Serien ‘Dværgen fra Normandiet’: Bag enhver detalje gemmer en historie sig! Det er lige præcis, hvad Lars-Henrik Olsen har efterlevet i sin fænomenale bog Dværgen fra Normandiet, som er en historie han har vævet ud af detaljerne, han har set i det berømte billedtæppe Bayeux-tapetet.

Af Camilla

Titel:

‘Dværgen fra Normandiet’
(Dværgen fra Normandiet 1)

Forfatter:

Lars-Henrik Olsen

Sider:

348

Udkom:

1. juli 2012

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:









Pigen Fifa er 10 år gammel og har aldrig oplevet andet end klostret og dets monotone liv. Hun står op, går til morgen messe, syer i stilhed på i systuen, går til aftenmesse og går i seng, kun afbrudt af et par intetsigende måltider og de hviskede samtaler om natten med værelseskammeraten, den sekstenårige Emma.

Men så en dag ankommer Dværgen Turold, eks-hofnar for Kong Vilhelm og nu billedkunstner. Turold skal lede arbejdet på et billedtæppe som biskop Odo har bestilt, og han skal bruge de fire dygtigste sypiger i klostret. Han vælger Fifa, Emma, og nonnerne Poppa og Gyda, og alle fires liv bliver pludselig begivenhedsrige, for billedtæppet skal være 70 meter langt og vise hvordan Kong Vilhelm erobrede England.

Til at fortælle historien har Biskop Odo sendt en gammel krigsfange, vikingekrigeren Ligulf, som var kriger under den gamle Kong Harald af England. Med en eks-hofnar og en viking i systuen er hverdagen alt andet end monoton, og i takt med at arbejdet skrider frem, bliver de to unge piger mere og mere opmærksomme på verden udenfor klostret.

23 år efter udgivelsen

Da jeg, for snart 10 år siden, tog denne bog ned fra hylden på skolebiblioteket, var det i en hunger efter mere fra Lars-Henrik Olsens ‘Erik Menneskesøn’-skuffe, men efterfølgende blev ‘Dværgen fra Normandiet’ en bog som jeg husker langt tydeligere.

Fælles for begge bøger er de underlæggende historiske toner, som jeg elsker, men hvor Erik Menneskesøn er en almindelig dreng fra 1980’erne, der rejser ind i vikingernes mytologi, er det i ‘Dværgen fra Normandiet’ vikingekrigeren Ligulf, der fortæller sin historie.

At Lars-Henrik Olsen formår at skabe en ligeså spændingspræget og dramatisk historie i en systue, som i Asgård, vidner bare om hans overlegne evner som forfatter. Derfor blev jeg også vild af begejstring, da jeg opdagede, at serien efter 23 år fra sin udgivelse i 1989, kom i en ny og lækker udgave her i juli 2012, hvilket selvfølgelig også er tilfældet for de to opfølgende bøger, Flugten fra klosteret og Kongens død! WOOHOO!!!

En rammefortælling med flashbacks

Historien er opbygget som en rammefortælling med klostret som rammen. De lange flashbacks via Ligulf til krigen for 10 år siden, gjorde mig enormt nysgerrig på Ligulf som person, da han jo skulle forsøge at agere objektiv fortæller under flashbackene, men ofte ikke kunne undgå at lade sin personlige mening skinne igennem.

Hovedfortælleren er en ydre fortæller (eller en objektiv fortæller, som det jo egentlig hedder), som fulgte Fifa, hvilket godt kunne være lidt frustrerende når man som jeg ofte hellere ville følge med Emma, men de var heldigvis oftest sammen. Emma var klart min yndlingsperson, måske fordi jeg bedre kunne relatere mig til hendes pubertetskvaler og ”stalker”-træk overfor den hotte staldkarl Niels, som hun beundrer fra sit vindue, og behændigt både forsøger at komme i snak med og undgå på en gang. Åh hormoner! Vi elsker at hade jer!

Skal man indføre et lille minus for bogen, som også afholder den fra at få seks stjerner, er det hovedpersonen Fifa’s todimensionelle karakter. Hun er en sød lille og hjælpsom medløber, der har styr på rigtigt og forkert, men som absolut ingen udvikling har i løbet af de næsten to år, de sidder og syr. Vi hører, at hun før har været lidt vild, men er blevet delvist knækket ved at sidde i enecelle, hvilket gør hende lidt kedelig, men heldigvis foregår der en masse spændene omkring hende. Hun ødelægger ikke bogen, men ligger som en irritation i baggrunden, og jeg fandt det svært at holde rigtigt af hende, da jeg ikke føler, at jeg lærte hende at kende.

Uddrag af ‘Dværgen fra Normandiet’

”Jeg skal med!” sagde han. ”Jeg skal med, ja, jeg skal. Det har jeg besluttet. Ja, ja. Og det er mig, der bestemmer.”
Turold havde lavet en tegning hvor han selv holdt de to sendebuds heste, da de mødtes med grev Guy.
”Det kan du ikke mene,” udbrød Gyda. ”Det vil da se alt for dumt ud.”
”Nej,” svarede Turold. ”Sy mig så ind i det billede. Nå!”

Skal du så læse den?

Alt i alt var mit genbesøg i systuen en utroligt hyggelig oplevelse. Selvom at stemningen i det fiktive rum ændrede sig mange gange, så var det alligevel et sted jeg glædede mig til at komme retur til efter skole og arbejde. Et sted jeg havde lyst til at opholde mig, når jeg var træt om aftenen, for der var aldrig et kedeligt øjeblik i den systue, og det var enormt hyggeligt og spændene at følge med i deres liv og Ligulfs fortælling, men til tider også direkte uhyggelig, som da Odo opdager at Ligulf sidder midt i systuen, selvom han udtrykkelig gav ordre til, at han skulle være lænket i klostrets kælder.
Jeg glæder mig i hvert fald virkelig meget til at læse om hvad der skete med dem, efter at billedtæppet var færdigt i anden bog i serien: ’Flugten fra klostret’.

Hvis du som jeg er fan af historiske krigsromaner, med en lille kærligheds historie og et par personlige kriser, så er ‘Dværgen fra Normandiet’ lige noget for dig, så ja! Læs den!

Lidt baggrund om Bayex-tapetet

I marts til december år 1067 tog Kong Vilhelm Erobreren hjem til Normandiet efter at have erobret England. Som kongelig stedfortræder i England valgte han sin halvbror Biskop Odo, og man tror at det var for at vise sin taknemmelighed, at Odo fik syet Bayex-tapetet til kong Vilhem hustru, Dronning Matilda, men da man ikke kan spørger nogen, ved man faktisk ikke så meget om tapetets oprindelse.

Historikerne mener dog at kunne genkende syarbejdet fra andre værker af nonnerne i de engelske klostre, som i år 1067 var kendt for deres arbejde i hele Frankrig.

Tusindvis af interesserede har igennem tiden beundret billedtæppet, og nogle er som jeg blevet fanget af små detaljer, og har stillet sig selv spørgsmål som: Hvem har syet billedtæppet? Hvorfor er nogen steder blevet trævlet op igen? Hvorfor har den mand fået lov at blive på tæppet, når han stod forkert? Hvorfor er alle kede af det i en del af tapetet?

Og det er nok de samme spørgsmål som har inspireret til ‘Dværgen fra Normandiet’. Disse detaljer er på smukkeste vis blevet brugt til at understøtte historien, ved at bruge billeder af den tilhørende detalje fra billedtæppet som illustrationer i bogen.

(kilde: http://www.middle-ages.org.uk/bayeux-tapestry.htm)