Jeg gik ind til ‘Peter Pan’ med forventningen om at skulle se en farverig eksplosion af et eventyr – og farver var der i hvert fald! Men jeg har nu fundet ud af, at dét man ser på plakaterne ikke altid er dét, man skal forvente at se på scenen, for karaktererne lignede på ingen måde de samme som på plakaterne. Alligevel var jeg ret begejstret og synes samlet set, at det var en meget, meget fin og sød fortolkning af ‘Peter Pan’, Folketeatret har sat op.

AF STELLA, 19 ÅR

Fortællingen om Peter Pan, der møder Wendy og hendes to brødre, er en af mine absolutte yndlingsfortællinger. Peter tager dem med sig til Ønskeøen, hvor der venter dem noget af et eventyr i form af feer, sørøvere, indianere og havfruer. På øen er Peter Pan leder for de glemte drenge, der ikke har nogle forældre, og desuden lever Peter og drengene alle drømmen om evig barndom. Alligevel længes Peter og drengene efter en mor, der kan synge og fortælle historier for dem, og det er her Wendy kommer ind i billedet.

Slet ikke, hvad jeg havde forventet – og dog

Folketeatrets stykke bliver spillet i gang af en jungle-klædt Tine Vitkov, der spiller en smuk melodi på sin basklarinet, mens salen stadig er under belysning. Som melodien bevæger sig mere over i de dystre toner og bliver blandet med elektroniske beats, dæmpes lyset i salen også.

På scenen er der et lille hvidt hus, og da musikken stopper bliver vi introduceret for hr. og fru Darling, spillet af Kristian Boland og Anne Vester Høyer, der kommer til syne i husets vinduer.

Denne første scene var for mig en af de bedste, fordi deres hoveder i vinduerne bare virker så store og tæt på i forhold til størrelsen på huset. Det forvirrede virkelig mine øjne, og det var jeg bare helt vild med – også fordi de havde nogle meget markante ansigtsudtryk og var malet helt hvide i ansigterne.

Hvide fra top til tå

Herefter møder vi Wendy og hendes to brødre, der også er hvide fra top til tå. Det er svært for mig at sige, hvorfor de er det. Det hvide får mig til at tænke på den oprindelige ‘Peter Pan’-fortælling, som foregår i krigstiden under 1. verdenskrig – en meget trist og dunkel periode – men på den anden side er familien i Folketeatrets stykke rigtig glade, og hr. og fru Darling er på vej ud til middag, så det passer heller ikke helt sammen.

Til gengæld er Evighedslandet – som Peter Pans hjem hedder i stykket – fyldt af sprudlende farver. Peter Pan, Klokkeblomst og de glemte drenge er enten helt eller delvist grønne. Så allerede dér, er der en stærk kontrast at finde.

Drag daddy Klo

Kaptajn Klo – spillet af Lars Bom iført en glimmer-overdel med en læderjakke udenpå, sorte leggings og lårhøje, postkasserøde plateau-støvler samt en paryk, der kun dækker halvdelen af hans hoved – får vi også at se i et ret lummert udtryk, som min ledsager, Emma, beskriver som ‘Drag daddy’.

Da jeg bedst kender Lars Bom fra ‘Strisser på Samsø’ – som jeg har set rigtig meget sammen med min far – var det virkelig sjovt at se ham i den her mundering. Folketeatrets fortolkning af Kaptajn Klo er i det hele taget ret interessant. Der er flere sider af ham – og som han selv siger i stykket så gør han ikke dét, han gør, fordi han er ond, men fordi han er ‘ked af det’. Jeg er ret stor fan af Lars Bom, og hans skuespil som den ulykkelige skurk, sidder lige i skabet. Jeg er også ret imponeret over hans sang — Kaptajn Klos lille serenade, hvis man kan kalde den det — den er smuk og viser sårbarhed.

Den flotte bagvæg beklædt med planter og små lysdioder viser sig senere at være søjler, der kan rykkes rundt på og bliver til gemmesteder for Peter Pan og drengene.

Fantasifuld og eventyrlig

Scenografien er helt klart det mest definerende for Folketeatrets opsætning af ‘Peter Pan’. Scenograf Julian Toldam Juhlin har kreeret et superflot univers oppe på scenen – alt i neonfarver, og sol og måne, der lyser i alle spektrets farver. Den flotte bagvæg beklædt med planter og små lysdioder viser sig senere at være søjler, der kan rykkes rundt på og bliver til gemmesteder for Peter Pan og drengene, der kan kravle ind og ud af dem. Det ligner fuldstændig noget fra en drøm; fantasifuldt og eventyrligt – hvilket jo er meget passende.

