‘Frit spring’ af Annika Widholm

‘Frit spring’ vil først skildre, hvor svært det er at være ung og gøre oprør, når ens forældre stiller for store krav. Et virkelig interessant perspektiv, som mange unge kæmper med dagligt. Desværre ombestemmer Annika Widholm sig midtvejs og vælger at fortælle en temmelig kedelig historie om, hvor svært det er at være illegal indvandrer i Sverige. Vores sympatiske hovedperson Linnea bliver glemt, og hverken hun eller læseren når det, som vi blev lovet i begyndelsen: nemlig at finde frem til, hvordan man virkelig gennemfører et forældreoprør, i stedet for bare at flygte fra problemerne.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Frit spring’

Forfatter:

Annika Widholm

Oversat af:

Louise Ardenfelt Ravnild

Originaltitel:

‘Luftsprång’

Sider:

223

Udkommer:

5. september 2013

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:

Linnea er en svensk gymnastikpige, der bliver presset rigtig meget af sine forældre til at være god.

På en træningslejr hvor Linnea skal gøre sig klar til VM, kommer hun til skade. Det er held i uheld, for nu får hun endelig en undskyldning for at forlade lejren. Hun lægger en seddel til træneren og smutter fra det hele, men hun kan ikke tage hjem, da hendes forældre er taget til udlandet på ferie.

Da hun finder et forladt hus og samtidig har sovepose og lejrudstyr med, beslutter hun sig for at blive der. Inden længe opdager hun dog, at huset har andre unge beboere, blandt andre Isak, der dyrker parkour.

Linnea falder for Isak, men hun kan også mærke, at han ikke fortæller hende hele sandheden om sit liv.

• Hvor svært det er at være illegal indvandrer.

• Hvor hårdt det er at være ung, når ens forældre har alt for store forventninger og presser for meget på.

• Hovedpersonen Linnea er rigtig interessant. Hun kan ikke udstå at skulle være perfekt længere. Alligevel er hun så bange for at gøre oprør mod sine forældre, at hun hellere vælger at flygte. Det viser, hvor svær en balance det er, at være ung, når ens forældre ikke ser én, som den man virkelig er.

• Annika Widholms sprog er utrolig flydende, varieret og dejligt at læse. Dialogerne er unge og realistiske og derfor meget troværdige. Miljøbeskrivelserne er virkelig fine og detaljerede.

• Den overfladiske behandling af hovedtemaet: Linneas forhold til forældrene
  Det virkelig interessante i bogens begyndelse, er Linneas situation. Hvordan får hun udviklet sig? Hvordan bryder hun ud af sit fastlåste forhold til sine forældre?

  Alligevel skifter bogen fuldstændig tema midtvejs. En temmelig kedelig sidehistorie om illegal indvandring overtager, og Linnea træder i baggrunden og bliver blot den, der oplever det hele.

  Bogens ellers gode flow, brydes oven i købet op, for at vi kan springe tilbage i tiden for at forstå bogens illegale indvandrer; ikke for at forstå Linnea. Det får virkelig spændingen til at forsvinde, som et nys, der alligevel ikke bliver til noget.

  I bogens sidste 20 sider går det pludselig op for forfatteren, at Linnea stadig ikke har løst sit problematiske forhold med sine forældre. Det kan vi ikke nå. Ærgerligt, ærgerligt. Så snupper vi en hovsa-løsning.

• 3.personsfortælleren
  Historiens 3.personsfortæller holder sig så vidt muligt ude af Linneas tanker. Du får til gengæld nogle meget fine miljøbeskrivelser af, hvad der foregår omkring Linnea, og du får nogle fine, realistiske dialoger. Ud fra det, skal du selv gætte dig til de fleste af Linneas følelser.

  Metoden er på sin vis at udsætte dig for det samme, som Linnea udsættes for, og dermed skal du så forhåbentlig også føle det samme. Det virker bare ikke halvt så godt, som en 1.personsfortæller, der samtidig deler alle sine tanker.

  Fordi scenerne netop blev beskrevet på denne måde – som et kamera ville have vist dem – kom jeg aldrig til at føle mig rigtig tæt på hverken Linnea, Isak eller David, og jeg kunne slet ikke identificere mig med nogen af dem.

• Det uheldige sammenfald med den danske ungdomsfilm ‘Bora Bora’
  I sensommeren 2011 havde den danske ungdomsfilm ‘Bora Bora’ stor premiere. De unge elskede den, og den handler om Mia, der dyrker løb/atletik på højt plan, bliver træt af sin mor og derfor flygter hjemmefra, møder nogle kriminelle unge, der slipper væk fra deres kriminelle gerninger ved at bruge parkour. De bosætter sig i et efterladt hus, Mia forelsker sig i en fyr i huset og får derfor problemer med en af de kriminelle piger.

