’Soulfinders’-serien: ’Crystal’ handler om både at finde sig selv og kærligheden. Den er enormt godt skrevet, humoristisk, spændende og livagtig, personerne er opfindsomme og den bidrager endnu en gang med noget nyt til ’Soulfinders’-serien. Det er en af de bedste afslutninger på en serie, jeg nogensinde har læst.

Af Stine, 15 år

Titel:

‘Crystal’ (Soulfinders 3)

Forfatter:

Joss Stirling

Oversat af:

Louise Ardenfelt Ravnild

Originaltitel:

‘Seeking Crystal’ (Benedicts, #3)

Sider:

270

Udkom:

13. september 2013

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:









(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Soulfinders’, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Crystal er 19 år gammel og bor i Venedig. Hun tager med sin søster, Diamond, til Denver, Colorado, USA. Diamond skal til en konference for savanter, men inden Crystal og Diamond når så langt, bliver de overfaldet.

Pigerne er dog så heldige, at Trace, en af de ældste Benedict-brødre, dukker op og redder dem. Det er kærlighed ved første blik, da Trace og Diamond ser hinanden. De er hinandens Soulfinders.

Crystal og Diamond bliver introduceret til familien Benedict, og Diamond passer perfekt ind. Crystal føler sig dog bare som et tredje hjul. Hun er nummer syv i søskenderækken. Normalt har det syvende barn altid flest kræfter, men modsat det har Crystal stort set ingen. Det eneste hun kan, er at finde forsvundne ting, som for eksempel Diamonds nøgler.

Da Crystal møder Xavier, eller bare Xav, som han bliver kaldt, bliver det hele bare værre. Han skal prøve at heale Crystal efter overfaldet, men det eneste han gør, er at irritere hende grænseløst, og få hende til at kaste op. Crystals paranormale evne gør, at hun ikke kan bruge sine telepatiske evner – tale med andre savanter via ens tanker – og det er en af grundene til, at hun altid har følt sig alene og mindreværdig.

Men der er alligevel noget over Xav, som Crystal godt kan lide. Og da både Crystals og Xavs familier kommer ud for noget meget uventet – og skrækkeligt! – lige inden Trace og Diamonds bryllup, bliver Xav og Crystal nødt til at arbejde sammen. Kan de alligevel godt udstå hinanden? Og kan de ikke mindst arbejde sammen om at redde deres familier?

Afslutning

’Crystal’ er afslutningen på ’Soulfinders’-serien, og det er jeg faktisk rigtig glad for. Jeg er ikke så vild med, når serier er enormt lange, da forfatteren tit kommer til at gentage sig selv og ikke tilføjer så meget nyt til serien. Derfor er jeg vild med trilogier, som ’Crystal’ jo er.

Samlet set så synes jeg, at Joss har skrevet en rigtig god serie. Der er noget nyt i den – savanter – men der er også genkendelige ting, som for eksempel nogle af personerne og handlingerne i bøgerne, men aldrig så genkendelige at man føler, at hun har kopieret noget, eller at man har læst det før.

Afslutningen på ’Crystal’, og derfor også på serien, er jeg virkelig vild med. Den får samlet op på hele serien, selve handlingen i ’Crystal’ og så fortæller den også noget om personernes fremtid. Det med, at den fortæller lidt af fremtiden, er noget af det jeg bedst kan lide ved slutningen. Den fortæller noget, men uden at sige for meget, og den efterlader alligevel én med en masse spørgsmål. Jeg kunne ikke lade hver med at smile, da den sluttede, så vellykket synes jeg at den var.

Nogle gange føler jeg, at jeg mister en ven, når jeg er færdig med en bog, og den følelse havde jeg kun lidt, da jeg var færdig med bogen. Med ’Crystal’ var det mest som når man langsomt glider fra en god barndomsven, uden skænderier eller smerte, og man bliver efterladt med følelsen af, at det jo skulle ske på et eller andet tidspunkt og mindet om en masse gode tider. Specielt ’Crystal’ efterlod mig med minderne om grin, skæve smil og forskrækkede udtryk.

Crystal – skrøbelig og så alligevel ikke

Det første jeg gjorde, da jeg begyndte at læse ’Crystal’, var at tolke Crystals navn. Tidligere, mest i ’Phoenix’, har Joss nemlig haft meget symbolik med i valget af navne. Navnet Crystal forbinder jeg automatisk med skrøbelighed. Fx iskrystaller, de er meget skrøbelige. Crystal er på en måde ligesom en iskrystal. Hun er hård i starten og kold, men hun smelter alligevel nemt.

Krystaller er dog også symbolik for elegance, og det er nok ikke sådan jeg vil beskrive Crystal. Hun er høj og en lille smule stor. Dog lærer hun i løbet af bogen at være mere elegant.

I Shakespeares tid blev krystaller set som selve legemliggørelsen af liv, og Crystal er meget livlig, så det passer også meget godt.