Noget som jeg skal vende mig til, er, at der ikke er ligeså mange skuespillere på scenen som i for eksempel Eventyrteatrets musicals. I ‘Peter Pan’ er der ca. ni skuespillere i alt og flere af dem spiller forskellige roller.

Kvinderne har virkelig taget drengerollerne til sig

I rollen som Wendy har vi Mille Gori; kendt som Motor-Mille fra Ramasjang. Stina Mølgaard og Ene øster Bendtsen spiller både Wendys to brødre og Peter Pans venner – de glemte drenge – sammen med Hanne Gjerstad Henrichsen. På trods af, at de er kvindelige skuespillere, så har de virkelig taget drenge-rollerne som brødre og de glemte drenge til sig.

Jeg ved ikke, om det måske er tilfældigt, men i hvert fald giver det rigtig god mening med de fire kvinder i rollen som børn, da de alle er ret lave i forhold til Anne Vester Høyer og Kristian Boland der jo spiller deres forældre. Det er med til at give en bedre illusion af børn og voksne i stykket.

Ikke direkte en musical

Der er ikke så mange sange igennem forestillingen, og jeg vil måske heller ikke direkte kalde ‘Peter Pan’ for en musical. De få sange, der er, er til gengæld virkelig smukke og sjove. Alle på scenen synger flot, klart og rent — en fornøjelse at høre! Og så komplimenterer de stykket rigtig godt.

Igennem første akt er vi blevet mødt af så mange forskellige indtryk: farverne, musikken, karaktererne; alt sammen meget anderledes end hvad jeg ellers forestiller mig, når jeg tænker på ‘Peter Pan’

Tid til eftertænksomhed

I pausen kigger Emma og jeg på hinanden. Vi skal begge lige tænke lidt over, hvad det er, vi lige har set. Igennem første akt er vi blevet mødt af så mange forskellige indtryk: farverne, musikken, karakterene; alt sammen meget anderledes end hvad jeg ellers forestiller mig, når jeg tænker på ‘Peter Pan’.

I Andet akt fortsætter eventyret i endnu flere farver, og da det hele slutter og vi træder ud på gaden foran teatret, kan jeg godt mærke, at jeg savner min dramalærer fra gymnasiet, fordi han altid lige havde et eller andet at sige om et stykke, hvor jeg nu har svært ved at få sat ord på det, lige dér.

Men wauw, hvor instruktøren Moqi Simon Trolin virkelig har formået at lave et super fint stykke – også selvom der er en del, jeg ikke helt forstår. For eksempel går flamingoer meget igen i stykket i form af neonfigurer og som et synonym for ordet ‘kys’. Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor Wendy og hendes familie er helt hvide og hvorfor, Kaptajn Klo ser ud som han gør. Men i sidste ende spiller det hele bare så godt sammen.

Latter og klap – især for Klokkeblomst

I Folketeatrets fortolkning af Peter Pan bliver man mødt af et mylder af indtryk, et helt enormt flot lysshow, neonfarver og underlægningsmusik, der matcher performance-kunsten samt sange og musik, der komplimenterer stykket rigtig godt.

Der sker faktisk så meget spændende omkring én, at det er lige før, at selve historien bliver lidt ligegyldig, fordi det hele omkring én bare er så flot at se på, hvilket igen passer godt til performance-genren hvor historie og tekst er sekundær og det primære for eksempel er form, farve og rum. Men så også kun ‘lige før’, for historien om Peter Pan er altid god.

Der var selvfølgelig også mange børn inde og se ‘Peter Pan’, og fra hvad jeg kunne høre, lød det som om de også var vilde med det. Der var latter og klap: især når Peter Pans tro følgesvend Klokkeblomst – der godt kunne lide at drille Wendy – var med på scenen.

Et frisk pust, der er tro mod fortællingen

Selvom ‘Peter Pan’ ikke var, hvad jeg havde forestillet mig, så var forestillingen bestemt ikke dårlig! Den var et frisk pust og en virkelig sjov og fantasifuld modernisering. Der var mange visuelle udtryk og mange anderledes ting, men instruktøren har stadigvæk været tro mod fortællingen og karaktererne.



‘Peter Pan’ spiller på den store scene på Nørregade fra 12. oktober til 3. december 2017 og kan ses fra 6 år. Derefter turnerer forestillingen også rundt i Danmark fra d. 2. februar 2018 til 11. april 2018, så der er rig mulighed for at komme med til Evighedslandet, selvom man ikke bor tæt på København. 😉