Timeriders: Nærmest fan fiction over store Hollywood-drengefilm. Det kan man kalde første bind af ‘Timeriders’, der netop er oversat til dansk. Stilen minder lidt om Muchamores ‘Cherub’-serie, men ‘Timeriders’ er desværre uden følelser, flirt og romantik, så en del piger vil nok stå af.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Timeriders’
Forfatter:
Originaltitel:
‘TimeRiders’ (TimeRiders #1)
Oversat af:
Mette Skot Perschke
Sider:
419
Udkom:
9. november 2012
Forlag:
Buster Nordic
Følelses-barometer:
Teenageren Liam O’Conner bliver hentet fra Titanic lige inden det synker i 1912. Maddy Carter bliver hentet i 2010 få minutter inden hendes fly styrter i havet, og Sal Vikram bliver hentet fra 2026, inden hun omkommer ved en brand. Alle tre teenagere har nogle særlige egenskaber som Mr. Foster, ekspert i tidsrejser, har brug for. I fremtiden er tidsmaskinen blevet opfundet, men da opfindelsen rodede for meget rundt i historien og folks nutid, blev den forbudt. Alligevel er der mennesker, der forsøger at rejse tilbage i tiden og lave historien om, og disse mennesker har Mr. Foster til opgave at standse. Liam, Maddy og Sal er de udvalgte til at hjælpe, da forrige hold omkom på tragisk vis, og allerede mens de tre unge øver sig i at registrere tidsforbrydelser, sker der én. En forbryderbande har set sig fristet til at hjælpe Hitler til at vinde Anden Verdenskrig og gøre hele verdensherredømmet tysk.
Fanfiction af store Hollywoodfilm
Selv om Alex Scarrow helt bevidst og ganske åbenlyst bruger det bedste fra store Hollywood-actionfilm i dette første bind af ‘Timeriders’, greb det mig på underlig vis mere end det irriterede mig. Glasmontre med misfostre fra ‘Alien Resurrection’ er direkte kopieret, det samme er The Terminator fra ‘Terminator 2’. Nu hedder han bare Bob, men man forestiller sig fra første sekund Arnold Schwarzenegger, da Bob både taler, bevæger og opfører sig som Arnold gør i filmen. Da Liam reddes i 1912, er scener fra James Camerons udgave af Titanic også meget let genkendelige, og langt henne i bogen møder vi monstre, som direkte beskrives som Gollum (fra Peter Jacksons ‘Ringenes Herre’-film).
Ikke dén Liam O’Connor
Umiddelbart er det ikke særlig tiltalende at lave sin “egen” historie ud fra misk mask af alle ens favoritfilm. ‘Timeriders’ er derfor mere fan fiction end det er originalt. Alligevel blev jeg grebet af universet — i al fald igennem de første 200 sider. Først skal det siges, at Liam O’Conner er et ganske almindeligt irsk navn, så det er altså ikke vores charmerende L.O.C., der også er kopieret til fan fiction. Det kunne ellers have været meget interessant, men Liam, Maddy og Sal er heldigvis de tre hovedpersoner, der ikke lige er kopieret fra en Hollywood-film (Så skal det da være én, jeg ikke har set.).
Flot konstrueret – lidt forvirrende
Da de unge begynder at sende Liam og Bob rundt i tiden, er teknologisk, geografisk og historisk faktuel viden også fuldstændig realistisk, og det gør det til rigtig interessant sci fi. Samtidig er det tåkrummende spændende at være i New York samme dag som Tvillingetårnene angribes, og forventningen om, at vi måske også skulle til Nazityskland, drev mig frem, som en teenagepige jager One Direction-koncertbilletter.
Vi hopper frem og tilbage i tiden, og det er virkelig svært at konstruere som forfatter, for der er så mange detaljer, man kan kikse, men det går forrygende godt. Til tider kunne jeg dog godt blive lidt forvirret over, hvilken tid, vi befandt os i, og hvad handlingerne ændrede i fremtiden, men det er jo vilkårene, når man vælger tidsrejser som tema &mdash, det er jo også det, der er det fascinerende ved temaet.
Uddrag af ‘Timeriders’
Liam tog tøjet af, så han stod tilbage i et par snavsede underbukser, som han indså, at han havde haft på alt for længe.
“Jeg håber ikke, I kigger!”
Han hørte Maddy le fra den anden ende af hvælvingen, hvor hun sad ved spisebordet. “Er der da noget at se.”
“Vær nu ikke et fjols, Liam. Hop i!” knurrede Foster.
Liam skyndte sig hovedkuls op ad en stige, svingede benene over rørets kant og ned i vandet. Han sænkede sig langsomt ned og var pludselig ansigt til ansigt med Bob og Foster, der begge trådte vande.
“Det her er da sjovt,” sagde han sarkastisk og holdt nervøst fast i kanten.
“Hvorfor er det sjovt, Liam O’Connor?” spurgte Bob alvorligt.
Liam trak på skuldrene. “Det er ikke hver dag, jeg klatrer ned i et akvarium med …”
“Ti stille og hør efter,” afbrød Foster. “Jeg har indstillet computeren til automatisk at sende os tilbage i tiden.”
Action for dig der hader følelser
Man kan måske ane, at jeg alligevel ikke er helt tilfreds med ‘Timeriders’, og det skyldes simpelthen, at jeg savner nogle følelser. Det er absolut nul romantik og erotik, ikke engang en lille flirt, selvom hovedpersonerne lige har alderen til det. Hovedpersonerne opfører sig bestemt ikke som superhelte, men som teenagere; igen et godt træk, men alligevel mangler de teenagernes følelsesmæssige sider, og det gør dem kunstige.
Hvis man er dreng og under 12 år, så bliver det nok ikke meget bedre, for historien minder i store træk om en actionfilm, og jeg tænkte flere gange, at den nok ville gøre sig endnu bedre som tv-serie; specielt fordi handlingen og dialogerne kan blive ret langtrukne som én lang roman; alt bliver ganske simpelt skildret (undtagen følelserne), og efter de første 200 sider ved vi alt for godt, hvor vi skal hen. Det er de gode mod de onde, og det er nok ikke så svært at gætte, hvordan det ender, når vi også er bevidste om, at vores tre hovedpersoner skal følges i ‘Timeriders’ indtil videre syv engelsk-udgivne bind.
Skal man sammenligne ‘Timeriders’ med andre bøger for unge, så bliver det helt klart Robert Muchamores fremragende ‘Cherub’-serie. Alex Scarrow har den samme passion for, og perfektionistiske korrekthed med hensyn til, historie, geografi, teknologi og våben. Scarrow mestrer ikke den humor og de romantiske affærer, som teenagerne har med hinanden i ‘Cherub’, og det synes jeg gør serien fattig, men hader man at blive truttet i øret med Låååve og humoristisk flirt mellem drenge og piger, og vil man bare have action, spænding og sci fi, så er ‘Timeriders’ nok et bedre valg end ‘Cherub’.
Skriv et svar