  Året efter, i 2012, udkom den her bog så i Sverige. Præcis det samme set-up, som i ‘Bora Bora’, bortset fra, at pigen nu er svensk, dyrker elitegymnastik i stedet for løb, og de kriminelle ikke er lommetyve, men arbejder med … (ja, der er der vel ingen grund til at afsløre). Må jeg blot have lov at sige ‘Hmm’.

  Selv om sammentræffet selvfølgelig er et rent tilfælde, så er det bare ikke særlig spændende at læse en bog, der har et set-up fuldstændig magen til en god film, man lige har set og elsket. Jeg kom konstant til at forestille mig Linnea som Mia var i filmen, og i første halvdel af bogen, føltes det mere som at læse fan-fiction, end som at læse en selvstændig og unik roman.

• Berøringsangsten overfor unges sexliv
  Annika Widholm får på et tidspunkt givet Isak lov til at give Linnea nogle ret lækre tungekys, hvor det er lige ved at blive rigtig dejlig romantisk og ophidsende. Annika Widholm udpensler også så personlige gøremål, som når Linnea tisser eller vasker sin nøgne krop i begyndelsen af bogen. Det er en af bogens styrker, at Annika Widholm kan beskrive de her ting så intenst og hudløst.

  Men da Isak og Linnea går i seng sammen, hører vi, at de tager tøjet af. Og næste scene er så, at Isak tager sine underbukser på igen om morgenen. Fordi han tager sine underbukser på, skal vi så gætte os til, at de har haft sex.

  Det er netop en ungdomsbog, som hele tiden pirrer læseren omkring nærhed og tiltrækning i forhold til fyrene, men alligevel skal læserne selv gætte sig til følelserne, drifterne og berøringerne, når hovedpersonerne i romanens højdepunkt endelig finder sammen i det mest intime. Det stemmer ingen steder. Det er som at se ‘Titanic’, hvor scenen med skibet, der synker, er klippet ud.

  Det er et underligt tilfælde, at det altid er sexscenerne, der bliver hoppet helt tilfældigt hen over. Hvorfor må man ikke vise alle de følelser, behov og drifter som unge rummer? Specielt i en ungdomsbog som denne, hvor forfatteren går rigtig tæt på kønnene og det kropslige og fysiske i gymnastikken og parkouren, var det jo netop så oplagt. Men endnu engang skal unge snydes for denne del af ungdomslivet.

  Gid alle ungdomsforfattere var lige så modige, som den danske ungdomsfilm ‘You and me Forever’, hvor man viste den sex, der var behov for i historien, på en rigtig fin og følsom måde, uden berøringsangst.

• Parkouren
  Parkouren, som den her roman er markedsført på, skrider helt i svinget. Parkour skal allerhelst ses med øjet, og hvis det skal læses, skal beskrivelserne af springene være utrolig præcist formuleret.

  De fleste spring er derimod tyndt beskrevet som for eksempel “en slags kolbøtte” og “det dér spring”, og selv når et spring bliver beskrevet i detaljer, er det umuligt at se for sit indre, hvordan kroppen kommer over forhindringen.

  Det bliver flashet en masse parkour-udtryk for springene, men det betyder jo stadig ikke, at man kan se dem for sig. På en måde ved forfatteren eller forlaget godt dette, for der er indsat ordliste bag i bogen, hvor Copenhagen Parkour har beskrevet, hvad parkour-fremmedordene betyder. Det er selvfølgelig ment af et godt hjerte, men det er en falliterklæring. Uanset hvordan man vender det, kan det jo kun være forfatterens opgave at beskrive parkour’en, hvis hun vil fortælle en historie om parkour.

• Forsiden
  ‘Frit spring’s forside: en standard clipart-silhuet af en pige, der er klistret op på nogle røde og hvide mursten. Det er lige så trist som S-togstrappen på Sydhavn Station, og det er den slags alt for nemme forsider, der får unge til at lade bøgerne stå på hylderne, så ikke engang bagside-blurbet bliver læst. Der er voldsomt langt op til de indbydende forsider på britiske og amerikanske Young Adult-romaner.

• Piger omkring 12-16 år, som er interesseret i at opleve illegal indvandring med unge øjne.

Udklip fra Goodreads: Sådan ser den svenske forside ud. Synd, at man ikke valgte at gøre noget radikalt ved den, når man nu alligevel fik en grafiker til at bytte rundt på forfatternavn og titel og oversætte det til dansk.