Sci fi: ‘Spillets By’ er en barsk fremtidsroman om et klassesamfund domineret af de rige, som fornøjer sig med realityprogrammet ‘Rangstigen’, hvor unge kæmper til døden for at vinde et liv i luksus. Den er lige så barsk, som den lyder, men det er også en meget velskrevet spændingsroman om ulighed, oprør og korruption.

Af Camilla

Titel:

‘Spillets by’

Forfatter:

Lise Bidstrup

Sider:

344

Udkom:

12. september 2012

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:






Kimo bor sammen med sin familie i Urban Vertikali. Efter den store oversvømmelse er byen bygget opad på det eneste tilbageværende landområde. De rige bor i de øverste niveauer, de fattigste bor i de nederste, og ingen har kontakt på tværs. Selvom Kimo bor på næstøverste niveau, er hun frustreret over det uretfærdige system og særligt over det årlige realityprogram ‘Rangstigen’, hvor unge kæmper til døden for et liv i rigdom på øverste niveau. Da årets deltagerliste ruller over tv-skærmen opdager Kimo til sin forfærdelse, at hun er en af deltagerne – og hun har bestemt ikke selv tilmeldt sig! Historien minder lidt om ‘Hunger Games’, hvor vi ligeledes befinder os i et klassesamfund domineret af de rige, som årligt arrangerer et realityprogram, hvor unge kæmper til døden i kampen for et bedre liv.

Som at være der selv

‘Spillets by’ er den første bog, jeg har læst af Lise Bidstrup, men jeg tør godt sige, at det bestemt ikke bliver den sidste. Hun skriver så godt, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, allerede inden det rigtig spændende begyndte. I begyndelsen er der en scene, hvor Kimo bliver chikaneret af nogle klassekammerater, og det bliver bare beskrevet så levende, at jeg bliver nødt til at dele passagen med Jer. Jeg synes, man kan se det for sig, som stod man selv lige ved siden af.

Uddrag af ‘Spillets by’

“Tøsen til højre hev et stykke tyggegummi ud mellem læberne, så det strakte sig som en lang tynd snor, hvorefter hun snurrede det hurtigt rundt i luften, så det satte sig som en krans om hendes finger. Kimo trak på smilebåndet. Fantastisk bevis på styrke og overlegenhed… at kunne sno et gennemtygget sukkerfrit tyggegummi om fingeren. Det måtte hun tage hatten af for.
– Hvad fanden griner du af, freak?
Pigen, der talte, havde begge hænder i siden og trådte truende et skridt frem mod Kimo. Hun rørte sig ikke. Smilet blev siddende.
– Jeg ville gerne fortælle det, sagde hun roligt. – Men jeg er bange for, at din hjerne ikke kan klare presset. Tøsen sendte en spytklat ned foran Kimos fødder. Et lille skummende stænk ramte skosnuden. Hun kogte. Kunne mærke den røde plamage af arrigskab brede sig på halsen. Tøserne grinede hånligt. Pigen med tyggegummiet bed med en snerrende lys kransen af fingeren. Endnu et forsøg på at virke frygtindgydende. En lille klat sad tilbage på hendes negl. Ærgrelsen skyllede ind over hendes ansigt, da hun opdagede det. Pinligt. Hun stak hånden i lommen og forsøgte desperat at få det gennemgnaskede gummi af sin fine neglelak. Kimos smil blev en anelse bredere. Spytboblen på hendes sko bristede og efterlod en mikroskopisk våd plet.”

Jeg elskede Kimo fra første side! Hun er rebelsk, men uden at hun kommer til at virke som en sur teenager. Hun er indsigtsfuld i forhold til at opfatte systemets uretfærdigheder, men hun er samtidig ikke mere voksen, end at hun håndterer det på en ufornuftig måde og bliver til lidt af en hidsig ballademager i de voksnes øjne. Den balance gør hende netop realistisk og sympatisk. Historien er fortalt i tredje person, men vi har som læser aldrig mere viden end Kimo selv. Vi ser kun hvad hun ser, hører kun hvad hun tænker.
Det giver en spænding, som man ikke ville opleve, hvis man fik at vide, hvad de andre personer tænkte. Når vi kun ved lige så lidt som Kimo, kan vi dele hende undren og bekymringer.

Barsk men ikke for blodig

Bogen er delt op i tre overordnede dele. Den midterste del foregår skiftevis i spillerarenaen og i Rangstigens lokaler. I begyndelsen bekymrede det mig lidt. Jeg frygtede, at det ville blive for forudsigeligt og ødelægge flow’et, men det gjorde det bestemt ikke. I arenaen er der fuld knald på, og det kan være både meget barskt og blodigt, men volden er heldigvis ikke beskrevet side op og side ned. Den bliver beskrevet detaljeret engang imellem, hvor der ikke bliver lagt skjul på, hvor voldsomt spillet er, men ikke så meget at man sidder med en konstant kvalm fornemmelse. Det er en rigtig god balance for os der ikke er så gode til det med blod!

De forskellige niveauer repræsenterer forskellige samfundsklasser og udover at deltage i realityspillet, så bliver Kimo også involveret i en modstandsgruppe, som forsøger at stoppe den korrupte regering og udligne de store klasseskel. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om niveauerne skal symbolisere forskellige tidsperioder igennem historien, forskellige samfund i dag, forfatterens holdning til systemet, samfundskritik eller noget helt femte. Der er rigtig mange bud og overvejelser, og det kan jeg godt lide, at man også kan finde i en ungdoms- og spændingsroman.

“Kimo, skafning!”

Lise Bidstrup har opfundet et helt samfund med komplet beskrivelse af styreform, et klassesystem á la kastesystemet i Indien, byens udseende og et helt realityprogram. Det er enormt imponerende, men man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal have det hele med. Jeg brugte for eksempel meget tid på at tænke over, hvordan i alverden Kimo kan gå over metrosporet for rødt lys, hvis metroerne kører i tuber i luften mellem de høje bygninger. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om jeg har forstået niveauernes indretning helt endnu.

Der er også nogle ord i bogen, som man ikke bruger så meget til daglig og måske ikke kender. På et tidspunkt råber Kimos far: “Kimo, skafning!”. Det bliver ikke forklaret, så hvis man ikke ved, at “skaffe” er det maritime ord for at spise, så forstår man ikke henvisningen til tiden før den store oversvømmelse, hvor man kunne sejle på vandet. Det er rigtig fedt, at man skal tænke lidt selv, men det er synd, at der så let kan gå noget tabt undervejs.

Lidt for forudsigelig

‘Spillets by’ er spændende, velskrevet og meget gennemført i sin opbygning. Historien er dog en smule forudsigelig. Jeg er godt klar over, at det ville være en mærkelig fortælling, hvis hovedpersonen blev slået ihjel i første runde. Alligevel kunne jeg godt have tænkt mig, at hun måske havde haft lidt mere modgang eller gjort lidt større ofrer i løbet af spillet. Det er et samfund, hvor der ikke er grænser for, hvad der kan ske med folk. Det kunne forfatteren sagtens have spillet mere på og lavet nogle endnu mere spændende cliffhangers. Da hun gjorde det til sidst, var den nemlig så spændende, at jeg blev helt stakåndet og begyndte at skimme næste side, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente med at få at vide, hvad der ville ske. Havde der været flere twists i løbet af bogen, havde den været helt fantastisk!