Forsidefotoet, blurb’et på bagsiden og bogtraileren er dybt vildledende. ‘Your House Is on Fire, Your Children All Gone.’ er nemlig ikke en Stephen King-agtig gyser med overnaturlige elementer. Det er derimod en realistisk beretning om, hvordan tankeløshed, indestængte følelser og den sociale og historiske arv, kan præge unge mennesker så dybt, at det forfølger dem resten af livet.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Your House Is on Fire, Your Children All Gone.’

Forfatter:

Stefan Kiesbye

Sider:

198

Udkom:

25. september 2012

Forlag:

Penguin Books

Pris:

Kr. 135
$15
Paperback

Følelsesbarometer:









Vi befinder os i en lille landsby, et lille lokalsamfund ved navn Hemmersmoor, der ikke ligger så langt fra den fiktive by Gross Ostensen i Vesttyskland. Der er ingen årstal i historien, men den begynder med en prolog omtrent i 90’erne til en begravelse af Anke, én pige ud af fire jævnaldrende unge, hvis liv vi følger i Hemmersmoor efter Anden Verdenskrig.

Så hopper historien tilbage i tiden, omtrent til 50’erne, og de to unge piger, Anke og Linde, og de to unge drenge, Martin, Christian, skiftes på må og få til at være jeg-fortælleren, og historierne de beretter, er ganske voldsomme. De handler om incest, drab, utroskab og vold i den lille by, men på en meget pudsig måde, bliver det for drengenes vedkommende berettet, som om det ikke var noget særligt. Alligevel ligger der en disharmonisk, skærende undertone igennem det hele.

Først rigtig spændende til sidst

Først på de sidste 50 sider bliver de fire fortælleres historier rigtig bundet sammen, og først da begyndte jeg at forstå, hvorfor og hvordan familierne i landsbyen havde skabt ulykke for hinanden. Det er derfor også først til sidst, at jeg syntes, historien blev spændende. Nok fortalte Stefan Kiesbye – der i øvrigt selv er tysker – historierne på en interessant måde, men for mig var det virkelig hårdt at få så mange – i første omgang – tilfældige beretninger serveret, uden at kunne stykke dem sammen. Her bagefter, hvor jeg har læst den, kan jeg pludselig godt se, at der var mange kvaliteter undervejs, men at de blot ikke lå i spændingsmomentet. Måske er jeg blevet for afhængig af spænding?

Dybt underlig markedsføring

Det meget underlige ved ‘Your House Is on Fire, Your Children All Gone.’ er dels forsiden, bogtraileren og blurb’et på romanens bagside, hvor den bliver betegnet som et mix mellem Stephen King’s ‘Children of the Corn’ og Brødrene Grimm’s værker (sidstnævnte var i øvrigt også tyske). Den lille hvidhårede tyske pige med de lysende øjne på forsiden, ligner en blanding af en djævleunge og Carol Anne fra Stephen Speilbergs film ‘Poltergeist’. Derfor forventede jeg også et virkelig okkult drama, men fandt til min overraskelse ikke en eneste overnaturlig hændelse i historien. Der er godt nok tale om, at en kvinde fra landsbyen på en tidspunkt kan bære på en forbandelse, men igen, vi er jo i 1950’erne og ikke i middelalderen, så derfor er der heller ikke rigtig nogen af indbyggerne, der virkelig tror på det. Og længere er den ikke.

En snert af stemningen i Midsomer

Mest af alt er stemningen som i et gravalvorligt afsnit af Kriminalkommisær Barnaby i landbyen Midsomer, bare uden al hyggen og selve Barnaby. Det er de samme lokalsamfundsproblemer med konflikter, hvor den ene part er forsmået og derfor udfører en handling, der som ringe i vandet forstærker hævngerrigheden hos endnu flere af Hemmersmoores indbyggere og udmunder i nye ulykker.

Det er historien om, hvordan den sociale og historiske arv går videre, og hvordan, alle negative handlinger forstærkes i en uendelig negativ spiral, og som sådan var den ganske god. Det var spændende at reflektere over, hvordan små oplevelser i menneskers barndom og ungdom præger dem dybt og forfølger dem resten af livet.

Det kan nok også få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, for vi bærer jo alle sammen rundt på traumatiske oplevelser, som dagligt præger os, uden vi rigtigt tænker over det. Så måske er vores skæbne mere forprogrammeret, end vi egentlig bryder os om at tænke på?

Ikke en klassisk gyser

Som klassisk gyser eller spøgelseshistorie, er der dog absolut intet at komme efter i ‘Your House Is on Fire, Your Children All Gone.’, og jeg forstår på ingen måde sammenligningen med Stephen King. Plottet med den sociale arv og ondskab, der avler ondskab, er en rigtig fin historie i sig selv. Og faktisk har den meget mere substans end en banal gyser. Derfor er det en underlig mangel på selvværd, at den i markedsføringen har lænt sig op ad King.

Alt i alt

På en underlig måde, følte jeg ikke, ‘Your House Is on Fire, Your Children All Gone.’ sagde mig så meget undervejs. Alligevel blev jeg nødt til at læse videre, og her bagefter kan jeg ikke rigtig få de fire unges berettelser ud af hovedet, fordi de alligevel gjorde indtryk.

Selv om jeg først var skuffet over, at det ikke var en gyser, blev det til en læseoplevelse, jeg ellers aldrig ville have udsat mig selv for, men som jeg retrospektivt blev taknemmelig for. Det er spændende at læse noget, som påvirker én følelsesmæssigt og tankemæssigt i en retning, man aldrig havde troet, man skulle bevæge sig i. Og specielt pigerne Anke og Linde efterlod så mange indtryk i mig, at jeg har svært ved at slippe dem igen.


Du bør nok minimum gå i gymnasiet og være vant til at læse Ernest Hemingway-noveller, før du føler, du får noget ud af ‘Your House Is on Fire, Your Children All Gone. Desuden er der en del engelske fremmedord i den, som man normalt ikke lærer i folkeskolen.

Uddrag af ‘Your House Is on Fire, Your Children All Gone.’

When the undertaker has gone and the black hearse is back on its way to Gross Ostensen, Linde steps closer to the headstone, inspects the inscription, and rounds the grave, as though to make sure that Anke won’t be able to get out. Her dress is as gaudy as the wreath, only its colors are more washed out. Loudly she coughs up some phlegm and spits it out. “You piece of shit,” she says. “There you go. ” She stomps around on the loose soil.
Alex steps toward her, talks to her, tries to lead her away from the grave, but Linde shakes off his arm. “Go fuck yourself, Alex. Don’t get all holy on me now. You couldn’t stand her.”
When he still won’t leave her, she slaps him in the face. She has to get up on her toes to do it. “Don’t touch me again,” she says. “You killed her.” With legs wide apart, she bends over, hikes up her skirt, shows us that she isn’t wearing any underwear, and pisses onto the grave.