Serien ‘Hestene på Ponygården’: Havde Ina Bruhn lavet en praktisk og teoretisk bog om ridning i stedet for en romanserie, var den med stor sikkerhed blevet god. Jeg tror også, Ina Bruhn med succes kunne stå for en dansk reality TV-serie, ligesom den svenske ‘Ponyklubben’. Men hvis ‘Hestene på Ponygården’ skal nå at blive en gribende og uforglemmelig romanserie, skal der virkelig strammes op, tilføjes hygge, romantik, nuancer, mere historie, spænding, flere intrigante og realistiske pigekonflikter, naturoplevelser og en rideglæde så stor, at den kilder i maven på én, som Pegasus, der flakser omkring.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Ditte Lady’ (Hestene på Ponygården 1)

Forfatter:

Ina Bruhn

Sider:

161

Udkom:

27. september 2013

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:





Ditte er næsten lige fyldt 12 år, da hun flytter til en ny by sammen med sine forældre. Selv om hendes mor og far ikke er meget for det, får Ditte lov til at fortsætte sin ridning én gang om ugen, hvis hun lover, at hun ikke begynder at springe med hesten.

Ditte accepterer, og hendes mor melder hende derfor ind på Ponygården, mens hendes far – uden at spørge Ditte – melder hende ind i den lokale håndboldklub, dels fordi hans selv var ivrig håndboldspiller som ung og dels fordi, han er blevet bange for ridning, da han som tidligere ambulanceredder, synes han har samlet lidt for mange unge piger op efter alvorlige rideulykker. Det vil han ikke have overgår Ditte.

Ditte elsker dog ikke håndbold. Faktisk synes hun slet ikke, hun duer til det. Selvtilliden er ikke stor i forvejen, og hun synes heller ikke, hun er så fantastisk til at ride, men hun kan mærke, at det alligevel er det eneste, hun brænder for. Så da muligheden byder sig på Ponygården, tilvælger hun nogle flere ridedage og siger til sin håndboldtræner, at hun har kyssesyge og derfor ikke kan deltage i håndboldtræningen de næste mange måneder.

Hestebøger er stadig meget efterspurgte

Hestebøger er bare noget helt specielt, og da vi har rigtig mange ridepiger, der følger ‘Kultur For Unge’ på Twitter og som konstant spørger efter meget mere om ridning, ja, så kastede jeg mig over ‘Hestene på Ponygården 1’, selvom det viste sig at være en preteenbog, mere end en ungdomsbog.

Lækker bog – med QR koder

‘Ditte Lady’ er en ret lækkert udformet bog med hardback-cover med hestefoto og lyserøde hestesko, der træder lidt frem af trykket. På forsiden står der “MED QR KODER”. Ofte bliver QR-koder brugt lidt som en lækkebisken til dem, der har brug for mere motivation til at komme igennem en bog, end blot selve historien, så derfor kan QR-koder også være et faresignal for de unge, der læser godt og som ikke har behov for læsehjælp. Endelig er det vel også svært at mindes en rigtig god roman, hvor der har været printet QR-koder ind i begyndelsen af hvert kapitel, eller er det bare mig?

Ingen, jeg kom til at holde af

Bagsideteksten, Blurb’et, lød ret spændende. Der kunne komme en masse gode konflikter og sjove episoder ud af, at Ditte skulle skjule, at hun gik til ridning og ikke til håndbold. Sådan blev det dog ikke.

Historien har en trist undertone lige fra begyndelsen. Ditte virker som en pige, der har meget få glade timer i sit liv, og selv om hun siges at være glad for at ride, er det også svært at mærke.

Sproget er utrolig simpelt, ikke særlig varieret, og alligevel var sætningerne nogle gange formuleret så kringlet, at jeg måtte læse dem flere gange for at forstå dem. Tredjepersonsfortælleren skaber en stor afstand mellem Ditte og læseren, og vi kommer generelt ikke særlig dybt ned i Dittes følelser og tanker. Dittes nye veninder i stalden, samt ridelærerne og Dittes forældre, er næsten lige så flade som karton. Det var en meget underlig oplevelse, men der var ingen, jeg kom til at holde af, og der var heller ikke noget morsomt eller varmt i replikkerne. Det er mere praktiske informationer, der bliver udvekslet.

