‘Humaran-trilogien’: Endelig kom tredje og sidste del af Sascha Christensens fantasyhistorie om magikeren Josephine.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Det frosne tempel’
(Humaran-trilogien 3)

Forfatter:

Sascha Christensen

Sider:

336

Udkom:

22. oktober 2012

Forlag:

Rosenkilde og Bahnhof

Følelses-barometer:





(SPOILER! Bøgerne i ‘Humaran-trilogien’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst første og anden bog, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Azynernes leder, Eropya, vil hente Martin tilbage fra det sted, de døde passerer på deres vej til efterlivet, men Nell vil have Eropya afsat og opfordrer Josephine og Liam til at tage hjem til Haselby, hvor de blot skal tage nogle meget specielle smertestillende piller for at undgå at mærke, at Humaran trækker i deres ar. Josephine synes, det er en virkelig dårlig idé, da hun er overbevist om, at tågen har omsluttet hele verden om mindre end en måned. Samtidig har hun set døde Adam i floden, og da hun har enorm skyldfølelse omkring hans død, er det også blevet en del af hendes mission at få hjulpet ham tilbage til livet.

Sidste del i trilogien

‘Det frosne tempel’ er tredje og sidste bind i Sascha Christensens ‘Humaran’-trilogien. Magiker-Josephine bliver sendt ud på en lang rejse for at finde amuletten Humaran, der kan åbne op for låste besværgelser, og da besværgelser kun er låst, hvis de kan gøre skade, så er Humaran på mange måder nøglen til alt det onde.

Som jeg også kunne læse på Boggnasker, så har tredje bind været meget længe undervejs for dem, der har glædet sig. Jeg måtte selv lige læse vores gamle anmeldelser her på Kultur For Unge for overhovedet at kunne følge med, og ligesom jeg kunne læse på Boggnasker, at andre havde glemt, hvem Adam var, så havde jeg faktisk både glemt hvem Adam og Marin var. Det er helt klart den store ulempe ved at læse en serie, mens den bliver skrevet. Som en anden pige også skriver på Boggnasker, så bør de tre bøger helt klart læses lige efter hinanden, og det er jo så det gode ved udgivelsen af dette tredje og sidste bind: at serien nu både kan lånes, købes og læses i sin helhed.

Fantasy på en drømmeagtig måde

Begyndelsen i ‘Det frosne tempel’ var virkelig spændende og smuk. Sascha Christensen skriver fantasy på en meget drømmeagtig måde. Hun åbner op for forestillinger i min hjerne, som ellers kun mine drømme kan åbne, så det er en stor oplevelse i sig selv at blive små-hypnotiseret på denne måde. Her i starten af ‘Det frosne tempel’ var det specielt en meget tæt skov af skyhøje træer, med stive, spidse og giftige grene, der ikke kunne bøjes, så Liam og Josephine måtte hvile i en akavet foroverbøjet stilling med hænderne på lårene, der straks tegnede sig i min fantasi og gjorde stort indtryk. Miljøbeskrivelserne fungerer altså virkelig godt, og jeg tror på det hele.

Er gladere for Nema

Når vi kommer til hovedpersonerne, bliver jeg – ligesom i sidste bind – lidt ærgerlig over, at jeg meget bedre kan lide og identificerer mig med Nema. Hun er så sød og betænksom og gør uegennyttige gerninger, og det er noget af det mest ædle i mit etiske univers. Sammenlignet med Nema, er Josephine en lidt selvisk og irritabel pige, som hverken har den store humor eller varme, og når jeg ved, at jeg bør identificere mig med hende – fordi hun er historiens hovedperson – får jeg også hele tiden lidt dårlig samvittighed over, at jeg bare ikke bryder mig særligt meget om hende.

Savende at kunne regne den ud

Nu er der mange slags måder at skrive fantasy på, og heldigvis er de sidste kapitler i ‘Det frosne tempel’ virkelig gode. Der bliver slået knude på alt det, der skal afsluttes – oven i købet på en måde, der rørte mig dybt. Men midtvejs savnede jeg det plot i historien, som læseren selv kan tænke med på, som en lille Sherlock Holmes. Jeg føler stadig, at dette her univers bliver opfundet hen ad vejen, og det synes jeg pacificerer mig meget som læser. Modsætningen – når vi taler fantasy – synes jeg, man får i Josefine Ottesens historier og i særdeleshed i trilogien ‘Det døde land’. Der bliver hele tiden lagt spor ud undervejs, så man selv kan få succesoplevelsen ved “at regne den ud”, og det savnede jeg altså meget i ‘Humaran’-trilogien.

Handler om hvilken slags fantasy man er til

Når det er sagt, er uforudsigeligheden i denne serie – med de konstant nye væsner og personer – måske også det, der får mange til at elske universet, som Josephine og Liam bevæger sig rundt i. Det handler nok meget om, hvilken slags fantasy man er mest til. Kan man bare ikke får det vildt og drømmeagtigt nok, og er man ikke krimi-typen, der gider regne noget ud, så er ‘Humaran’-trilogien perfekt, og er man som jeg, rigtig glad for kontrol, masser af ledetråde og skarpt definerede universer, så skal man måske hellere læse Josefine Ottesen og Cassandra Clare. Heldigvis er der lige så mange slags fantasy, som der er fantasy-forfattere, og Sascha Christensen er altså virkelig dygtig til at beskrive det drømmeagtige i sine universer, som jeg ikke synes så mange andre kan.

Lækker, lækker bog

Selve den fysiske udformning af ‘Det frosne tempel, er så lækker, at jeg frygter den dag alle bøger går over til at blive elektroniske. Det er en skøn plasticlamineret hardback med et lille guldtryk og illustration af Morten Bak på forsiden, som så præcist viser det samme drømmeagtige udtryk, som Sascha Christensen skrivestil giver mig. Prikken over i’et er en lilla garnhæftning af siderne, der matcher de rød-lilla farver i Mortens Baks illustration så elegant, at man kun kan glæde sig over at have den stående i reolen.