‘Texas Gothic’: Jeg ledte efter en rigtig skræmmende gyser om et hjemsøgt hus. Og selv om forsiden så lovende ud, endte jeg med en overfladisk komedie. ‘Texas Gothic’ er mere til preteens, end den er til teenagere. Den minder nok mest af alt om en moden udgave af romanserien ‘Min søster vampyren’, så hvis man er 10-11-12 år gammel, ‘Min søster vampyren’-fan og gerne vil læse noget engelsk, som både er underholdende og på ingen måde svært, så kan ‘Texas Gothic’ sikkert være ret god at begynde med.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Texas Gothic’

Forfatter:

Rosemary Clement-Moore

Sider:

406

Udkom:

12. juli 2011

Forlag:

Random House

Pris:

Kr. 100
$10
Paperback

Følelsesbarometer:






De to Texas-piger Amy og Phin virker mest af alt som et par flower-power-børn. De er nemlig oprindelig døbt Amaryllis og Delphinium, hvilket de holder lidt hemmeligt for ikke at blive drillet for meget.

De er mere en slags heksebørn, fordi deres familie altid har været optaget af det overnaturlige og hvad, planter kan gøre af magiske ting. Det holder de dog også ret hemmeligt, for at andre unge ikke skal tro, at de er helt skøre i bolden. Amy har taget ‘pre-med’, som er et kort førstudie til medicinstudiet, og Phin læser fysik og kemi på universitetet og er mest af alt opsat på at forske inden for det paranormale. Hun bygger konstant en masse elektronik, der indenfor naturvidenskaben skal kunne bevise de overnaturlig fænomener, hun støder på.

Amy og Phin passer deres tantes Hyacinths Texas-farm. Phin har lovet at passe planterne, som familien laver mirakelmidlerne med, og Amy har lovet at passe dyrene, og specielt tante Hyacinths geder volder Amy store problemer, fordi de kan klatre i træer. Både Phin og Amy ved, det overnaturlige eksisterer, for Uncle Burt rumsterer ofte i deres tante Hyacints hus, men de ved også, at andre spøgelser ikke kan komme ind på farmen, for Phin har skærmet den af med elektroniske sikkerhedsanordninger, der holder spøgelser væk.

Alligevel slipper et spøgelse en dag ind i det værelse, Amy sover i, og alting bliver splittet ad, som havde en hvirvelvind kastet rundt med møblerne. Både Amy og Phin er chokerede. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Samtidig kommer den lokale Trooper Kelly på besøg for at tjekke om de to unge piger er okay. Der er nemlig sket noget endnu mere voldsomt på nabogården, hvor en cowboy er kommet til skade.

Phin finder hurtigt ud af, at der er fundet et gammelt skelet på nabogården, og hun bliver inviteret over af en ung fyr fra udgravningsholdet, for at se, hvad det handler om. Amy tager med, og hvor Phin får et crush på selve udgravningen og skelettet, får Amy et crush på den unge Ben. For udgravningsholdet handler det om at finde ud af, hvilken tidsalder skelettet kan stamme fra, for Phin handler det om at kunne dokumentere det overnaturlige, og for Amy handler det mest om at være sammen med Ben og at finde ud af, hvad det er for et spøgelse, der er kommet ind på Hyacinths farm.

Rosemary Clement-Moore elsker at lave sjov med alt

‘Texas Gothic’ begyndte meget lovende. Rosemary Clement-Moore skriver meget flydende, og det er samtidig et meget simpelt engelsk med meget få fremmedord, så alle kan være med. Jeg havde fundet bogen, fordi jeg konstant er på jagt efter noget rigtig skræmmende og overnaturligt, allerhelst hjemsøgte huse, som teenagere får nogle skræmmende oplevelser i. Og jeg mener VIRKELIG SKRÆMMENDE! Det skal være så uhyggeligt, at man ikke tør gå alene ud på badeværelset for at børste tænder bagefter.

Den utrolig intense og fængende forside, samt titlen ‘Texas Gothic’, virkede også meget lovede i den retning. Og Amy og Phin bor netop på en hjemsøgt farm, og de er også teenagere eller i begyndelsen af 20’erne, så umiddelbart lød det jo som om, mine krav var blevet opfyldt. Men hvad jeg ikke havde forudset, var, at ‘Texas Gothic’ på mange måder er en slags komedie. Rosemary Clement-Moore elsker at lave sjov med alt og alting, og Amy bruger ironisk og sort humor i sine tanker, uanset hvad hun foretager sig. I første scene var det sjovt, men da det fortsatte, afsnit efter afsnit, kapitel efter kapitel, blev det virkelig belastende.

