordommene og bandekrigene.

Skønt med en mandlig forfatter der kan skildre pigetanker og venindeforhold

Synsvinklerne skifter lidt for meget for min smag. Simrans er klart den nemmeste at identificere sig med, hvilket måske er lidt pudsigt fordi Bali Rai er en mand. Men stor respekt for det, for vi er jo utrolig vant til at kvindelige forfattere kaster sig over drenge som deres hovedpersoner, mens det faktisk er lidt mere tabu, at mænd skriver med piger og kvinder som deres hovedpersoner. Så netop i en bog, der handler om tabu, synes jeg det er virkelig stærkt og forfriskende, at Bali Rai lykkedes så godt med Simrans tanker, og netop får skildret en utrolig stærkt venindeskab mellem Simran og Lisa.

For mange bipersoner

Vi hopper også over til David, det er Simrans bror, når bandeproblemerne skal tegnes op, og det bliver lidt problematisk fordi David ikke rigtig ved hvor han vil hen med sit liv, og bliver en lidt utydelig klon af Simran. Der er også en del tilbageblik til Simrans farfar, da han begyndte som grønthandler i London sidst i 70’erne. Alt sammen for at give os en helhed, så vi bedre kan forstå. For mig blev det dog mere vildledende for der er så mange bipersoner med nævnt ved indiske navne, som man ikke kan huske, man har hørt om eller ej.

Uddrag af ‘Det sidste tabu’

“Far!”
Han så på mig og derefter på baconpakken i hans hånd. “Vi må hellere købe det billige. Ellers slår din mor mig ihjel.”
“Jeg slår dig ihjel om lidt … Så du det par?”
Han så sig omkring, men de var gået ned ad den næste gang.
“Hvad for et par?” Han lagde luksusbaconen tilbage og tog en pakke almindeligt bacon.
“Nogle gange er du altså håbløs. Der var en indisk kvinde med en sort mand,” forklarede jeg.
“Og …?” Han gik over til disken med pålæg.
“Det er da ret ualmindeligt, ik’?”
Han trak på skuldrene. “Sikkert. Kan Jay bedst lide skinke eller kylling?”
“Far!”
“Hvad er det? De er sammen – og hvad så?”
Det gik op for mig, at jeg var alt for gennemskuelig.
“Jeg tænkte bare på, om de får en masse bøvl med andre – andre indere.”
“Det kan godt være,” svarede han og tog et læs kyllingepålæg.

Lun feel good-fornemmelse

‘Det sidste tabu’ er en rigtig god bog, som jeg hele tiden havde lyst til at læse videre i. Det stærke er realismen i både Simran og Tyrones forhold og i Simran og Lisas gode venindeskab. Dialogerne er også lige så hyggelige, sjove og smådrillende, som de er, når man i virkeligheden taler med sine venner og veninder. Det giver bare en lun feel good-fornemmelse, når Lisa kan kalde Simran for ‘dumme ko’, uden at Simran tager det ilde op og bliver fornærmet. Det beviser også hvor gode veninder de er. Da jeg intet kender til raceproblemer mellem indere og sorte i England, kan jeg ikke udtale mig om hvor udbredt problemet er nu i 2012, men det må jo være ganske stort, når Bali Rai ofte fortæller hvordan politiet bliver indblandet i bandekrigene. Derfor var det også dejligt at lære noget nyt.

Kunne være spændende at debattere

Man kan hurtigt får det til at lyde forkert, hvis man siger at en bog kunne være god til undervisningsbrug i folkeskolen, for dansklærerne vælger ofte sådan nogle kedelige bøger, som de elskede fra deres egen skoletid. Men det er også derfor ‘Det sidste tabu’ kunne være god at læse i klassen, for den handler om vores tid her og nu, og den skildrer bare så mange følelser, både pigernes og drengenes, at alle kan finde nogen at identificere sig med.

Bali Rai lægger ikke skjul på at han ønsker det sidste tabu nedbrudt, men derudover er der heller ikke nogle bedrevidende og moraliserende pegefingre når drengene slås og pigerne sviner hinanden til, og det er faktisk rigtig rart, for det skaber et stort rum og en respekt for, at man som læser godt kan danne sig sin egen mening. Det er også derfor bogen kunne være spændende at debattere i en klasse. Der er ikke én sandhed, der er mange. Ligesom i alt andet her i livet.