Stilistik for unge: Er du typen, der blot hopper i joggingtøj og clogs, når du skal ud og shoppe med veninden, skal du ikke læse videre! Tjekker du derimod altid dig selv i spejlet, inden du suser ud ad døren, for at se om der minimum er nogle quick fixes, der kan gøre dig langt mere attraktiv, er du afgjort en person, der forstår hvad stil betyder. Spørgsmålet er nu, om du også tjekker dine tekster for et minimum af stil, inden du præsenterer dem for dine læsere, eller om du blot sender teksterne af sted med morgenhår og hundeånde? Hvis du så småt begynder at krumme tæer nu, så læs lige den her anmeldelse af ‘skriv så det synger’. Nej, bogens forside er pudsigt nok ikke lige én, der signalerer kreativitet og stil, men indholdet er den bedste værktøjskasse indenfor stilistik, som jeg er stødt på i Danmark.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Sproget kreative resurser – skriv så det synger – en håndbog i stilistik’

Forfatter:

Kirsten Rask

Sider:

93

Udkom:

24. marts 2010

Forlag:

Grafisk Litteratur


Har du lagt mærke til, at når du drømmer dig ind i en rigtig god roman, så handler din begejstring ikke kun om, hvad du får fortalt, men bestemt også om måden, du får det fortalt på?

Hvis du selv skriver noveller og digte, har du sikkert også opdaget, at det kan være temmelig svært at formulere sætningerne lige så elegant, som din yndlingsforfatter gør det.

Blot det at finde på navne, der passer til dine hovedpersoner, kan være en opgave, der kræver både et stort stykke chokoladekage og et par krus chai latte, før det lykkes.

Du har måske en indre fornemmelse af, at historiens lille spinkle pige nok ikke skal hedde Oda, fordi Oda får dig til at føle noget stort og kraftigt. På samme måde får du nok en indre disharmoni, hvis du kalder historiens grove og kraftige dame for Josefine, for det navn får dig til at tænke på noget fint og elegant.

Du kan sikkert føle det og høre det, mens du skriver. Du ved bare, når dine sætninger ikke lyder rigtigt, og derfra kan det være svært at komme videre.

Josefine har fortungevokal

Med mindre du er en ny Isak Dinesen (ja, Karen Blixen), så kan du spare temmelig meget tid og hæve elegancen og læsevenligheden mange gange på dine tekster, hvis du erkender, at du mangler noget teori indenfor stilistik.

Hvis du kaster dig ud efter Kirstens Rasks suveræne håndbog, ‘Skriv så det synger’, vil du straks erfare, at O’et i Oda har bagtungevokal, og den er det, der får navnet til at lyde tungt, mens i’et i Josefine er en fortungevokal, der får dig til at tænke på noget fint og elegant (ordet fint har ikke så underligt også fortungevokal). Ved at begynde at spekulere i fortungevokaler og bagtungevokaler, kan du nu bevidst smide nogle ekstra følelser ind i dine læsere, og du kan forhindre, at dine sætningers ordlyd modarbejder budskaberne.

Allusioner, ananymer og asyndeser er slet ikke så farlige

Synes du allerede nu stilistik lyder interessant, så er det blot et sandkorn i Sahara. For du benytter allerede stilistik, når du taler om slang, synonymer, fremmedord, enderim, anagrammer, ironi og klichéer. Men har du nu også styr på, hvordan rytmen er i din tekst og hvad assonans, hybridord, epanastrofer, epiforer, kiasmer, piasmer, allusioner, ananymer, antiteser, antonomasier, asyndeser, eksklamationer, gradationer, katakreser og kontaminationer er?

Mange af dem kender du måske allerede når de bliver forklaret for dig, og så finder du ud af, at de fleste er ret anvendelige i dine daglige gennemskrivninger af dine tekster. Og de er slet ikke så farlige, som deres underlige navne giver et indtryk af.