Meget teori og praktik og ikke så meget historie

Cirka halvdelen af bogens sider er brugt på den rideteori og begynder-dressur, som Ditte får. Teorien og praktikken omkring ridningen tager altså utrolig meget plads fra selve grundhistorien. Det er meget usædvanligt i en hesteroman, og den første klokke, der ringede i mit hoved, var, at teksten næsten lyder som lydsporet til den svenske TV-serie ‘Ponyklubben’ (på svensk Ponnyakuten), der er blevet genudsendt på DR Ultra igennem sommeren og stadig vises her i september.

Minder rigtig meget om TV-serien ‘Ponyklubben’

I den svenske TV-serie lærer Tobbe Larsson en masse unge piger og drenge på 10-12 år, hvordan de bliver bedre til at overvinde problemer med deres ponyer. Serien er sindssygt lærerig og hyggelig, og jeg tror, jeg har set alle afsnitene to eller tre gange nu. TV-serien fungerer rigtig godt, fordi man kan se alt det, der foregår på levende billeder. Man kan se, hvordan ponyerne reagerer og hvordan og hvornår og hvorfor deres unge ryttere bliver kede af det eller bliver helt høje af succes, når de overvinder deres problemer. Specielt det sidste giver en masse feel good, hvor jeg næsten sidder med blanke øjne, når det lykkes at få en skræmt pony til for eksempel at gå ind i hestetraileren.

Godt på tv, ikke så godt i en roman

At al teorien og praktikken i ‘Ditte Lady’ ligner den svenske ‘Ponyklubben’ lyder måske være godt, men det fungerer bare ikke særlig godt i bogen. Der er ingen tvivl om, at Ina Bruhn kan sin teori og sin dressur og formår at skildre alle de små episoder, hvor det kan gå galt i stalden og på ridebanen, men jeg havde meget svært ved at se ridningen for mig, og jeg kunne slet ikke se Ditte og hendes veninders udtryk, når for eksempel Ditte bliver smidt af hesten.

Jeg forstår egentlig ikke, at beskrivelserne er faldet sådan ud, for da jeg læste Ina Bruhns ungdomsroman ‘Anna for altid’, var jeg rigtig begejstret over, hvor dybt Ina Bruhn kan beskrive følelser.

En trist familie

Dittes far og mor er temmelig strenge, og det er ikke bare med ridningen. Ditte kan dårligt nok få lov til at spise noget med sukker, og hun bliver helt overvældet, da en veninde vil dele et stykke chokolade med hende i stalden. Jeg bed også mærke i, at faren – der virker sur nok i forvejen – også er over hende straks, bare fordi hun siger “sgu” i en sætning.

Det hele er meget sort/hvidt, Dittes forældre udvikler sig ikke rigtigt, og jeg følte efterhånden en gennemgående tristhed over, at Ditte var nødt til at leve med sådan et par uforstående forældre. Til sidst sad jeg bare og håbede, at historien ville ende med at Ditte blev adopteret af dem, der ejede Ponygården, ligesom Amy i ‘Heartland’ får lov til at bo på sin morfars hesteranch, da Amys mor dør.

Slet ikke som i ‘Sofia og Santos’

Historien ændrer sig dog ikke meget i positiv retning. Dittes forældre fatter ingenting, og jeg synes ikke, der er nogen spænding eller udvikling i historien, som der for eksempel er i Lin Hallbergs voldsomt gode hesteserier, blandt andet Hestevenner – serien om Sofia og Santos, der rammer samme aldersgruppe, 12-13 år.

