‘Frit Spil’, der foregik i DR Koncerthuset i går byggede på en rigtig god idé om at samle alle spilinteresserede til en messe. De, der fik mulighed for at prøve computerspillene og brætspillene havde også nogle gode oplevelser, men der manglende i den grad noget samling, nogle imødekommende spilværter/guides og nogle flere fysiske spilaktiviteter for hele familien, så man kunne have vist, at spillenes verden ikke kun er mørk, indelukket og stillesiddende.

Af Peter Henrichsen

Jeg kigger tilfreds på min mobil, da jeg i formiddagsssolen vandrer hen mod menneskemængde foran koncerthuset. 11.58 og arrangementet ‘Frit Spil’ begynder kl. 12.00. Man får de bedste fotos og historier, når man kommer fra begyndelsen, så jeg kigger mig straks omkring efter nogle engagerede gæster, jeg kan tale med.

Der er mødt rigtig mange mænd og unge fyre og drenge op. Kønsfordelingen er mere fifty/fifty, når det handler om de fremmødte cosplayere. Jeg kan ikke navnene på figurerne, men jeg har fulgtes med en pige i Metro-toget, som var fuldstændig feblond og med lilla ansigt og påklistrede katteagtige ører, der så så livagtige ud, at jeg tog mig selv i at stå og stirre; vistnok med åben mund. 😉

DR har på deres hjemmeside for ‘Frit Spil’ lovet at fuldt udklædte cosplayere ikke skal betale 50 kroner i indgang, men kommer gratis ind. En virkelig god idé, for det mest spændende indtil videre er de unge udklædte og meget strålende glade mennesker.


Klokken er slået 12. Faktisk er den 9 minutter over 12 og ‘Frit Spil’ skulle være åbnet. Gennem glasruderne kan vi se, at Koncertsalens medarbejdere står klar til at modtage os. Spændingen stiger, for jeg glæder mig helt utrolig meget, og jeg er helt sikkert ikke den eneste, for de fremmødte rykker tættere og tættere sammen som minutterne går.

Endelig åbnes der for svingdørene. Vi er nok omkring 200 mennesker, og der går overraskende få minutter inden vi alle er sluset ind i Koncertsalens foyer.


Desværre er der noget galt. Vores rejse ender her.

De, der har købt billetter over nettet kan næsten gå ind med det samme, men størstedelen af os må vente.

En ung mand, en vis Mikkel Hvidtfeldt Andersen har som første kommentar på hjemmesiden for ‘Frit Spil’ skrevet: “Synes i selv det er retvisende at oplyse det koster 50 kr, når man betaler + 35 kr i forsendelse + 20 kr i gebyr + dankortgebyr?”, hvilket DR ikke har svaret på. Det viser sig, at vi alle sammen har læst kommentaren og derfor har besluttet at købe billetten i døren, uden de urimelige høje gebyrer.

Men DR har kun sat en enkelt dame ved kassen, og køen rykker sig næsten ikke. Da vi har stået sådan en halv time uden information og ventet som meget tålmodige besøgende, udbryder en fyr ved siden af mig: “Man skulle tro, det her var Østeuropa!”. Og så begynder snakken pludselig omkring i mængden “Ja,” svarer en pige bag ham, mens hun taster opgivende på sin smartphone, “og DR har lukket online-salget ned en time før åbningen, så vi kan ikke engang købe billetter via mobilen.”

Da vi har ventet tre kvarter uden at køen rykker sig nævneværdigt, begynder en pige at tage tid på ekspeditionen med stopuret i sin mobil. “Hvor lang tid tager hver ekspedition?” spørger jeg. “Jeg har ikke startet tiden,” fortæller hun. “For det er den samme mand, der står forrest, som også stod der for 5 minutter siden.”

Først virker folk rigtig vrede, men så begynder de at grine. Det er så tragikomisk dårligt arrangeret, at man ikke kan andet. En lille knægt på 12 år dukker op bag billetskranken, og en pige bag mig foreslår, at det nok er Koncerthusets IT-ekspert.

Efter 50 minutters venten kommer en fyr i 20’erne endelig til og åbner en kasse mere, hvor man kan købe “hurtige billetter”, og så begynder køen først at rykke.

Da jeg på under et halv minut køber min billet af den nytilkomne fyr ved kassen, føler jeg en pludselig desperation, da jeg rykker videre i systemet. Det viser sig nemlig, at den hurtigbillet, jeg netop har købt skal tjekkes endnu en gang ved døren, og billetdamen ser ikke ud, som om , hun er i godt humør. ‘Der er garanteret et eller andet galt med min hurtig-billet’, tænker jeg, men så bliver jeg bedt om at smøge mit jakkeærme op og får et stempel lige på min pulsåre på håndleddet.

