‘Hair’ er en voldsom flot rockkoncert, og i stedet for at trække karakterer ned, fordi den ikke var det teaterstykke, jeg først havde forventet, vil jeg tilgodese de super skønne sangere og danserne og give 5 stjerner for en visuelt smuk tidsrejse og fabelagtigt gode vokaler.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Hair’
Sted:
Østre Gasværk Teater
Dato:
19. februar 2013 –
12. maj 2013
Instruktør:
Kenneth Kreutzmann
Musik:
Galt MacDermot
Medvirkende:
Sara Viktoria, Sanne Salomonsen, Tim Schou, Simon Stenspil, Jean Michel, Simone Cameron, Simon Duus, Sebastian H. Aagaard-Williams, Alex Friis Nielsen, Sara Broberg, Sofie Topp, Teit Samsø Clausen & Anne Sofie Steen
Jeg har cyklet herned. Det er en kold og omklamrende fugtig aften, stadig med snepletter rundt omkring på asfalten, så det er en befrielse at træde ind i varmen på Gasværket i en menneskemængde, der summer af forventning.
Gasværksfolkene er utrolig søde som sædvanlig; det her er et teater, man virkelig føler sig velkommen på. På under et minut er jeg afhjulpet vinterfrakken og har købt mit obligatoriske program, og jeg vælger at sætte mig op på min plads med det samme, så jeg kan studere det i mental fred og ro i den, indtil videre, næsten tomme teatersal.
Et ungt par, som begge betror hinanden, at de aldrig har været på Gasværket tidligere, ankommer bag mig og sukker over teatrets stole, der jo egentlig også kun er toppene af metalrørsstole, skruet fast på en enorm trætrappe.
Et fix fra ‘HAIR’
Hele vejen herhen har både vers og omkvæd til ‘Aquarius’ fyldt mit hoved, og selv om jeg er en knægt fra en tid, hvor de største spillefilm for mig var ‘Alien – den 8. passager’ og ‘Stjernekrigen’, så husker jeg, at jeg som 11-årig kom til at åbne for filmen ‘Hair’ fra 1979 på tv og slet ikke kunne slippe den igen.
Genopstandelsen kom 15 år senere, hvor jeg gik til musicalkor, og hvor vores lærer trak de bedste numre fra ‘HAIR’ frem. Jeg kan huske, at sangene skabte så stor glæde inden i mig, at jeg dagen efter kor simpelthen måtte gå ud på toilettet i den elektronikvirksomhed, hvor jeg var ansat, og synge min stemme til ‘Aquarius’ meget stille og i smug, fordi jeg simpelthen måtte have et fix fra ‘HAIR’.
Direkte ind i følelserne
Lyset dæmpes, folkevognsbussen bliver kørt frem med Sheila (Sanne Salomonsen) på taget. Sheila synger de første toner fra ‘Den nye tid’, og det er så stærkt, at jeg kan mærke tårerne i øjnene med det samme. Jeg sidder og undres over, hvordan mennesker er indrettet. Hvordan kan man lige køre en hverdag igennem på rutinen uden de store følelsesudsving, men når sang og musik og levende mennesker forenes i Gasværkets store sal, kan de låse sig direkte ind i følelserne?
Berger smider bukserne
Første akt tager fart, og der er hele 24 numre, vi skal igennem. Alle skuespillerne, som går under betegnelsen Stammen, stormer ind i farvestrålende hippietøj, og farvet lys strømmer ned over dem i en svag dis af fiktive hashtåger. Det er sammenhold, sex og syretrip. George Berger (Simon Stenspil) smider meget forfriskende sin lange bukser og beder en pige blandt tilskuerne om at holde dem, mens alle andre pigers blikke nu er fokuseret på, om Berger nu også har underbukser på.
Selv om vi i stykket befinder os i slutningen af 60’erne eller begyndelsen af 70’erne, er det dog ikke ‘Dødens Triumf'(en ballet fra 1971 med musik af Savage Rose, hvor Vivi og Flemming Flindt dansede totalt nøgne rundt), George Berger har desværre underbukser på, men i teksterne bliver der ikke lagt skjul på noget. Hvis mormor ikke kan tåle at høre om en stiv pik og kløende huller, så er det nok ikke lige ‘HAIR’, du skal slæbe hende med ind til. Berger synger ‘Donna’, der har så catchy et omkvæd, at jeg kun får lyst til at synge med.
I nummeret ‘Sodomy’, bliver der nu ikke kun verbalt, men fysisk kneppet igennem (med tøj på), og hvis mormor stadig sidder oprejst i salen, så dåner hun enten, eller også har hun sit livs bedste teateroplevelse. Sodomy er flot koreograferet, og jeg elsker, at nummeret også fik flyttet mine grænser, for jeg nåede at sidde og tænke ‘sang de virkelig dét?’.
Hvor skal vi hen?
Halvvejs igennem første akt i nummeret ‘Jeg tror på peace & love’ får den unge Sheila (Sara Viktoria) og den ældre Sheila (Sanna Salomonsen) trykket til den. Jeg er utrolig betaget af specielt Sara Viktorias stemme, som jeg først rigtigt får at høre nu.
Indtil nu har alle skuespillerne, Stammen, næsten været på scenen hele tiden. Det er fællesskabet, vi får slået fast, men handlingsmæssigt begynder det også at blive en smule ensformigt. Teksterne er danske, men det er utrolig svært at høre ordene, der bliver sunget, og det er et stort savn. Replikkerne hjælper rigtig godt på vej, når de er der, men det sker sådan cirka hvert tiende minut, og jeg spekulerer på, hvordan de børn og unge, der ikke har set filmen, mon kan følge med.
