‘MICHAEL JACKSON THE IMMORTAL WORLD TOUR’: Sidst i oktober kommer Cirque du Soleil-showet ‘ ‘MICHAEL JACKSON THE IMMORTAL WORLD TOUR” til Danmark og fremfører ikke færre end fire shows for det danske publikum. Jeg var så heldig at se showet allerede i New York, derfor kan jeg give jer en før-anmeldelse, så I ved hvad I har i vente.

Anmeldt af Christina Ihler Madsen

Titel:

‘MICHAEL JACKSON THE IMMORTAL WORLD TOUR’

Sted:

Jyske Bank Boxen (Herning),
Parken (København)

Dato:

24. + 25. okt. (Herning)
27. + 28. okt. (Kbh.)

Kunstnere:

Cirque du Soleil

Komponist:

Michael Jackson

Cirque du soleil vil her i oktober invitere os indenfor i deres eventyrlige verden, i et show der er noget ud over det sædvanlige. Forestillingen er nemlig en sammenblanding af Cirque du Soleil og Michael Jackson, en forening som i min optik ikke kunne være mere gudsbenådet.

Tanken om at blande et revolutionerende abstrakt verdensklasse cirkus med en epokegørende, genial og perfektionistisk kunstner, får mit indre forventningsbarometer til at lande på episk. Dette er dog ikke udelukkende positivt, for så høje forventninger er yderst svære at tilfredsstille, især når den ene part ikke kan være fysik tilstede.

En kold aften i New York

Selvom den 5. april 2012 var en kold aften i New York, lod jeg min varme jakke blive hjemme på hotelværelset. Når jeg nu havde rejst halvvejs rundt om kloden for at se et show til ære for Michael Jackson, skulle kulden ikke bremse mig i at lade min yndlings-MJ-inspirerede-nittebesatte-habitjakke, være synlig på rejsen igennem NYC’s intense gader. Unødigt forfrossen, kæmpede jeg mig igennem strømmen af mennesker og ind i foyeren, hvor musik, varme og souvenirboder dragede alle nærmere.

Kollektiv spændt stemning i Madison Square Garden

Det var en hel oplevelse i sig selv at gå ind i Madison Square Garden, en gigantisk sal fyldt til bristepunktet med mennesker, men alligevel var der relativt stille. Der var en kollektiv spændt stemning, som kun fik forløsning, når enkelte udbrød i råb som ”Michael, we love you!”, som sendte en bølge af hvin og klapsalver igennem salen.

Jeg må indrømme, at jeg selv sad anspændt med en klump i halsen og utålmodige hænder. Udover begejstring, ved jeg ikke, hvad der fyldte mest; frygten for at blive skuffet eller frygten for at oplevelsen igen ville rive op i sorgen? For mig, skulle ‘Immortal’ ikke blot være vellykket, men også indeholde den magi, som har tryllebundet mig igennem næsten hele min levetid.

En uhyre svær opgave

Det er ingen hemmelighed, at Michael Jackson har en stor plads i mit hjerte. Han var ikke blot en entertainer for mig, han har været en inspiration og filosof, som fyldte mig med kærlighed, håb og tro på denne klodes potentiale. I min indre verden har han heltestatus; den slags helt, der aldrig opgiver at kæmpe for sine idealer om fred og kærlighed, ligegyldigt hvilke angreb og karaktermord, han udsættes for. At få MJ’s dybe eventyrlige essens indfanget i en produktion som denne – uden at det virker karikeret og fladt i hans fravær – er en uhyre svær opgave.

På rundvisning i Jacksons sind

Men jeg må tage fedora-hatten af for dette show. ‘Immortal’ er en spektakulær opsætning, som bringer os ind i Jacksons magiske univers. I en farverig fusion af fantasi, musik, dans og akrobatik omdannes scenen til en overdådig abstrakt verden, hvor kærlighed, solidaritet og fred er budskabet. Det er en sansemæssig eksplosion, der venter Danmark. De visuelle lækkerier, blandet med den medrivende musikalske energi, vil sende enhver modtagelig tilskuer direkte til Neverland.