Jeg føler mig uendelig lettet, da jeg kan lægge køerne helt bag mig og træde ind i messeområdet.

Nu har jeg endelig frit spil!


Men ikke alle er så heldige. En mand fortæller mig, at ikke alle fuldt udklædte cosplayers er blevet lukket gratis ind, som DR ellers har lovet.

“Jeg kender to fra min gruppe, der har udklædt sig som ‘Doctor Who’-cosplayere. De blev sendt om bag i vores betalingskø, fordi DR kun vil godkende cosplayere, der forestiller de asiatiske figurer. Det skulle have været Jakob Stegelmann, der afgjorde, hvem der kom ind. Han havde vidst, at ‘Doctor Who’-cosplay er stort i England.”

“Ej, og har DR ikke selv sendt ‘Doctor Who på én af deres kanaler?” udbryder en pige bag ham.

“Jo, de har da,” svarer manden. “Man burde sende et brev til Jakob Stegelmann. Når folk har siddet og sminket sig siden klokken 7 i morges, burde de også have lov til at komme gratis ind,” konkluderer han.

(Prøv selv at Google ‘Dr Who cosplay’, eller tjek face-gruppen med Dr Who cosplayers , der har mere end 25.000 medlemmer, hvis du er i tvivl, red.)

Jeg når at se endnu et par udklædte unge blive sendt om i betalingskøen af DR. Jeg får en indre følelse af dyb uretfærdighed; også fordi de unges spørgsmål om, hvilke kostumer, der gjaldt, ikke blev besvaret inde på DR’s site.



Selv om det er svært, forsøger jeg at ryste den første times virkelig dårlige oplevelser af mig. Nu er jeg inde, og det er fedt at se de gamle 80’er spillemaskiner blive brugt af superkoncentrerede mænd, der selv var drenge dengang spillene stod på landets grillbarer.


Og 70’ernes store hit før videospillene kom rigtig frem!


Næsten alle videospillene er for soloplayere, men det skaber en enorm stor lykke for de mindste, når der endelig er nogle fysiske spil, hvor man kan sætte sig overfor en kammerat og spille. Desværre er der meget få af dem.



‘Just Dance’ er indtil videre så absolut det mest seværdige på messen, i særdeleshed når cosplayerne stiller op som her! De andre spil foregår i mørke, så når der endelig er en aktivitet i dagslys, samler det mange tilskuere. ‘Just Dance’ er et åndehul i mørket.


I salen med de digitale spil er der fuldstændig mørkt og dyb koncentration. jeg skynder mig at slå flashen fra på mit kamera og skuer op for lysfølsomheden i stedet for, så jeg ikke ødelægger spillene for nogen. Det er himmerige at kunne få lov til at prøve alle de forskellige spil, men køerne er desværre temmelig lange. Efter 20 minutter begynder jeg faktisk at få lidt klaustrofobi. Vi står så tæt, at jeg får en anden mands kalkunsandwich i hovedet, blot fordi han forsøger at tage en bid af den. Tid til at komme ud. 😉











I Studio 2 er der brætspil. Dét er hyggeligt! Og det er er en rigtig original idé at omdanne salen til en slags brætspils-kasino, hvor man kan sætte sig med sine venner eller sin familie ved et af de små caféborde og blive lært op i et nyt spil af en instruktør. Det er også det eneste sted på messen, hvor der er instruktører. Det er dog lidt uklart for mig, hvem, der må spille, for der er ikke rigtig nogen køer eller skranker eller instruktører, der kommer én i møde. Måske skal man bare sætte sig oppe ved sceneområdet og styrte hen til et bord, hvis det skulle blive ledigt!?









Dette billede er skarpt! Men det er skærmbilledet, der fylder en hel bagvæg i salen, desværre ikke. Det er tegneren Jesper Ejsing, der viser, hvordan man tegner computergrafik. Desværre er projektoren af uransagelige årsager helt ude af fokus. jeg er temmelig vild med computergrafik og hvordan, man tegner det selv, men jeg opgiver at følge med, fordi det er så ‘blurry’.


Der er natklubsbelysning i salen. Måske er det for at man skal kunne se skærmbilledet, der er blæst op på væggen. Måske er det for hyggens skyld. Desværre betyder det, at når spillebrikkerne falder til jorden i tusmørket, er de svære at finde igen. Her må alle spillere ned og kravle på alle fire. De finder dog ikke deres brik.




Så er jeg tilbage igen til ‘Just Dance’. Det er bare messens største hit, og det er teenagepigernes foretrukne aktivitet. Musikken giver en rigtig god stemning. De tre piger, der skal danse sætter Ellie Goulding på med ‘Burn’. Børnene omkring står straks og mimer med, og forældrene smiler. Det her er hyggeligt. Det er samvær på den rigtig gode måde! Og messens eneste fysiske aktivitet.




