Stand-up: Praktisk taget alt det Jonatan Spang der er optaget med kamera igennem hans karriere, samlet i én box med 3 DVD’ere. Det er virkelig sjovt og det er intelligent humor – dén slags som pigerne netop falder for. 😉
Af Peter Kock Henrichsen |
Titel:
“Jonatan Spang Boxen”
Indhold:
3 discs, 7 timer
Land:
Danmark
Distributør:
NSM
Udgives:
2. november 2010
Noget af det allerbedste i Jonatan Spang Boxen er Jonatans show “Damer” som han turnerede Danmark rundt med i 2005. Alt det som vi går og tænker i parfoldet omkring scoring, sex og pornografi smækker Jonatan på bordet, mens hans egen mor står i en billederamme på scenen og overværer det hele. Hvor mange stand-up’ere ofte kun kan lave platte jokes med pik og kusse, har Jonatan en utrolig stor indsigt, virker som om han suset rundt i mange år og lavet research (hvilket han måske også har), og med en intelligent drejning får han spejlet alle de sjove ting kvinder og mænd går og gør over for hinanden i scorefasen og i parforholdet.
Det er så gennemtænkt, ærligt og rigtigt, at det er lige til at forholde sig til, og fordi historierne ikke er konstruerede, men faktisk et resumé af alle de ting vi har lavet i vores teenageår og er kommet galt af sted med, suser det lige ind. Jonatan har så meget overskud, og er så sjov på den måde som pigerne falder for – den charmerede og søde – det er virkelig kvalitets stand-up!
Mon Jonatan står i bar røv og T-shirt?
Når man har set “Damer”, kan man genopleve hele showet med et kommentarspor hvor 2 charmende piger, Andrea og Camilla, giver udtryk for deres spontane, kvindelige indtryk af jokes’ne, og vi får lov til at høre “damernes” rigtige tanker mens Jonatan folder sig ud på scenen.
Det er lige så morsomt som showet, for pigerne lufter højlydte tanker om hvorvidt Jonatan mon står i bar røv og T-shirt når han er sammen med en dame, om han mon har problemer med damer i virkeligheden eller det er noget han spiller, og om hans mor nu også kan tåle at høre alle Jonatans sex-tanker. Det er virkelig så sødt og charmerende, og den kloge mand bør sidde og lave notater over hvilke af Jonatans jokes der går ind hos pigerne.
Familie – knapt så spændende for unge
Jonatan Spangs “Familie” fra 2008 er også blevet mere familievenligt end “Damer”. Showet er sjovt, når man er kommet lidt op i alderen, og kigger tilbage på sin barndom og sine forældre, men det er også ret pænt og bliver nemt lidt kedeligt for unge. Jonatan er klædt ud som farmand, med fuldskæg, ternet skjorte og seler, og hvem gider lige at høre jokes fra sin far? Den kedeligste af de 3 DVD’ere, men de 2 andre er altså top-gode!
Super meget Spang
”Super meget Spang” er et to timers supershow klippet sammen af 8 optrædener startende fra Stand-up.dk i 2002 over ”Spark i løgsuppen” til ”Comedy Aid 2009”. Som bonus er der DM i stand-up 1999 – hvor Jonatan Spang vandt. Så er vi tilbage på det ungdommelige niveau, hvor Jonatan er skarpere og hårdere, og det klæder ham meget bedre end det pæne image i “Familie”-showet.
Vurdering:
De 3 DVD’ere i Jonatan Spang Boxen giver dig alt det Spang som er optaget med kamera igennem tiderne, og det er virkelig sjovt. Selv om man altid i stand-up kan genkende stemmer og karakterer som er lånt fra andre i branchen – og her tænker jeg mest på Anders “Anden” Matthesen og Rune Klan, som Jonatan også takker i rullerteksterne – så udfører Jonatan alligevel sine monologer med en stor personlighed, som er unik og svær ikke at elske. Jonatan kan nogle frække ting i kraft af sine skuespilleruddannelse, og hans kropssprog og intonation bliver udnyttet til fulde, hvilket giver en forfriskende afveksling i de pænt lange shows. Modsat Niels Hausgaard, der sidder på sin flade 1½ time i træk, og hvor jeg falder i søvn efter ½, så vågner jeg altid op når jeg sætter Jonatan på DVD’en og efter ½ time er jeg i tophumør og klar til party! Tak for mange gode latterkramper, Jonatan! 😀
Skriv et svar