I lørdags var jeg med min søster inde og se ‘EN PINLIG AFFÆRE — dagbogsbekendelser fra det virkelige liv’ på Nørrebro teater. Jeg ankom med forventningerne om at få en hyggelig aften med sjove historier, måske nogle flashbacks og lidt nostalgi.

Anmeldt af Stella, 19 år

‘EN PINLIG AFFÆRE’ går kort sagt ud på, at der er nogle modige mennesker oppe på scenen, som tør dele ud af deres teenagehistorier fra deres gamle dagbøger. Da vi ankommer til teatret, er der god stemning; fyldt med glade mennesker og gang i baren.

Dørene til teatersalen bliver åbnet, og vi finder vores pladser. På scenen står der en masse rekvisitter: opslagstavler med billeder af oplæserne som unge, lavalamper, tøj og andre gamle ting og sager. Alt sammen ting, som jeg i hvert fald kan genkende fra de gode 00’er og før det.

Nervøsitet i stemmen

Den første dagbogs-oplæser bliver introduceret og begynder med nervøsitet i stemmen at læse op fra sin dagbog. Jeg ville nok også være rimelig nervøs, hvis det var mig, der skulle læse op foran så mange mennesker. Der er i alt syv oplæsere, og hold da op, hvor er de modige!

Tænk, at de tør stå dér og være så sårbare og læse op fra bøger, som ellers aldrig skulle være delt med andre, selvom meget af det, der står skrevet, i dag er noget man bare kan grine af.

Jeg morer mig i hvert fald, og det gør publikum også. I det hele taget er atmosfæren rigtig hyggelig at være i, både på grund den måde scenen er arrangeret, men også blot generelt blandt publikum.

Når hver dagbogsskriver er færdig med at læse op, runder de lige af med en lille anekdote om, hvordan det er gået siden, og hvor de er i dag.

Sex, drenge og veninder

Selvom størstedelen af dét, der der bliver fortalt, er hylende skægt, bliver formen dog også ret ensformig til sidst; det meste handler om sex, drenge og veninder, men man kan jo ikke rigtig ændre på noget, der er blevet skrevet ned for flere år siden, og det var jo bare sådan, verden var for de fleste teenagere dengang.

Hvis man vil skabe lidt variation i arrangementet, kan man for eksempel forsøge at invitere flere mandlige oplæsere med, så man også kan høre deres pubertets-historier. Men igen, det er nok de færreste unge drenge, der skriver dagbog(?).

De uvurderlige dagbøger

Dagbøger er i det hele taget bare uvurderlige, synes jeg. Jeg har også selv en dagbog. Dog glemmer jeg tit at skrive i den, men da aftenen var omme, tænkte jeg helt vildt meget på, at nu skulle jeg hjem og skrive noget i den — for de her dage vil jeg da gerne huske, når jeg bliver ældre.

Jeg tog fra Nørrebro Teater med et smil på læben, og alt i alt var det rigtig god underholdning og en hyggelig måde at tilbringe starten af min lørdag aften på.

Fakta: Hvis du kunne have lyst til at komme ind og læse højt fra din gamle dagbog, så kan du kontakte Nørrebro Teater på pinlig@nbt.dk Hvis du vil ind som publikum og overvære oplæsningen, er der tre dagbogsarrangementer tilbage. De ligger i det nye år på henholdsvis lørdag den. 3. februar 2018 kl. 20, lørdag den 10. marts 2018 kl. 20 og endelig lørdag den 14. april 2018 kl. 20.

‘EN PINLIG AFFÆRE’ på Nørrebro Teater