’Liverpool Street’ er en helt fantastisk, spændende bog om hvordan, det var at leve mens Anden Verdenskrig rasede. Den er dog lidt anderledes end de bøger, jeg har læst omkring Anden Verdenskrig, ’Liverpool Street’ er nemlig en opdigtet bog med rod i virkelige hændelser – og så er den set gennem et barns øjne.

Af Stine, 15 år

Titel:

‘Liverpool Street’

Forfatter:

Anne C. Voorhoeve

Oversat af:

Birgit Fuglsang

Originaltitel:

‘Liverpool Street’

Sider:

539

Udkom:

31. januar 2013

Forlag:

Turbine

Følelses-barometer:









Franziska Mangold er 10 år gammel og bor i Berlin i Tyskland. Hun lever et godt liv sammen med sin mor og far, som hun kalder for Mamu og Papa. Eller hendes liv er godt, indtil Hitler kommer. Pludselig er det forbudt at være jøde. Skoler skal nu være ’jøde-rene’, og folk kigger den anden vej, når der går en jøde på gaden.

Det burde ikke røre Ziska, som Franziska bliver kaldt, da hun er protestant, men pludselig finder hun ud af, at hendes forfædre var jøder. Ziska og hendes veninde, Bekka, som også er jøde, laver nu overlevelsestræning sammen, så de kan gemme sig, når nogle af deres klassekammerater kommer for at tæve dem.

En dag bliver alle jødiske mænd taget til fange og sendt til Sachsenhausen, som senere bliver en koncentrationslejr, og Ziska bliver sendt med børnetransport til Liverpool Street i London. Ziska er oprørt: Skal hun vokse op her uden sine forældre? Det viser det sig, og Ziska begynder langsomt at falde til hos sin plejefamilie.

Men kan Ziska komme til at passe ind i London? Og kan hun tillade sig at være glad, når hendes familie hjemme i Tyskland har det så skidt? Det er bare nogle af de spørgsmål, som farer rundt i Ziskas hoved. Og vigtigst af alt: Hvad vil der ske med hendes familie i Tyskland?

Ny genre for mig

’Liverpool Street’ er en bog under genren Socialrealistiske bøger. Jeg har aldrig læst sådan en slags bog, før jeg læste ’Liverpool Street’, og jeg blev glædeligt overrasket. Jeg er enormt vild med, at man tager noget historie, og så putter man sin egen opdigtede person ned i det der er sket. Jeg er i forvejen vild med Anden Verdenskrig, så denne bog er total ideel for mig. I ’Liverpool Street’ er der selvfølgelig meget historie med, men jeg synes ikke på noget tidspunkt, at det blev for meget. Ziska er nemlig en rigtig dejlig, rar og spændende karakter.

Kun en lille, men dejlig, pige

Ziska er som sagt kun 10 år, da krigen starter. Før har jeg holdt mig fra at læse bøger med hovedpersoner, som var så små, da jeg engang startede på en bog med en hovedperson på den alder, og jeg synes simpelthen at sproget blev for barnligt.

Det bliver det i hvert fald ikke i ’Liverpool Street’. Sproget er faktisk virkelig flot og livagtigt, og den er godt skrevet. Flere steder kunne jeg ligefrem se for mig, hvordan gaderne så ud efter, at bomberne faldt, og næsten føle at Ziskas problemer var mine problemer.

Tilbage til Ziska. Jeg kan virkelig godt lide hende. Hun er møg sej og modig. Hun rørte mig også flere steder i sin jagt på at finde sig selv. Det er ret skræmmende, hvor dybt de ting, Ziska har oplevet ligger i hende. ’Liverpool Street’ fik mig til at græde et par steder, og jeg udbrød blandt andet ting som: ”Skete der virkelig sådanne ting?” og ”Hvor er det synd for hende.”

Også fyre

Ja, selvom ’Liverpool Street’ er en historisk roman, og selvom Ziska kun er 10 år gammel, så kommer der skam også nogle fyre med i denne fantastiske handling. Ziska vokser nemlig i løbet af bogen, som faktisk foregår over 7 år. Mens hun vokser, begynder hun naturligvis at lægge mærke til et par fyre eller to. Faktisk er der to super søde fyre med i ’Liverpool Street’, nemlig Walter og Gary. Walter er jøde ligesom Ziska, og de mødes på vej til England med børnetransporten. Gary er faktisk også jøde, dog bor han i London. Begge drenge er søde ved Ziska og har en livsglæde, som hjælper hende med at komme videre efter hendes tid i Tyskland.

Skete det virkelig?

Som Anne C. Voorhoeve skriver i sit efterord, har ’Liverpool Street’ rod i virkelige begivenheder, men personerne er opdigtede. Det synes jeg er enormt fascinerende. Tænk alt det research, hun har lavet for at skrive denne bog, og tænk at de fleste af de ting der sker i ’Liverpool Street’, rent faktisk skete. Jeg synes, det er så hæsligt, at man behandlede folk så forfærdeligt på grund af deres religion. Ziska var ikke jøde, men på grund af at hendes forfædre var det, blev hun betragtet og behandlet som jøde.

Jeg synes også at, det var ret spændende at læse om krigens gang, først i Tyskland og senere i England, da jeg vidste mest om hvad der skete i Danmark, og ikke så meget om England. Det var en god bonus ved at læse ’Liverpool Street’. Jeg kan også godt lide at, bogen er skrevet fra Ziskas synsvinkel, og at det brænder virkelig igennem et par steder, at Ziska ved, hvad der kommer til at ske. Det gør det ekstra spændende at læse, og også lidt skræmmende en gang imellem.

Uddrag af ‘Liverpool Street’
Jeg kan stadig huske, at jeg gav mig meget god tid, da jeg gik op til mig selv. Som om jeg så alting for første gang, studerede jeg udskæringerne i hoveddørene, glasmalerierne i vinduerne mellem etagerne. Måske rutsjede jeg et lille stykke ned ad gelænderet, men det er nu ikke særlig sandsynligt, for hvad der var forbudt for husets ariske børn, turde jeg i hvert fald ikke tillade mig. For slet ikke at tænke på, at hende fru Bergmann i samme øjeblik kunne lukke døren op og stikke næsen frem. Med min jødiske hånd turde jeg knap nok røre ved gelænderet, hvis der var nogen i nærheden. Ikke fordi jeg havde hørt om noget forbud, men man kunne aldrig vide. Om søndagen sidder du glad med dine forældre på en bænk i parken, og om mandagen, bang, er det pludselig forbudt: ’Hunde og jøder ingen adgang.’ Nej, det er ret usandsynligt, at jeg skulle være rutsjet ned ad gelænderet.

Alt i alt

Anne C. Voorhoeve formår at proppe en hel masse historie, spekulationer om hvem man egentlig er og hvad man skal i livet, familiedrama, nogle elskværdige personer og kærlighed ind i ’Liverpool Street’ hvilket alt i alt giver en utrolig spændende og dejlig bog. Jeg nød at læse den, og jeg kunne simpelthen ikke lade hver med at fælde en tåre eller to et par steder.