Mit såkaldte efterliv: En hyggelig, morsom og alligevel alvorlig historie om den 15-årige, britiske Lucy, der ender som genfærd på et offentligt herretoilet i London. Det er én af de bedste hyggebøger indenfor temaet med teenagepige-genfærd, men ‘Mit såkaldte efterliv’ virker alligevel ret overset siden den udkom i sommer. Derfor vil vi lige slå et slag for, at gode ungdombøger lige så godt kan udkomme på et mindre forlag end på ét af de store, og vi håber Forlaget Flachs følger resten af serien op på dansk.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Mit såkaldte efterliv’

Forfatter:

Tamsyn Murray

Originaltitel:

‘My So-Called Afterlife’

Oversat af:

Klavs Brøndum

Sider:

230

Udkom:

16. august 2012

Forlag:

Flachs

Følelses-barometer:







Har du nogensinde haft lyst til at være usynlig? Tænk, hvor mange spændende ting man kunne snage i, uden folk havde en chance for at vide det.

15-årige Lucy er blevet usynlig. Det er bare ikke blevet helt så glamourøst. Hun har nemlig fået et såkaldt efterliv på et offentligt herretoilet i en kælder i London. Det var her, hun blev slået ihjel. Så snart Lucy forsøger at gå op ad trappen for at slippe væk fra det rædselsfulde gerningssted, er der en underlig kraft, der trækker hende tilbage, så nu er hun tvunget til at hjemsøge et toilet, hvor ballademagere stopper toiletkummerne for at få dem til at flyde over, og hvor alle mulige mænd – også nogle ret klamme – kommer ned for at tisse og det, der er værre.

Ingen kan se Lucy, og hun kan heller ikke gribe fat i fysiske ting og gøre folk forskrækkede. Det eneste hun kan betjene, er sin mobil, men det er som om, den er hoppet på et andet net. Så genfærd kan altså ikke lige ringe eller sms’e de levende — det havde måske også været lidt for skræmmende; for de levende, altså. Det hele er næsten værre end helvede, lige indtil en gut i 20’erne, Jeremy, dukker op. Han bliver faktisk ret forarget over, at der står en 15-årig skolepige og overbeglor ham, mens han tisser, så han henter politiet. Ingen succes for Jeremy, men en stor lettelse for Lucy. Endelig er der én, der kan se og høre hende. Hun er ikke alene i verden længere.

Lucys begrænsninger gør bogen spændende

Det er måske ikke lige det set-up, du er mest vant til i en fantasy-historie om unge piger, der spøger. Dem har der jo været en del af, og den mest kendte er nok Tonya Hurleys ‘Ghostgirl, men i ‘Ghostgirl’ er omgivelserne alligevel ret urealistiske og ‘High School Musical’-agtige. ‘Mit såkaldte efterliv’ er nummeret mere realistisk. Man kunne næsten sige low-fantasy.

Selvfølgelig ryger genfærd ind under det urealistiske, men der er nogle helt klare spilleregler mellem de levendes univers og genfærdenes. Selvom Jeremy henter en avis til Lucy, fordi hun er savner noget sladder og nogle nyheder, ja, så kan hun ikke lige bladre i den eller holde sig svævende over den, da det er for stor en anstrengelse at udsætte sig for i mere end et par sekunder.

Begrænsningerne og alt det svære for Lucy, gør bogen spændende, for pludselig identificerer man sig med, hvordan det må være at svæve rundt som genfærd i den virkelig verden — lidt som en baby: uden at være lært op i, hvordan man bevæger sig rundt og udfører de mest basale ting. Lucy skal først lære at gribe om ting, og dernæst skal Jeremy og Lucy udtænke, hvordan de kan få Lucy op i det spændende byliv i London, og da den kraftpræstation endelig lykkes tager historien virkelig fart.

Ikke en banal historie om en drillenisse

Man kunne tro, at Lucy så blot skulle være drillenisse for folk, der har generet hende i levende live. Sådan er mange bøger strikket sammen, for det er jo det første, man får lyst til, når man bliver usynlig. Heldigvis har Tamsyn Murray holdt sig for god til blot at servere så simpel en historie.

Der begynder pludselig en spændende jagt på Lucys morder, og så begynder ens hjerneceller igen at blive lidt udfordret, og derudover stifter Lucy bekendtskab med andre genfærd, der suser rundt i London, og de har hver en baggrundshistorie, som er ganske tragisk og som tages alvorligt, selv om bogen overvejende er morsom. Og det er jo rigtig fint, når man som forfatter også kan fortælle noget lærerigt om unge, der begår selvmord, i en bog, der mest af alt er hyggelig.

Elsker London

Lucys historie udspiller sig i London, og det britiske præg har en stor charme i ungdomsbøger. Måske er det fordi, de fleste Young adult-bøger er amerikanske, at det er så forfriskende, når man endelig støder på en britisk bog. Det er nemmere at identificere sig med det britiske, fordi vi trods alt er flere, der har været i London end i USA, og briterne minder mere om os danskere i humor og væremåde, men alligevel er alting så kulturelt anderledes i London, at det føles lige så spændende at læse historien, som at være på ferie derovre.

Uddrag af ‘Mit såkaldte efterliv’

“Der må da være et eller andet derinde, du kan bruge. Hænger der ikke en overall eller sådan noget?”
Jeg stak hovedet ud gennem døren og så vrissent på ham. “Det nytter ikke. Jeg har ikke en trevl at tage på.”
Jereymy løftede vantro øjenbrynene. “Hvad? Er der slet ikke noget?”
“Nada.” Jeg studerede hylderne igen. “Bortset fra et par tragiske og særdeles limegrønne joggingbukser, og der er større chance for, at min mors frisør pludselig springer ud som hetero, end at jeg viser mig offentligt i de gevandter.”
Jeg fór sammen, da det pludselig bankede på døren. Jeg havde slet ikke hørt ham komme.
“Ingen kan se dig ud over mig, og jeg lover ikke at grine. Luk øjnene, og lad som de er fra Prada.”
Jeg udstødte et opgivende suk og gloede ned på joggingbukserne. En eller anden ville på et eller andet tidspunkt komme til at betale for det her.
“Okay, hr. Modeguru. Og hvordan forestiller du dig så helt præcist, at jeg skal få dem på?”

Feel-good med alvor

‘Mit såkaldte efterliv’ er en rigtig hygge- og feel-good-bog. Den er rigtig let at læse og hurtig at komme igennem, og alligevel er der nogle vigtige og alvorlige emner i den, som man er nødt til at forholde sig til. Og det betyder, at det er en af de hyggebøger, man trods alt husker. På engelsk hedder ‘Mit såkaldte efterliv’ ‘My So-Called Afterlife’ og tjekker man Tamsyn Murray ud, erfarer man hurtigt, at der også eksisterer en ‘My So-Called Haunting’ og ‘My So-Called Phantom Lovelife’. Specielt den sidste lyder rigtig interessant. Jeg har ikke læst dem endnu, men bagsideteksterne afslører, at det tilsyneladende er det samme univers og de samme regler, men en ny hovedperson, der hedder Skye.