I serien om ‘Sofia og Santos’ er der spændende konflikter, intrigante piger, forældreskænderier fordi Sofia bruger for meget tid på ridning (et kendt problem), men der er også forløsning mellem forældrene og Sofia, og der er virkelig meget hygge omkring arbejdet i stalden og rideturene i skoven og spirende romantik med spændende drenge. Heller ikke det, var der i ‘Ditte Lady’, og jeg blev egentlig selv lidt forbavset over, hvor lidt jeg kunne fylde i følelsesbarometret her på anmeldelsen, da jeg tænkte tilbage på, hvad jeg havde følt under læseoplevelsen.

De berømte og de berygtede QR-koder

Først troede jeg, at der var videoer til alle QR-koderne i bogen, fordi koden på bogens bagside og koden i første kapitel henviser til videoer, men det er der ikke. Videoerne er ganske fine. Det er teori og praksis omkring hestens pleje og lidt dressur, for eksempel kan man se en pige lægge hovedtøj på sin hest. Videoerne har ikke noget tilfælles med Dittes historie, og det afledte min koncentration, at jeg skulle scanne en kode ind for hver kapitelstart, for at tjekke linket på min mobil, så jeg kunne se, om jeg gik glip af noget, der havde betydning for historien.

Jeg gik ikke glip af noget. Som sagt er videoerne rigtig fine, men meget korte og egentlig unødvendige, og pludselig henviser QR koderne også til rene, kedelige tekstsider på nettet. Det giver ingen mening af sidde med en papirbog, scanne en kode med en smartphone og så få noget tekst op på mobilskærmen, som for eksempel “5 ting du ikke kan undvære i din striglekasse”, noget, man netop kunne have læst — i en papirbog.

Ud af 11 kapitler, var der kun 4 videoer på mellem 30 og 60 sekunder. Sammenlagt gav det 3 minutter og 20 sekunders praktiske video-staldtips. Jeg følte mig virkelig snydt!

Alt i alt

På mine friaftener i august måned, græd jeg og grinte mig igennem den 6-stjernede filmatisering af ‘Heartland’ på amerikansk Netflix. TV-serien kører på 6. sæson og 104. afsnit i Canada lige nu. Hvorfor? Fordi den ganske simpelt er verdens bedste ungdoms-tv-serie om familieliv, kærlighed, natur og selvfølgelig: HESTE! Og de piger, der har læst ‘Heartland’-romanerne, siger, at de er endnu bedre.

‘Ditte Lady’ var derimod en skuffende oplevelse, for den mangler alt det, som ‘Heartland’ har som en hjertevarm hestefortælling. Det virker som om Ina Bruhn dybest set hellere ville have lavet en fagbog med rideteori og -praktik for preteen-piger. Så havde instruktionsvideoerne med QR-koder også givet meget bedre mening.

Uddrag af ‘Ditte Lady’

“Hvad synes du, Ditte?”
Dittes fingre finder prissedlen. Sikkerhedsvesten koster over 2000 kroner.
“Er der en, der er lidt billigere?”
“Billigere?” Merete ser du, som om hun slet ikke kender det ord.
“Jeg har 1300 kroner. Og jeg skal også have et par ridebukser.”
Merete finder en anden sikkerhedsvest. Denne gang tjekker hun prisen først. “Prøv denne her. Den koster det halve.”
Ditte tager vesten på. Den føles ikke meget anderledes end den første.
“Hvordan er den?”
“Den føles ligesom den anden. Tror du, den er sikker nok?”
“Den er helt okay. Ellers ville de ikke sælge den her.”
“Hvor længe red du egentlig selv?”
“Indtil jeg startede på universitetet. Så var der hverken tid eller råd til at have hest. I hvert fald ikke på det niveau, som jeg gerne ville. Ridning er en sportsgren. Hvis man bare vil hygge sig, så kan man jo lige så godt købe en hund og gå en tur i skoven med den. Hunde er også nemmere at dressere end heste.”
Ditte nikker, men hun ved ikke rigtigt, om hun er enig. Ridning behøver vel ikke kun at handle om at konkurrere.