Det er tydeligt at mærke at Cirque Du Soleil har taget udgangspunkt i Michael Jacksons kunst. Det musikalske flow, budskaberne i hans tekster, passionen i hans dansetrin og visionen i hans musikalske kort-film. Showet har en drømmeagtig abstrakt karakter, som om vi er på rundvisning i Jacksons sind, som byder på barnagtig uskyldighed, dybsindige globale problemstillinger, dramatiske mareridt og befriende rytmisk ekstase.

Nyfortolkninger og mashups

Musikken, der flyder med fortryllende magt udover publikum, består af nyfortolkninger og mashups af Jacksons klassikere med et twist af Cirque. Man skal dog ikke forvente sig en kavalkade, der består udelukkende af de største hits. Det er budskaberne og muligheden for scenisk kreativitet, der har dikteret showets opbygning — ikke salgstal og popularitet.

Musikken udføres af en blanding af liveband og optagelser. Den musikalske kvalitet er helt i top, dette understreges ved tilstedeværelsen af musical director Greg Phillinganes og trommeslager Jonathan ”Sugarfoot” Moffett, som i årevis har arbejdet sammen med Michael Jackson.

Koreografierne er fede fusioner af flere stilarter, men er ikke overraskende primært inspireret af MJ, hvilket har den fordel at Michael selv kan integreres i showet via storskærm. Selvom dette har en fin virkning, har jeg et stille håb om at dette kan opgraderes til 3D-projiceringer, når showet gøres permanent i Las Vegas.

Danserne er generelt dygtige, men nogle skiller sig ud fra mængden og giver wow-oplevelser. Jeg vil udlade at udlevere overraskelserne her, men kan nævne, at hovedkarakteren igennem showet er en hvidt klædt mime, som optager Michaels talent. Mime-karakteren udføres af hip-hop danser Salah, hvis unikke stil er en lækker tilføjelse. Jeg kan klart anbefale danseinteresserede, at udforske hans ”Popping, animation, boogaloo and effect style”-dans.

Dansernes kostumer er selvfølgelig inspireret af Kongens genkendelige stil, men har fået en ekstra tand på special effects- og blikfangsskalaen.

Showet er spækket med detaljer, som de fleste nok ikke vil bide mærke i, men som giver showet en følelse af autenticitet. Fans vil kunne genkende udsmykninger fra Michael Jackson ikoniske bolig, Neverland, smukt inkorporeret igennem hele showet. ”The giving tree”, hvor Michael samlede inspiration til sine sange, har en hel central plads på scenen.

Også Neverlands dyreliv er stærkt repræsenteret. Den fortryllende optræden til ‘I just can’t stop loving you’, er inspireret af to svaner fra Neverlands sø. Til gengæld er mennesket udklædt i chimpansen Bubbles kostume, knapt så elegant udført.

Ikke en imitators gengivelse af en MJ-koncert

Jeg har efterhånden overværet 9 forskellige Cirque du Soleil-shows, så jeg er godt bekendt med Cirque’s abstrakte, flamboyante og alt andet end ordinære og lineære produktioner. Det er deres ekstraordinære kreative stil, som har gjort Cirque til et verdensomspændende kvalitetsstempel.

Jeg har dog behov for at klargøre, at du vil gå forgæves, hvis du tror at det er et rendyrket Cirque-show. Man møder ikke franske klovne, og der er ikke primært fokus på akrobatiske udfoldelser. Ligeledes vil du gå forgæves, hvis du håber på en imitators gengivelse af en MJ-koncert.

Fabelagtige forestilling, men også pinefuld påmindelse

‘Immortal’ fremkalder et åbenlyst paradoks, for selvom MJ’s ånd, kunst og budskaber er allesteds nærværende i denne fabelagtige forestilling, er dette samtidig en konstant pinefuld påmindelse om, at vi er frarøvet den magiske ophavsmand — for ingen kan fortrylle som Michael kunne. Intet menneske kan levere det, Michael Jackson formåede på en scene. Den følelse, der fyldte publikum, idet Jackson kom til syne og med nærmest guddommelig kraft tryllebandt alle, den kan ingen reproducere.

Men dette show forsøger ikke at genskabe. I stedet formår det at indfange og videreføre den artistiske ånd. Forestillingen kombinerer Michaels kunstneriske arv og budskaber, med Cirque’s flamboyante og abstrakte univers — udført med den lidenskab, kreativitet, integritet og respekt, som er så vitalt altafgørende!