The Vampire Diaries 1: Mørkets Brødre af L. J. Smith

The Vampire Diaries: Vampyrer, en lækker dreng og en smuk pige – kunne det blive bedre? Efter jeg har læst The Vampire Diaries 1: Mørkets Brødre, må jeg desværre sige ja. Trods de mange fine ord, The Vampire Diaries–bøgerne har fået med på vejen (og min afhængninghed af TV-serien, der er baseret på bøgerne) så fangede ”Mørkets brødre” mig aldrig helt; historien manglede bid og personligt manglede jeg sommerfugle i maven.

Af Rebecca Johansen, 15 år

Titel:

“The Vampire Diaries 1: Mørkets Brødre”

Forfatter:

L. J. Smith

Sider:

244

Udkommer:

2010

Forlag:

Tellerup

Følelses-barometer:




Elena er en helt normal high school pige, der har udseendet med sig og er drengenes flamme. Alligevel er der altid et eller andet galt med dem hun dater, og Elena leder derfor stadig efter den perfekte fy, da Stefan Salvatore dukker op og starter på skolen i den lille by Fell’s Church.

Stefan er plaget af sin tragiske fortid (og sine vampyriske instinkter) og kæmper for at modstå trangen til at slå Elena ihjel, mens hans bror Damons ukendte tilstedeværelser skaber ravage. For Damon er drevet af hævntørst, og vil gøre alt for at slå hans bror ihjel, der forrådte ham.

Hurtigere end du kan nå at knipse med fingrene beslutter Elena sig for, at Stefan skal være hendes – noget som hun må kæmpe for, da den mystiske Stefan gemmer på en hemmelighed, der ikke er som så. Men måske er han ikke klar til at indgå et forhold med en menneskepige, hvis liv han kan tage ved et sekunds uopmærksomhed.

The Vampire Diaries versus Twilight

Mange har en tendens til at sammenligne The Vampire Diaries og Twilight med hinanden; nogle påstår endda at The Vampire Diaries har efterlignet Twilight. Egentlig burde det være helt omvendt, for L.J. Smith udgav faktisk det første bind i serien om menneskepigen Elena og vampyrbrødrene Stefan og Damon i 1991. Twilight kom derimod (som bekendt) først til verden i 2005.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at fnise lidt ved tanken om, at Stefan kører rundt i en Porsche 911 Turbo – præcis den samme bil som Alice Cullen kører i New Moon.

Først udgivet eller ej, så må jeg indrømme, at Mørkets Brødre var en tynd kop te. Måske er jeg en smule træt af vampyrer, men det var ikke den faktor, der vejede mest, da jeg sad og læste bogen.

Manglende dybde og sommerfugle i maven

Plottet hang for løst sammen og historien gik for hurtigt, til at den rigtigt kunne nå at fange min interesse. Jeg savnede dybde og sommerfugle i maven. Jeg savnede at blive fortryllet og forgabt, og jeg savnede bestemt den ”jeg må bare vide hvad der sker!”-følelse, jeg får, når en bog virkelig optager mig. Generelt var der bare for mange savn til, at jeg kunne komme til at holde af Mørkets Brødre.

Kedelig hovedperson

Elena er en kedelig hovedperson. Hun er smuk, hun er åbenbart rigtig populær og så har hun lige slået op med sin kæreste (som hun desuden stadig er vildt gode venner med, selvom hun har knust hans hjerte). Det at hendes forældre er døde, skulle man tro gav hendes karakter en hvis dybde, men hun forbliver – til min store irritation – utrolig intetsigende.

Uddrag af The Vampire Diaries 1: Mørkets Brødre

”Elena fulgte ham med øjnene, da han hastede ud. Han undgik hende. Han havde fuldt bevidst affærdiget hende, tilmed lige for øjnene af Caroline, der havde vogtet på dem begge som en høg. Tårerne sved i hendes øjne, men det ændrede ikke den beslutning hun havde taget.
Hun ville have ham, om det så skulle koste hende livet. Om det skulle koste dem begge livet.”
Hele menneskepigen-forelsker-sig-i-vampyrdrengen-der-ikke-vil-have-noget-at-gøre-med-hende-problematikken har vi snart hørt og læst om og om igen. Det hele startede med Twilight…eller…vent – gjorde det egentlig dét?

Følte nul og nix

Da Stefan kom ind i billedet, som den lækre, farlige (vampyr)dreng, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt for mig selv af Elenas strabadser, for at gøre sig godt ud og score ham. Jeg følte nul og nix, og kunne simpelthen ikke hitte hendes motiver ud. Stefan er selvfølgelig en rigtig lækkerbisken, og det er da også synd for Elena, at han ikke falder på knæ ligeså snart han ser hende, som hun er vant til med de andre drenge. Nogle burde dog seriøst overveje at fortælle den stakkels pige, at lidt modstand er godt i livet (og stalking aldrig er vejen frem til daten med den lækre fyr).

Twist mellem vampyrbrødrene holder

Hele Stefan/Damon dramaet fangede dog min interesse. Det lille twist med vampyrbrødrene, der prøver at slå hinanden ihjel, er et dejligt frisk pust i mængden af vampyrbøger, der stort set alle sammen har den samme handling (vampyrdreng møder vampyrpige = soulmates forevigt!) og kun mikroskopiske ting skiller dem fra hinanden. Derudover har jeg en fornemmelse af, at Mørkets Brødre kun er optakten til endnu flere konflikter blandt de to brødre, og jeg vil bestemt glæde mig til at læse mere om dem i bog nummer to, der bærer titel Kampen.