Det positive er, at når man har fået forklaret begreberne én gang – og Kirsten Rask forklarer dem på en dejlig præcis og overskuelig måde, så selv 8.-9. klasser kan være med – så husker man måske ikke begrebets underlige navn, men man husker dets funktion, samt at det eksisterer. Og når man så næste gang kører fast i skriveprocessen, er der en glødende el-pære, der begynder at lyse over ens hoved, og man fremsiger højt. “Hov, var der ikke noget med dét i ‘Skriv så det synger’? Det slår jeg altså lige op.”

En opslagsbog og en opdagelsesbog

‘Skriv så det synger’ er altså en opslagsbog, der hjælper dig videre, når du sidder med en lille flig af svaret og har brug for ‘en god ven at ringe til’.

Elsker du sproget, lige så meget som jeg, vil du også få lyst til at lave dig en kop kaffe, chai latte eller kakao og sætte dig i sofaen for at gå opdagelse i stilistikkens forunderlige verden.

Kirsten Rask har så mange fascinerede detaljer med, at man hele tiden opdager noget nyt i bogen, og er du kommet så langt, at du ender i sofaen med ‘skriv så det synger’ (det er selvfølgelig niveauet over at ende i sofaen med en sød kæreste), så vil du uden tvivl også blive motiveret til at pusle med dine egen sætninger.

Det er ligesom at gå til klaver. Man sidder ikke bare og lærer musikteori hos sin klaverlærer uden også at få lyst til at gå hjem og spille Queens “Bohemian Rhapsody” eller “All I Ask of You”, Raoul og Christines smukke duet fra ‘Phantom of the Opera’.

Når du trænger til sproglig stil

Hvis du gerne vil skrive mere elegant, men er træt af evig og altid at sidde og prøve dig frem, indtil sætningerne lyder godt, så trænger du til en håndbog i stilistik.

Kirsten Rask har skrevet den bedste, jeg indtil videre har kunnet støve op i Danmark, og hvis du er typen, der ofte går og siger “Min største drøm er virkelig at blive forfatter!”, så er den her håndbog ikke kun en lækkerbisken til dig, men ét af dine absolut nødvendige daglige værktøjer.

‘Sproget kreative resurser – skriv så det synger – en håndbog i stilistik’ indeholder 7 kapitler:

  • 1. Lydenes musik
  • 2. Ordvalget
  • 3. Ordklassernes magi
  • 4. Sætningernes puls
  • 5. Rim og rytme i prosa
  • 6. Stilistiske/stiliserede figurer – sproglige ciseleringer
  • 7. Teksteksempler med kommentarer

STYRKER:

  • At stilistikkens begreber er forklaret i et enkelt og præcist sprog, der er let og hurtigt at forstå, når man er ung.
  • At alle stilistikkens begreber er forklaret med mange eksempler. Man efterlades aldrig i tvivl om noget.
  • At bogen rummer så meget information, at man aldrig rigtig bliver færdig med den. Selvom bogen er forholdsvis tynd, betyder det ikke, at man kan lære alt indholdet på et par dage. Informationerne er kompakte.
  • Et dejligt tyndt format, der gør bogen nem at have med i rygsækken til projektarbejdet.

SVAGHEDER:

  • Den lidt sparsomme indholdsfortegnelse, samt et manglende grafisk layout i bogen, gør den lidt tung at finde rundt i. Den er teksttung, for det er en håndbog, og derfor skal den selvfølgelig ikke peppes op med alle mulige poppede illustrationer, men måske kunne man have lavet et grafisk layout med nogle farvede bokse, der fungerede som en slags faneblade, så bogen blev hurtigere at finde rundt i.
  • Forsiden ligner en lærebog til maskinskrivning fra 1977. Når det netop er en håndbog i stilistik, kunne en dygtig grafiker godt have frisket den gevaldigt op, så den blev indbydende.

MÅLGRUPPE:

  • Håndbogen kan sagtens bruges af elever i 8.-9. klasse, der har en forfatterspire i maven og som sidder hjemme og skriver noveller, romaner eller digte.
  • Bogen er særdeles velegnet til unge Stx-studerende, der føler, deres ordforråd og sætninger kunne trænge til mere variation, præcision og humor.
  • Bogen er nærmest nødvendig at kende for unge, der studerer sprog og kommunikation på de videregående uddannelser.
  • Uanset uddannelsesbagrund, er bogen et must have for forfattere.