Jeg vil også være påvirket!
Mere og mere revurderer jeg min opfattelse. ‘HAIR’ er mere en musikalsk og visuel smuk oplevelse, som man bare skal lade sig flyde med til, end det er en musical eller et teaterstykke med handling. Faktisk sidder jeg og fortryder lidt, at jeg ikke har drukket et par øl inden jeg satte mig til rette, for det føles helt forkert at være helt kvik og klar i hovedet, når der på scenen hele tiden er fest og syretrip. Jeg sidder pludselig og ønsker, at ‘HAIR’ kunne ses stående og med en fadøl i hånden, ligesom en rigtig rockkoncert, for lige nu er der fest på scenen, men mokket og fastlåst pænhed på de trange tilskuerrækker. Jeg vil også være påvirket! Jeg vil også være med!
Folkevognsrugbrødet bliver til en Bell Huey-Helikopter
I andet akt kommer der heldigvis lidt skub i handlingen, og jeg forstår, at det ikke var mig, der ikke kunne følge med i begyndelsen, men at der rent faktisk ikke skete særlig meget. Men vi har stadig travlt. Sangnumrene fylder det hele. Nu er der 18 nye, og replikker er der stadig meget få af.
Heldigvis bliver scenen og lyset nu udnyttet meget bedre. Der bliver klatret på stiger, kneppet højt oppe på stål-repos’er (og denne gang er de vist nøgne), lysscannerne simulerer helikopter-rotorer og folkevognsrugbrødet bliver til en Bell Huey-Helikopter i Vietnamkrigen. Hullerne i gulvet forvandles til Vietcong-huler, og i et virvar af ild og tøris-røg, smælder den skarpe lyd fra de amerikanske M16-rifler. Det er imponerende flot, men også rodet, og jeg sidder og prøve at huske, hvordan filmens handling nu er, for bedre at kunne forstå de forvirrende sceneskift.
I ‘HAIR’ skal man være tæt på, som til en koncert
Mod afslutningen føler jeg mig glad, mæt af indtryk, men stadig lækkersulten med hensyn til handling, og jeg tænker, at jeg skal hjem og have skaffet filmen fra 1979, så jeg kan få handlingen sat ordentligt på plads.
Det svære ved ‘HAIR’ var at være inviteret til hippie-rock-fest, uden selv at kunne deltage. Jeg ville ønske, at min anmelderplads havde været et sted på de første fem rækker, så jeg havde kunnet smelte sammen med de dejlige skuespillere. Tolvte række var så langt væk, at det ikke var til se ansigtsudtrykkene på skuespillerne i et lys, der i forvejen var så svagt, at det ikke kunne lade sig gøre at læse titlerne på sangene i programmet undervejs. Vi taler om ‘mørkere end i en biograf’.
I en forestilling med en stram handling, som for eksempel i ‘Skammerens datter’, kan det være godt med overblik, men i ‘HAIR’ skal man være tæt på, som til en koncert, så køb billetter til de forreste rækker!
Elskede vokalerne
Det overordentlig positive ved ‘HAIR’ var skuespillernes entusiasme og voldsomt imponerende vokaler. Jeg elskede ‘Donna’ med Berger (Simon Stenspil), ‘Sodomy’ sunget af Woof (Simon Duus), Claude (Tim Schou) i ‘Jeg har liv’, det flerstemmige arrangement i ‘Hår’ med Claude (Tim Schou) og Berger (Simon Stenspil), Sheilaernes (Sannes og Saras) duetter i ‘Jeg tror på peace & love’ og ‘Let at være hård’ og endelig Crissys (Anne Sofie Steen) ‘Frank Mills’.
Og i andet akt: Diane (Sara Broberg) og Dionnes (Simone Cameron) ‘Hvide mænd/fyre’, Woofs (Simon Duus) ‘The Star-spangled banner – wauh! hundred gange flottere end til Super Bowl – og så selvfølgelig ‘Aquarius’ og ‘God morgen, stjerne’, som der var gjort ekstra meget ud af. Utrolig varieret med solisterne, men personligt ville jeg dog gerne have hørt mere til dejlige Sara Vikoria. Nøj, en stemme!
En rockkoncert skal bedømmes som en rockkoncert og ikke som et teaterstykke
Jeg tror,’HAIR’ vil blive bedømt meget forskelligt ud fra, hvilke forventninger man har, inden man sætter sig ind i Gasværket. Jeg havde troet, at jeg skulle opleve historien, altså handlingen igen, hvilket jeg ikke følte, jeg gjorde. Til gengæld var det en forrygende totaloplevelse i sang, dans og musik, som egentlig krævede ståpladser og øl, så man kunne have rock’et med og haft en fest sammen med skuespillerne — som de også lagde op til til sidst, hvor publikum blev hevet med op til fælles dans.
Endelig skal det siges, at der, udover musikken og sangene, er der ekstra meget for pigerne i ‘HAIR’: Så lækre unge fyre, rullende bare maver, kraftspring, markerede sixpacks og en så kraftig hørm af sex og liderlighed, at selv Robbie Williams får udstråling som en morfar. Jo, det er bestemt grund til at købe billet til forreste række.
Skriv et svar