Ægte vampyrmad

Jeg nød desuden at læse de små kapitler ud fra Stefans synsvinkel, og det var en fryd at se, hvordan det hele så ud fra en vampyrs øjne – men også bare historien bag, hvordan han blev vampyr. Den er ikke helt rosenrød, og jeg lappede ivrigt det hele i mig. For det er noget, der virkelig fungerer i bogen.
Damon er også en jeg godt kan lide. Han fungerer som et modspil til den gode Stefan. Mens Stefan lever af dyreblod, så tøver Damon ikke for at slå mennesker koldblodigt ihjel, så han kan få sit menneskeblod. Ægte vampyrmad! Til min ærgrelse bliver de magiske øjeblikke i form af Stefans kapitler brudt af det dobbelte antal af Elenas, hvilket er en skam. Jeg krydser derfor kraftigt fingre for, at der er flere i næste bog!

Bogen ligger langt fra serien

Er man fan af The Vampire Diaries-serien, som i øjeblikket bliver sendt på dansk tv, så skal man være forberedt på at serien og bogen ligger langt fra hinanden. Ifølge mig har serien mere dybde. Bipersonerne får mere karakter og Stefan og Elenas forhold virker mere ægte på skærmen end på siderne i bogen. Jeg får aldrig rigtig et sug i maven, når jeg læser om dem og kunne ikke drømme om, at have en bog-Stefan ved min side. Hvis jeg endelig skulle have en Stefan, så skulle det klart være ham fra TV-serien!

Bare lidt af en skuffelse

Så i det hele taget var bogen bare lidt af en skuffelse, men jeg håber (og beder til) at Mørkets Brødre kun var en slags introduktion, og der kommer mere fut og indlevelse i næste bog.

Trods bogens mange mangler, så vil jeg gætte på, at folk, der endnu ikke er mætte af vampyrer og tørster efter mere, vil kunne lide den. Mørkets Brødre er hurtigt læst og er på sin vis underholdene. Men hvis man leder efter bøger i vampyrgenren med mere bid i, så er første bog om Elena, Stefan og Damon måske ikke sagen.


Comments

8 svar til “The Vampire Diaries 1: Mørkets Brødre af L. J. Smith”

  1. Peter Kock Henrichsen Avatar
    Peter Kock Henrichsen

    “Kunne det blive bedre? Ja!”
    Elsker din humor, Rebecca 😀

    1. Haha 😀 Godt at vide, at mindst én person godt kan lide den.

  2. Halløj dér!

    Super anmeldelse med nogle gode synspunkter 😉
    Jeg må erklære mig enig med dig i, at det er lidt tamt, og der sker ikke så meget lige med det første.
    Sproget kan godt virke lidt malplaceret eller højtideligt på nogle punkter, men det er stadig en rigtig god bog.
    Personligt kan jeg faktisk bedst lide Damon af de to brødre, for som du selv sagde, bliver det lidt kedeligt med alt det der “soulmates for evigt!”, og en koldblodig vampyr som Damon gør det interessant at læse.
    Jeg vil afsløre at i har noget at se frem til i de næste par bøger 🙂
    Herfra glæder vi os til næste anmeldelse 😀

    1. Hej Amalie.

      Tusind tak for rosen og kommentaren – det varmer virkelig!

      Åh, ja! Damon! <3 Jeg kan ikke helt hitte ud af, om det er fordi, han bliver spillet af (lækre) Ian Somerhalder i TV-serien, eller om det er hans personlighed, der fanger mig…men i hvert fald er han skøn! Sådan en vampyr burde alle bøger have (og så alligevel ikke – for så forsvinder originaliteten igen).

      Hvis du har lyst til at læse min anmeldelse af bog nr. 2, så kan den findes på min blog: http://breakingfree.dk/?p=5313

      Igen: Tak!

      – R

  3. Anne Mette Avatar
    Anne Mette

    Hej Rebecca 🙂
    Virkelig en god anmeldelse du har fået lavet! 😀
    Selvom jeg nok ville have givet den en lidt højere karakter – jeg var i hvert fald temmelig vild med den 😉
    Har du fået læst de andre i serien? De bliver nemlig bedre og bedre, jo længere man kommer i serien 😀

  4. Jeg vil nu sige at den fangede mig! Jeg brugte en fredag aften på at læse den færdig:) Og jeg plejer aldrig at være den store læse-hest!:)

  5. Jeg læste de første af bøgerne inden jeg så serien, og tro mig så er bøgerne faktisk rigtig gode! Bøgerne er lige så spækket med chokscener som serien er.
    Og jeg vil til en hver tid altid syntes, at Vampire Diaries er meget bedre end Twilight både bøgerne og serien. Det er helt klart en fejl at sammenligne de to!:-)

  6. Jeg har lige læst den første bog “Mørkets brødre” og blev færdig på få timer.. og jeg giver dig fuldstændig ret. Bogen er en skuffelse, særligt hvis man sidder og prøver at samligne personerne og handlingen med serien. Bogen skuffer mig mere end jeg havde forventet!
    Serien er helt klart bedst.

    Når jeg er færdig med bøgerne, skal de sælges igen. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.