Serien ‘Secret Breakers’: Idéen var rigtig god. At lade et team af børn oversætte spændende koder på det britiske Beachley Park, der rigtig blev brugt under Anden Verdenskrig. Desværre er ‘Ildfuglens kode’ mere en bog med diskussioner frem og tilbage om kodeløsningen, end det er spænding og opdagelser. Og så har forlaget/oversætteren ikke engang gidet pusle med alle koderne, så de kunne oversættes til dansk, men blot blandet engelske digte og koder sammen med den danske tekst. Det virker uambitiøst og halvfærdigt, og så er historien ikke engang særlig spændende, fordi kodeløsningen virker for iscenesat.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Ildfuglens kode’ (Secret Breakers 1)
Forfatter:
Originaltitel:
‘The Power of Three’ (Secret Breakers, #1)
Oversat af:
Lea Carlsen Ejsing
Sider:
298
Udkom:
1. maj 2013
Forlag:
Peoples Press Jr.
Følelses-barometer:
Mr. Smithies arbejder for en hemmelig organisation, der hedder ‘Det sorte kammer’, der har haft til opgave at bryde en af verdens sværeste koder MS 408. Koden går helt tilbage til 1500-tallet og alle eksperter, selv dem, der arbejdede med kodebrydning under Anden Verdenskrig på det engelske kodebrydningscenter Bletchley Park, har givet op.
Nu tænker mr. Smithies, at han på sine gamle dage må tage utraditionelle metoder i brug, og han har en idé om, at børns kreative og uspolerede hjerner, kan komme på flere utraditionelle idéer til at løse MS 408 end voksne hjerner kan. Derfor inviterer han pigerne Tusia og Brodie og drengen Hunter til at være kandidater til sommerferiejobbet som børne-kodebrydere i England.
Selvom Bletchley Park nu er blevet et museum, synes mr. Smithies at det er det rette sted at indlogere Tusia, Brodie og Hunter, men først skal de tre børn dog igennem flere tests, før mr. Smithies vil antage dem til løsning af MS 408.
Fra 1. klassesniveau til universitetsgrad på to dage
‘Ildfuglens kode’ henvender sig til børn fra 9 år, skrives der på engelske websider, men ligesom ‘Narnia’ og ‘Harry Potter’ jo også primært er til børn, er der mindst lige så mange teenagere og unge i 20’erne, der læser med, derfor giver det god mening at anmelde den her på Kultur For Unge.
Desværre svinger indholdet meget; fra at være pærelet til at være ganske udfordrende. Først skal børnene nemlig løse de simpleste koder med usynlig tekst skrevet med citronsaft og bogstaver, der har nåleprik under sig, og pludselig er de accepteret som kandidater, der skal løse MS 408, som ingen voksne eksperter nogensinde har løst de sidste 500 år. Det svarer nærmest til at springe fra 1. klassesniveau til universitetsgrad på to dage.
Det er sådan set i orden at låne Robert Muchamores blændende idé fra ‘Cherub’-serien, hvor børn bliver hyret til specialopgaver, i stedet for voksne. Men ‘Cherub’-universet er virkelig gennemtænkt, fordi børnene der, bruger mange år på at træne og dygtiggøre sig til deres missioner. I ‘Ildfuglens kode’ sker træningen som sagt på et par dage, inden mr. Smithies antager at både børnene og han er lige gode til at løse MS 408. Det er så urealistisk, at det blot virker komisk.
Den engelske hygge er skøn
Rammen og miljøet omkring historien er helt klar: der skal skabes en grundlæggende engelsk hygge ved at indlogere børnene på Bletchley Park, som desuden er historisk korrekt og fungerede som professionelt kodecenter fra 1938 til 1993. Og det lykkes fuldt ud. Det er nemt at få lyst til at tilbringe sin sommerferie på engelske Bletchley Park med at løse koder, men det er svært at få lyst til at gøre det sammen med hovedpersonerne, for trekløveret Hunter, Tusia og Brodie er svære at identificere sig med.
Svage eller karikerede hovedpersoner
Brodie er hovedpersonen, vi først begynder at følge. Der virker som om, det er hende vi skal indentificere os med. Alligevel er det hende, der er skildret svagest. Selv ved bogens slutning følte jeg ikke, jeg rigtig kendte hendes personlighed eller stærke og svage sider.