Crystal er en rigtig sød pige. Hun joker meget og bruger meget selvironi, hvilket blandt andet er med til at gøre hende så sød. Hun er venlig, men hun er også usikker på sig selv på grund af hendes mangel af paranormale evner, og det får hende til at holde afstand. Hun også hård, især mod sig selv, men på den anden side også skrøbelig. Joss har lavet en rigtig god balance, hvilket er med til at få Crystal til at virke mere ægte.

Selve karakteren Crystal er noget af det, jeg bedst kan lide ved hele bogen. Hun bringer humor og også reflekterende tanker om, hvem hun er, ind i bogen. Selvom Crystal ikke minder helt så meget om mig selv, var hun alligevel nem at identificere sig med. Blandt andet fordi hun tænker meget på, hvem hun er, og hvad hun skal i livet, og det er også nogle af de tanker jeg selv har som teenager.

Igen anderledes

I ’Sky’ og ’Phoenix’ formår Joss at tilpasse sin skrivestil til den måde, hendes hovedpersoner er. Skys tanker er for eksempel meget mere søde og en smule mere uskyldige, end Phoenix’ er, præcis ligesom selve personerne.

Tankerne afspejler virkelig hvem personerne er, og man finder med det samme ud af hvem man har med at gøre. Sådan er det også med Crystals tanker. Allerede efter at have læst første side, vidste jeg sådan nogenlunde hvilken person Crystal er, hvordan hun tænker og også lidt om hvordan hun sandsynligvis vil svare, når folk snakker til hende. Det, at Joss kan ændre sin skrivestil på den måde, gør at ’Crystal’ ikke minder for meget om hverken ’Sky’ eller ’Phoenix’, hvilket jeg synes er enormt flot klaret. Derfor er der mange overraskelser når man læser ’Crystal’ både i sproget, som nye, finurlige udtryk, og også i selve handlingen.

Fine beskrivelser af Venedig

Endnu et bevis på, hvor godt Joss skriver, er hendes miljøbeskrivelser. Især Venedig kunne jeg tydeligt se for mig. Godt nok har jeg også været i Venedig, men jeg er sikker på, at man sagtens kan forestille sig det alligevel. Joss’ beskrivelser af gondolerne, der sejler rundt i gaderne, de flotte, gamle huse, pladserne og broerne er enormt detaljerede og tit fyldt med billedsprog, hvilket faktisk gør det endnu nemmere at se for sig. For eksempel skriver hun: ”Man kan opfatte centrum af Venedig lidt ligesom yin/yang-tegnet. Den berømte San Marco-plads og det lyserøde Dogepalads ligger i den brede del af den sorte yangside; mit hjem ligger lige i den spidse ende af den hvide.” Det danner et klart billede af Venedig for mig. Sådan er det også flere andre steder i ’Crystal’.

Symbolikken i titlerne er forsvundet

En ting, der ikke er anderledes end i de andre bøger, er hvordan forlaget har oversat titlen. På engelsk hedder ’Soulfinder’-bøgerne således: ’Finding Sky’, ’Stealing Phoenix’ og ’Seeking Crystal’. Personligt er jeg meget mere vild med de engelske titler end de danske, som bare er: ’Sky’, ’Phoenix’ og ’Crystal’. De engelske titler har sådan en dejlig symbolik, for eksempel er Phoenix jo tyv, og ordet ’stealing’ betyder ’stjæle’.

Uddrag af ‘Crystal’
Manden, der var kommet os til hjælp, skyndte sig over til min søster. Hun sad på jorden med tasken knuget ind til maven. Jeg kom op på knæ med dunkende hoved og slæbte mig ind på fortovet, så jeg ikke blev kørt over af det førstkommende køretøj.
”Er du okay?” Vores redningsmand satte sig på hug foran hende.
”Ja, ja – tak skal du have. Jeg er bare lidt rystet.” Diamonds øjne var fyldt med tårer, og hun rystede, hvilket aktiverede samtlige beskytterinstinkter i en mand.
Han rakte hånden frem for at hjælpe hende op. Jeg tror ikke engang, han havde set mig, eftersom jeg befandt mig i skyggen mellem gadelamperne, mens hun var lyst op. Da deres hænder mødtes, snappede de begge efter vejret og fór op at stå.
”Åh gud, det er dig! Jeg kan høre dig inde i hovedet!” Diamond kiggede henført op på sin redningsmand, som var han juleaften og alle hendes fødselsdage på én gang.

Alt i alt

Alt i alt så er ’Crystal’ en enormt vellykket og god bog, og det er den fordi, Joss skriver så godt, som hun gør. Hendes sprog er så legende, fyldt med nye, sjove udtryk, som jeg ikke har hørt før, men alligevel forstår, hendes personbeskrivelser er fantastisk godt beskrevet, og så er det hele meget livagtigt. ’Crystal’ er også en rigtig sjov bog, som jeg grinte gentagne gange til. Det er en af de bedste afslutninger på en serie jeg nogensinde har læst.

Så hvis du har lyst til at læse videre om de fantastiske savanter, lære søde Xav endnu bedre at kende, opdage nye personer som fx Crystal og filmstjernen Steve Hughes og bekæmpe det onde, så vil jeg anbefale dig at læse ’Crystal’.

Læs ‘Zeds historie’ (Soulfinders 1½):