Ulvene fra Mercy Falls: En helt almindelig pige der har boet ved skoven, hvor ulvene holder til, hele sit liv, og en dreng med lysende gule øjne, der gemmer på en hemmelighed – scenen er sat! Spørgsmålet er så blot om bogen formår at snige sig udenom de bunker og atter bunker af bøger i den romantiske fantasy-genre, der hersker på ungdomshylderne i øjeblikket.

Af Katja, 16 år

Titel:

“Vildskab”

Forfatter:

Maggie Stiefvater

Sider:

428

Udkom:

2010

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:








Vildskab tager afsæt i den lille by Mercy Falls, hvor pigen Grace bor sammen med sine forældre ved grænsen til Boundary-skoven. Historien lægger ud med et flashback fra Graces barndom, hvor hun bliver overfaldet af et ulvekobbel men ender med at blive reddet af én særlig ulv, der vælger at gå mod sine artsfæller. Ulven med de skinnende gule øjne.

Lige siden har hun holdt øje med ulvene, særligt ”sin” ulv, og haft en særlig trang til at beskytte dem. Da en dreng fra Graces skole en dag bliver angrebet af ulvene, begynder tingene dog at tage en ganske uventet drejning for Grace, og en dag finder hun et hold jægere udenfor Boundary-skoven i færd med at igangsætte en vigtig mission: At få udryddet ulvene en gang for alle. Grace ender med hæmningsløst at spæne gennem skoven for at standse jægerne og ender med at lykkes. Hjemme igen på sin terrasse får hun sig dog noget af en overraskelse, da en såret dreng ligger halvt bevidstløst, tydeligvis ramt af skuddene i skoven. En dreng med lysende gule øjne.

Paranormal romantisk ungdomsbog

Vildskab er en paranormal romantisk ungdomsbog der er første del i den meget omtale serie The Wolves of Mercy Falls, som står til at skulle blive en trilogi. Bogen henvender sig til et ungt publikum og er derfor skrevet i et sprog, som de fleste har en mulighed for at være med i. Til gengæld er der heller ikke noget videre spændende eller nytænkende i skrivestilen, selvom der dog indimellem dukker en fin, lille beskrivelse op eller en udtalelse fra en af personerne, der sidder lige i øjet.

For hurtigt oversat

Det føles dog som om, forfatteren har været lang tid undervejs med bogen, og på et eller andet tidspunkt midtvejs har taget en god, lang pause, og derefter er kommet tilbage med nye idéer og lidt mere målrettet skrivning som efterhånden flyder meget bedre – lige bortset fra de helt vildt mange tastefejl, der er i det sidste stykke af bogen. Det kan man selvfølgelig ikke bebrejde Stiefvater, men man kan ikke lade være med at tænke, at oversættelsen af bogen er gået lidt for hurtigt nogle gange, og det er ærgerligt.

Sammenlignet med Twilight

Man kan nok ikke undgå, som mange allerede har gjort det, at sammenligne Maggie Stiefvaters Vildskab med vores alles Tusmørke af Stephenie Meyer. Sammenligningen kommer man ikke udenom på grund af det oplagte tema: ”pige-møder-mystisk-dreng”. Selvom sproget flyder fint i Vildskab og historien endda vover sig ud på steder, som Tusmørke ikke når ud, så har den alligevel ikke den helt samme drivkraft som Meyers bestseller, og det er dér den nok mest markante forskel ligger.

Ingen overraskelser

Da jeg satte mig til at læse Vildskab havde jeg en forhåbning om at blive mødt med nogle lidt anderledes drejninger end bøger i den paranormale ungdomsgenre ellers tager, men hele første del af bogen syntes jeg ikke at blive mødt med nogen overraskelser. Kærlighedsdelen er, for mig, alt for klistret og sukkersød i det første stykke af bogen, og fungerer kun til dels når man får afstand med nogle af de tilbageblik man møder fra Sams barndom. Her er der meget mere kul på, og man begynder for første gang at kunne sympatisere med hovedpersonerne på en ganske anden måde end før.

Graces forhold til sine forældre forekommer mig dog meget urealistisk og det undrer mig, at Sams syn på netop dette ikke kommer til at ændre noget i sidste ende, fordi han da trods alt synes at forstå Graces forældre på en anden måde end hun selv. En scene med Graces mor og Sam i morens atelier bekræfter kun, at moren faktisk er et meget sandfærdigt og intelligent menneske, til trods for de ikke særligt høje tanker Grace har om hende og faren.

Mere action i sidste halvdel

Hen over første halvdel af bogen begynder historien dog at tage en ny drejning, og plottet bliver langt mere målrettet end hidtil. Der bliver fyret op for den mere actionprægede del, hvilket kommer til at fungere rigtig godt i samspil med nye opdagelser og nye personer, der bliver draget ind i historien. Man skal ikke være alt for sart, for den mere barske del kommer især også til at præge udseendet. Alt i alt fungerer alle de ”barske” scener rigtig godt med den mere sarte kærlighedsdel, særligt en badeværelsesscene, hvor alt er på nippet til at kollidere og Sam på traumatisk vis genoplever hans forældres mishandling af ham, samt en flashback-scene hvor Beck, der må være tættest på at fungere som en slags værgeforælder for Sam, har lært Sam hvordan man brækker benet på et angribende dyr, og dermed uskadeliggør det, og man herefter for lov at smage medicinen in-action.

Uddrag af Vildskab

”Jeg boksede ham i kådhed på armen og så ud ad vinduet, mens vi nærmede os huset. Vi kørte gennem en bevoksning af egetræer. Triste, orangerøde blade, tørre og døde, klyngede sig til grenene og blafrede i vinden, ventede på det vindstød, der ville sende dem ned mod jorden. Det var det, Sam var: på gennemrejse. Et sommerblad, der klamrede sig til en frossen gren så længe som muligt.”

Ikke meget nyt at hente

Alt i alt er Vildskab en helt fin bog i dens genre, men dog ikke en af de højeste på ranglisten. Ingen tvivl om, at man vil kunne få en rigtig god oplevelse med denne bog hvis man er rigtigt glad for ungdomsbøger i den paranormale afdeling. Var man desuden mere Team Jacob end man var Team Edward i Stephenie Meyers bestseller-saga, så vil man garanteret også nyde godt af denne første del i serien om The Wolves of Mercy Falls. – Edward-fans vil imidlertid også sagtens kunne være med. Er man dog én af dem, for hvem skibet med vampyrer og varulve er sejlet, så er der ikke så meget nyt at hente i Vildskab.

Stedfar på tysk eller hvad

Stiefvater? Trin? Far? Stedfar? Eller måske Water til sidst? Nu sætter vi en stopper for dit tungeknækkeri der alligevel resulterer i, at du udtaler Maggies efternavn forkert. Her kommer den rigtige udtale: Steve-Otter. Steve ligesom det amerikanske drengenavn Steve og Otter som dyret odder, igen på amerikansk. Steve-Otter = Steveotter = Stiefvater. Det er i hvert tilfælde sådan Maggie selv siger på amerikansk.