Tusia og Hunter er omvendt en tand for karikerede for at man skal lægge mærke til dem. Tusia er helsefreak og dyrker yoga og spiser kun sund mad. Og så skændes hun hele tiden med Hunter, der er gruppens nørdede dreng, der på alt for mange måder virker som en tro kopi af Eustace Scrubb fra C. S. Lewis’s ‘Narnia’ (du husker ham nok bedst som den irriterende knægt i ‘Morgenvandrerens Rejse’, der konstant bliver sat på plads af den talende mus Reepicheep). Trekløveret bliver svagt, fordi der sjældent bliver brugt tid på tanker og følelser hos de tre børn. De er blot fokuserede på kodeløsningen eller på måltiderne eller på at skændes.
Kodeløsning er for det meste rigtig spændende
Kodeløsningen bliver der til gengæld brugt meget tid på, og der er i og for sig et utrolig spændende emne, bare ikke i ‘Ildfuglens kode’. Jeg har igennem mange år været fuldstændig fascineret af Bletchley Parks arbejde med at udregne funktionaliteten på de tyske Enigma-kodemaskiner under Anden Verdenskrig. Det var Enigma’erne som tyskerne krypterede deres radiomeddelelser med, når de kommunikerede med Hitlers regime fra deres u-både, og selv om de allierede kunne opsnappe radiosignalerne, kunne de ikke dekryptere beskederne uden Enigma-kodemaskinerne.
Selvfølgelig var de folk, der skulle udtænke Enigma’ernes funktionalitet på Bletchley Park ret nørdede og indadvendte. For man er jo nødt til at tænke og filosofere og være kreativ hele tiden, hvis man skal regne ud, hvordan en kode er strikket sammen. Og den nørdethed og indadvendthed giver sig desværre også til kende i ‘Ildfuglens kode.
De tre børn udveksler hele tiden tanker og idéer, men det er umuligt selv at være med som læser i denne tankerække, fordi man kan mærke, hvordan H.L. Dennis allerede har beregnet hele kodeløsningsprocessen baglæns. Man kan altså tydeligt mærke, hvornår børnene skal til at gøre en stor opdagelse og hvornår de skal løbe panden mod en mur. Og når der tænkes og afprøves idéer er der altså hverken action eller spænding til stede. Det vildeste er et studiebesøg til The Royal Pavillion i Brighton, og det var i sig selv ikke særlig sindsoprivende.
Irriterende synsvinkelskift som forsøg på at skabe spænding
Måden ‘Ildfuglens kode’ er bygget op på, gav også en underlig læseoplevelse. Igennem de første 100 sider skifter synsvinklen utrolig mange gange, og det hele bliver blæst op som om, det er en meget, meget stor og spændende historie, vi nu skal præsenteres for, hvilket det aldrig blev.
Mange synsvinkelskift til uintroducerede personer, bliver brugt meget i voksenromaner for at skabe spænding, for så glæder man sig til, at man kan stykke brudstykkerne samme til en helhed. Men i en børnebog er det helt unødvendigt at forsøge at skabe spændingen med sådan nogle billige skrivetricks, det skaber blot mere forvirring hos de unge læsere. Og forvirringen bliver ikke mindre af, at der ikke er nogen blanke linjer eller mellemrum, når der skiftes synsvinkel. Der sker typisk ved et sideskift, men der er intet i tekstens opsætning, der markerer at der er nyt afsnit. Så adskillige gange troede jeg, at jeg stadig befandt mig sammen med de tre børn og at der så blot var kommet en ny person ind i lokalet til dem, men så viste det sig altså, at der havde været endnu et nyt usynligt afsnit og dermed synsvinkelskift.
Uambitiøs oversættelse
Den kedeligste overraskelse i ‘Ildfuglens kode’ er dog den danske oversættelse – eller skal vi sige: mangel på samme. Det begynder nogenlunde godt med danske kodeark, selvom mange af vendingerne i bogens tekst stadig lyder irriterende britiske. Så bliver ordet næsebor (altså, dem du har to af, og som du snuser frisk luft ind igennem lige nu) katastrofalt fejlstavet ‘næsebord’! Og på side 87, hvor der er en ganske sjov substitutionskode, begynder det britisk/danske mareridt for alvor, for teksten på kodearket er på dansk, men selve koden er på engelsk!
