New Moon Premiere: “Twilight” løftede mig op i højder, jeg aldrig før havde været, gav mig hjertebanken og våde øjne. Bogen – og filmen. Nu står filmatiseringen af efterfølgeren “New Moon” for døren, og er man grebet af “Twilight”-universet tæller man hvert et åndedrag og hjerteslag indtil den 20.. De der har læst bogen ved, hvad der vil ske, men det gør ikke spændingen mindre. Tværtimod.

AF METTE BACH,14 ÅR

I 2005 tog Stephenie Meyers bestseller roman “Twilight” (Tusmørke) verden med storm. Og i 2009 kom filmatiseringen efter udgivelsen af bogens tre efterfølgere, der også alle blev internationale bestsellere.

Kærlighedshistorien mellem menneskepigen Bella og vampyren Edward har åbnet et helt nyt univers, der har slået rod i mange pigehjerter verden over. Den umulige kærlighed, den ikke-eksisterende verden, det umenneskelige. Det bliver alt sammen muligt!

Vampyrerne eksisterer og kærligheden får det afgørende ord. En kærlighed, der er så stærk, at vi “Twilight”-fortabte piger ikke ville have noget imod, at den eneste ene var en vampyr, der aldrig havde ønsket et menneskes blod så meget i hele dens eksistens.

En bid af det fortryllede univers

Twilight-universet gør til sammenligning vores verden grå. Vi har ingen vampyrer og varulve – vi kender til. Jeg tror alle, der er blevet grebet af bøgerne og filmen, og det univers Stephenie Meyer har skabt, kender til længslen efter den fantastiske verden, hver gang man ligger bogen fra sig, eller filmen slutter. Jeg ved ikke hvad det er, den gør ved mig, man det føles som magi, som et lille bid af det fortryllende paradis.

Velkommen til Jacob Black

Robert Pattinson og Kristen Stewart, der begge blev verdensstjerner og paparazzi-ofre fra den ene dag til den anden pga. Twilights enorme succes, får nu selskab af Taylor Lautner, der kun spillede en mindre rolle i “Twilight”. Taylor spiller indfødte Jacob Black, der tager Bella ind i varmen, efter Edward har forladt hende. Han er Bellas bedste ven, der viser sig at være en varulv – vampyrernes eneste fjende.

Bella og Edward slår op

I “New Moon” går den uovervindelige kærlighed mellem Bella og Edward itu, og ny kærlighed spirer i vampyrernes fraværd. Farer lurer om hvert et hjørne, mens Bella forsøger at lappe det dræbende tomme hul, der er efterladt hende. “New Moon”-bogen satte høj standart, og forventningerne til filmen er tårnhøje. Fans vil sidde og dømme hver en forskel fra bogen. Men det er nu, der bliver sat billeder på forestillingerne, vi havde i hovedet.

Det er NU universet fyldes med glimt, af det der kun er fantasi!

Det er NU “Twilight”-historien forsætter!

Det er NU “New Moon” kommer!









Dakota Fanning

Kender jeg hende? Ja, det gør du i aller højeste grad, for rigtig kendt blev Dakota Fanning i spillefilmen “War of the Worlds” fra 2005, som blev vist på TV2 forrige lørdag. Her spillede Dakota Fanning Tom Cruise’ datter, Rachel.

Dakota Fanning er en af USA’s mest anmelderroste barneskuespillere. Hun startede allerede som 6-årig som Lucy i “I am Sam”, og nu som 15-årig har hun allerede spillet med i over 20 store spillefilm, og 10 amerikanske tv-serier, for eksempel “Venner”, “CSI”, “Spincity”, “Ally” og “Skadestuen”.

I Twilight-serien er Dakota dog ny, men på fredag kommer du til at kende hende som Jane i “New Moon”.