Emilie Autumn: Lige før påske gæstede verdensklasse violinist, forfatter extraordinaire, modeikon og burlesk-danser Emilie Autumn Pumpehuset i København. Emma på 16 stillede hellere end gerne op som ‘Plagued Rat’ for en aften og fortæller her om den uforglemmelige koncert – minut for minut.

Af Emma, 16 år

Kunstner:

’Emilie Autumn’

Koncertsted:

Pumpehuset

Dato:

4. april 2012, kl. 20

Jeg ankommer i København, Pumpehuset sammen med nogle venner – og min far. Dørene åbner klokken otte, klokken er cirka kvart i otte, og køen går allerede ned ad fortovet. Anton, Anne, Katarina, Johan, min far og jeg finder os tilrette og venter.

Vi når endelig frem til manden man viser sin billet til, får lagt vores jakker fra os, og kommer indenfor i endnu en kø, der fylder al trappeværket. Lyden af mange stemmer, der flyder sammen fylder ørerne. Publikum til en Emilie Autumn-koncert er næsten lige så interessante at kigge på som showet. Helt klart hvad man kalder et farverigt publikum. Der findes alt fra dreadlocks, til turkis hårpragt, til grønne hanekamme til glimmer-korsetter til hoodies. Også alderen spænder vidt; der er tilskuere fra 13-års alderen til 40’erne.

Pludselig bliver der åbnet ved trapperne, folk hviner og styrter op. Før koncerten havde vi egentlig bare regnet med at vi kunne møve os frem – det er jo, hvad man har albuer til – men menneskemængden stod simpelthen for tæt – som sild i en tønde!

Derfor Går Anne og jeg hen til bjælkerne, der vel sidder lidt mere end to meter over gulvet, for at se om vi kan sidde deroppe. Først giver jeg Anne en hestesko, og så er det, det bliver lidt svært. Men en venlig dude med dreadlocks ser vores nød og hjælper mig op. Vi kalder på Katarina, og pludselig står der endnu en venlig dude, som hjælper hende op. Disse improviserede pladser viser sig at være perfekte!

Snyder!

Før koncerten, mens folk finder ud af at komme ind og så videre, bliver der spillet musik, der lyder som noget fra 30’erne eller 40’erne, hvilket egentlig bare er hyggeligt, og meget … EA-agtigt, som den historienørd hun er. Pludselig fader musikken ud, som på det tidspunkt var ‘In A World Of My Own’ fra Alice i Eventyrland, mens en vibrerende lyd bliver højere og højere, scenen bliver oplyst og lyser som en puls, der pumper. Lyden bliver højere og højere, alt på ens krop vibrerer, folk hujer spredt og så … fader Alice i Eventyland ind i igen og lyset bliver dæmpet. Vi griner alle sammen i salen, for der fik hun os da!

Fight Like A Girl!

Efter den traditionelle entré med ‘4 o’ Clock’ går sangen, der er titelnummeret på det nye album (som ikke er udkommet endnu) i gang. Ind træder EA iført hanekam og korset. Man kan tydeligt høre på sangens tekst, at det er et kald til en revolution, som samtidig er virkelig catchy 😉 I starten må jeg indrømme, at jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle synes, når man holder den op imod hendes tidligere sange, men jo mere man hører den, jo mere lyder den som hende. På forhånd vidste alle at dette album ville komme til at handle om hendes bipolare sygdom på psykiatrisk afdeling, mere præcist hendes bog (‘The Asylum for Wayward Victorian Girls’), og især under ”Take the Pill”, ”Girls! Girls! Girls” og ”Gaslight” kan det høres.

”Interaktion” og sceneshow

Et af kendetegnene ved EA’s koncerter er sceneshowet, og vi glæder os alle sammen. Jeg sidder og håber rigtig meget på at Contessa skal udføre sin disciplin, og da stoffet falder ned fra loftet samtidigt med at ”Take the Pill” starter, ved jeg at jeg ikke bliver skuffet.

Girls! Girls! Girls!

En anden sang jeg spændt sidder og venter på er ”Girls! Girls! Girls!”, der skulle være helt revy-agtig. EA kommer med charmerende stemme, nu hat i stedet for hanekam og stok ind på scenen og inviterer os til at se på hendes piger; ”They’re hot! They’re nuts! They’re suicidal!” Jeg elsker virkelig ”Girls! Girls! Girls!”, den er fyldt med EA’s fantastiske sarkasme og laven-sjov med den tids syn på kvinder. Jeg kan slet ikke la’ vær’ med at smile. 🙂

Her var det så meningen, at Anne skulle ha’ kastet vores hjemmelavede veganske muffins op på scenen, når EA synger ”toss us a dime”, men desværre endte de lige foran scenen, uden nogen lagde mærke til det. 🙁

The Rat Game

Efter nummeret, bliver Naughty Veronica og EA på scenen, udfører en lille dialog, der omhandler at Veronica skal lære ‘The Art of Love’, det ender selvfølgelig med ‘The Rat Game’!! Her får Veronica lov til at vælge en pige fra publikum, der er over 18 år og aldrig har kysset en pige før, og så kommer hun op på scenen og.. jah, prøver det. Veronica peger ud blandt publikum og siger at hun har fundet sig en engel med pink hår. Desværre tror en pige helt nede bagved at det er hende og begynder glædesstrålende at kæmpe sig frem, da hun helt oppe ved scenen opdager, at det var en anden Veronica mente. Det var helt sørgeligt at se hendes udtryk.

Hvis man var så heldig at få en plads oppe foran, kunne man blive overhældt med te og få kastet beslikkede, ”kørt-hen-over-krop” kiks efter sig under ”God Help Me”, der er fra albummet ”Opheliac”. Anton fangede både tepose og kiks, hvor andre blev behældt med den flydende slags te. Pludselig vil Captain Maggot længere frem for at kaste en kiks, men ender med at komme for langt frem, mister balancen, falder ned over publikum, der med det samme griber hende, og så bliver hun lige båret en tur rundt a publikum. STAGE DIVE!

Tale og afslutning

Hen imod slutningen står EA og hendes Crumpets foran publikum og giver de danske ”Plague Rats” en tale, der faktisk var rigtig god, hvis du spørger mig. EA kommer derefter tilbage, for at synge/spille ‘Thank God I’m Pretty’, men overlader hurtigt ordet til sine PR’s, der synger det første vers alene, jeg sang med! 😛

VIP

Man kunne mærke – eller det synes jeg i hvert fald – at det er en dedikeret fanbase EA holder sig. Skrig og hujen og klap i starten og slutningen af hvert nummer, men tilbageholdt åndedræt under det. (Medmindre man altså er fuld; jeg var desværre lige i nærheden af typerne, der snakker og griner hele vejen igennem og nægter at høre alle dem, der råber at de skal holde deres kæft.)

Hvis man er hurtig, kan man nå at få fat i VIP-billetter, der inkluderer Meet’n’Greet, autografskrivining, billedtagning, noget art af en slags, og så får man lov at blive efter det er slut, så man kan sikre sig nogle gode pladser. Jeg var desværre for langsom til at stikke kløerne i dem.

Elskede det

Tjah, hvis man ikke skulle ha’ lagt mærke til det, så elskede jeg at være til den koncert (selvom jeg da nok lige skulle ha’ lidt hjælp til at komme ned fra den bjælke! ;-)). Når man først har været til den her slags koncert; lille, intim, højest 200 mennesker, så er der lige pludselig ikke så meget over de kæmpestore med flere tusinde mennesker. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne ta’ tilbage i tiden og opleve det hele igen, eller i det mindste få lov at se Emilie Autumn igen en dag.