Endnu mere uambitiøst bliver det på side 144, hvor et digt om Kong Arthur stadig står på engelsk midt i et ellers dansk kodeark. Først undrede jeg mig over, at der ikke var læst bedre korrektur, men da jeg kom længere ind i historien, gik det op for mig, at den manglende oversættelse simpelthen er med fuldt overlæg. Digtene om Kong Arthur stod nu også stod på engelsk inde i selve bogens tekst og kodeløsningen overgik ligeledes til udelukkende at være på engelsk.
Til min forbløffelse stod den danske oversættelse af Kong Arthur-digtene så på bogens allersidste side (Tak for at få det at vide, når man ikke har brug for det længere), blot som en arrogant påmindelse om, at vi da godt kan oversætte engelsk til dansk, vi har blot ikke gidet at sidde og pusle med alle koderne i ‘Ildfuglens kode’ og oversætte dem til dansk.
Det er simpelthen for ringe, at man i en børnebog som udelukkende handler om kodeløsning – som bogens forside skilter som ‘Da Vinci Koden for børn’ (igen har oversætteren sovet i timen og blot oversat ‘The Da Vinci Code’ ordret til dansk i stedet for at sætte sig ind i, at Dan Browns klassiker rent faktisk hedder ‘Da Vinci Mysteriet’ på dansk) – ikke engang har gidet at pusle med koderne, så de giver logik på dansk. Hvorfor så oversætte bogen i første omgang?
Uddrag af ‘Ildfuglens Kode’
“Hvad er overhovedet meningen med noget af det?” sukkede Hunter og stak hånden i lommen efter en temmelig knust rulle Poloer. “Jeg er dødsulten. Vi burde stoppe og spise.”
“Og hvad så? Miste flere liv?” udbrød Tusia. “Det tror jeg ikke.”
Brodie begyndte at gå i panik “Der stod, at vi skulle forberede os på en festmiddag,” sagde hun i forsøget på at klamre sig til det håb, hun kunne finde. “Måske er det så enkelt. Vi går tilbage til Hytten 12. Det er der, en festmiddag ville finde sted.”
“Hytte 12 er for let. Og hvor er blomsten?” sagde Tusia og lænede hovedet mod billedtæppet.
“Hør her,” sagde Brodie til sidste. “Vi er trætte og sultne. Lad os tage billedtæppet med ind i det andet værelse og lægge det ned på gulvet, hvor vi kan læse det som et kort.”
“Okay. Måske er der noget, vi har overset,” tilføjede Tusia, da hun hjalp Brodie med at tage det håndsyede kort ned og bære det ind i musikværelset.
“Jeg kan godt fortælle jer, hvad vi har overset,” pustede hunter. “Min frokost.”
Alt i alt
Desværre er er rigtig mange ting i ‘Ildfuglens kode’, der ikke fungerer. Og historien giver ikke engang den store forløsning, som den lægger op til hele vejen igennem. Der skal man blot have tålmodighed og købe næste bog i serien. Og den måde at konstruere serier på, er jeg efterhånden gevaldigt træt af.
Jeg er bestemt tilhænger af, at gode engelske børne og ungdomsbøger oversættes til dansk, så også børn, der ikke er så stærke til engelsk, kan få nogle rigtig gode læseoplevelser. Det er rent faktisk derfor, vi kun anmelder danske romaner her på Kultur For Unge.
Men hvis man kan forstå de engelske koder og digte, som forlaget/oversætteren ikke engang har gidet pusle med, så de kunne oversættes til dansk, ja, så kan man da lige så godt træne resten af sine engelskfærdigheder og købe ‘The Power of Three’ (Secret Breakers, #1) for £4.55 (cirka 40 danske kroner) på Amazon.co.uk. Den er den retning dårlige eller dovne oversættelser, skubber de unge i, og for en gang skyld, synes jeg ikke, jeg kan fortie, at det er et langt bedre og billigere valg, hvis man har lyst til at følge Hunter, Tusia og Brodie i deres videre færd med at bryde koder.
Hvis man, ligesom jeg, er vild med kodebrydning og dybt fascineret af Bletchley Park og deres arbejde under Anden Verdenskrig, men gerne vil have større udfordring i en historisk roman, kan jeg kun anbefale den ægte vare – den roman, der har inspireret H.L. Dennis til ‘Secret Breakers’, nemlig ‘Enigma’ af den britiske forfatter Robert Harris.
Skriv et svar