Der er gået en lille time, og jeg har været hele vejen rundt. Jeg kigger rundt i alle gange og blindgyder, fordi jeg håber, der er er mere. Dervære noget, jeg har overset, for jeg føler mig hverken imponeret eller rigtig opstemt endnu. Det har været okay, men ikke wow!

Men jeg kan ikke finde flere sale eller aktiviteter, så jeg stiller mig i en kø til en lille café, der ligger på en smal betongang. Da det bliver min tur, er alle sandwiches udsolgt – altså ingen frokost til mig, for jeg kan ikke udholde tanken om at spise mig mæt udelukkende i kage. Ikke, når man har lyst til rigtig mad og noget salt.

Ad en stejl trappe, som jeg først tror fører op til flere nye aktiviteter, ender jeg blot ved indgangen; før billetlugen! Argh! Det her sted kender jeg lidt for godt. Jeg har egentlig planlagt at dække hele arrangementet, altså helt til klokken 19 inklusiv Jakob Stegelmanns liveshow med ‘Troldspejlet’, men gangene bliver mere og mere fyldte med mennesker. Det er som et stormagasin sidste åbningsdag før juleaften.

Beslutningen går nu på, om jeg skal tage Metroen ind til byen for at finde et sted, hvor man kan købe frokost og så vende tilbage igen. Jeg vælger Metroen, for det er en befrielse at komme ud i den dejligt friske efterårsluft og blive varme af solens kraftige stråler.

Jeg hopper på Metroen og ved inderst inde, at jeg ikke gider komme tilbage efter jeg har spist. Så spændende var der faktisk slet ikke på ‘Frit Spil’.

Konklusion og Eftertanker

‘Frit Spil’ skuffede mig i høj grad. De, der fik mulighed for at spille, hyggede sig. Mens de, der ikke kom til, måtte ‘passe sig selv’ lidt. Der skulle have været en varm velkomst og en masse småscener, der kunne samle små menneskemængder på 10-20 børn og forældre, og hvor engagerede værter (for eksempel cosplayerne, der også kedede sig lidt) kunne samle og engagere folk om spil og gøgl.

Der manglede i den grad sjove, fysiske 2-mandsspil, som for eksempel det klassiske ‘Air Hockey’, og der manglede spil som på Experimentarium, hvor hele familien kan deltage og have det sjovt sammen.

Hvorfor ikke også lave et helt gøglerområde på græsplænen foran Koncerthuset med stangtennis, kubb, menneske-stratego, kroket, kæmpe-mikado, styret af … tja, de lokale spejdere, så der var noget til dem, der elsker fysiske spil, som ‘Just Dance’erne? Cosplayerne kunne i sminkeboder have vist, hvordan de sminker sig og syr kostumer og fortælle om deres univers. De var sådan en stor uudnyttet ressource, som arrangørerne overhovedet ikke indså, de kunne have brugt til en masse for de besøgende.

Der var så mange muligheder i DR Byen for også at gøre ‘Frit spil’ til noget hyggeligt og socialt og til et sted, hvor man virkelig talte med hinanden om spil, for eksempel i nogle spændende boder administreret af diverse spilleforeninger, så folk ikke blot kiggede på spil; hver for sig og i tavshed. Gid man havde turdet tænke ud af den meget tætsluttende boks med, at spil kun er brætspil og computerspil for stillesiddende personer.

Desuden blev arrangementet ekstra stift af, at det kun var Koncerthusets officielle regler, der skulle følges, som i eksemplerne med billetsystemet og Koncerthusets Café med de udsolgte sandwich. Hvorfor ikke lave en ekstra bod med slik, is og frugt, når der nu kommer så mange hundrede børn og unge på besøg i det meget voksne koncerthus? Og hvorfor ikke tage en hurtig beslutning og nøjes med at stemple folk på hænderne og sige “50 kr” i stedet for at lade flere hundrede unge, børn og forældre vente i en stiv time i en meget træls kø og give dem en usædvanlig dårlig start?

‘Frit spil’ – Som oplevelse lander jeg på 3 stjerner ud af 6! Og så føler jeg virkelig, jeg har rundet op!

Mange af de aktiviteter, der var, kunne man lige så godt have hygget sig med derhjemme. Faktisk kunne man have hygget sig bedre med dem hjemme, for vi har jo næsten alle et fladskærms-tv og en spillekonsol, eller mulighed for at låne et brætspil til køkkenbordet. Selvfølgelig havde man så ikke set cosplayerne, og det havde været synd. De var dagens største oplevelse. Hvis ikke de havde været der, var jeg landet på en 2’er.

Game Over!