Overfladisk

I stedet for blive morsom, kommer Amy til at fremstå, som om hun har utrolig lidt selvtillid, for hvorfor skal hun ellers køre kritisk på sig selv i hver eneste handling, hun foretager sig – også selv om det er selvironi? At alting skal gøres selvironisk-sjov betyder også, at Amys personlighed bliver meget overfladisk. Vi kommer aldrig ind til hendes ægte følelser, hvor der er noget på spil og hvor, det kan gøre rigtig ondt. Og da hun ikke åbner op, kan man jo heller aldrig erfare, om man kan identificere sig med hende eller ej.

Delphinium er en utrolig nørdet pige – hun virker mest af alt lidt autistiske – og hvis man ikke kan identificere sig med Amy, kan man det slet ikke med Phin. De eneste normale unge i bogen, er de unge forskere, der er med til udgravningen af skelettet på nabogården.

En masse ligegyldige teenagesamtaler og et tyndt plot

Bogen er faktisk ret lang, 400 sider, men tempoet er enormt langsomt. Halvvejs – ved de 200 sider – er vi stadig kun kommet til, at skelettet skal til at blive udgravet, ja, faktisk handler hele bogen om det. Og ellers bruger vi tid på smalltalk, hvem der drikker en Vanilla Coke eller en Dr. Pepper og så på Amys selvironi. Det er en bog, hvor du kan ligge og tænke på noget helt andet, mens du læser 20 sider, og stadig følge med i det sparsomme plot, der dårligt nok kan kaldes et plot.

Vi kunne have hørt meget om Amys og Phins hekselærdom, men det bliver slet ikke udnyttet. Og selve temaet om udgravningen, bliver heller ikke udnyttet særlig godt. Det er som om, Rosemary Clement-Moore ikke rigtig har kunnet bestemme sig for, hvad der var vigtigst i historien, og derfor har hun blot skrevet en masse ligegyldige teenagesamtaler, for det er hun ret god til.

Alt i alt

Jeg var dybt skuffet over ‘Texas Gothic’, fordi jeg havde forventet en rigtig skræmmende historie, og jeg ved, at de piger, der læser engelske YA-novels i Danmark, også er ret kræsne og har store forventninger til at blive udfordret med indholdet, plottet og personbeskrivelserne, og det får man altså ikke her.

‘Texas Gothic’ er mere til preteens, end den er til teenagere. Den minder nok mest af alt om en moden udgave af serien ‘Min søster vampyren’. Så hvis man er 10-11-12 år gammel, ‘Min søster vampyren’-fan og gerne vil læse noget engelsk, som både er underholdende og på ingen måde svært, så kan ‘Texas Gothic’ sikkert være ret god at begynde med.

Pudsigt nok har den også fået rigtig gode karakterer af de fleste piger på Goodreads. De få piger, der ikke bryder sig om romanen, ligesom mig, karakteriserer den som en Scooby Doo-spøgelseshistorie, og det er simpelthen så præcist, at jeg fik et latteranfald, da jeg læste det. Der er ikke en eneste uhyggelig scene, alt handler om at sige noget sjovt, og spøgelserne er så hyggelige, at det ikke engang bliver til 1 stjerne i følelsen ‘Uhyggelig’ på vores følelsesbarometer.

Så elsker du Scooby Doo, plaprende teenagepiger og kunne du tænke dig lidt flirt med en Texas-cowboy, der hedder Ben, så skulle du måske alligevel læse ‘Texas Gothic’.

Uddrag af ‘Texas Gothic’

There was Uncle Burt, though he generally hung out – when I sensed him at all – downstairs, away from the guest room. Even as a ghost, he was quite polite.
Too bad he couldn’t bring me a towel. When I was a kid, I’d made a game of testing the limits of his ability to move things. He was pretty good at turning lights on and off, but I’d never seen a physical object move more than a few inches, and only out of the corner of my eye. I didn’t know if it was a universal rule or just Uncle Burt’s but my eight-years-old self had figured out that ghosts operate best at the edges of your sight and in the space between blinks.
That was before I realized that most of the world didn’t see magic or ghosts at all. At least, not that they admitted, if they wanted people to take them seriously. I’d learned that lesson the hard way.