I sin stræben på at være den perfekte ballerina – den perfekte sorte svane – må Nina gøre op med sig selv, om det er det værd. Black Swan er en film, der på én gang forførte og chokerede mig.
Anmeldt af Andra Jeanina Liu, 17 år |
Titel:
“Black Swan”
Instruktør:
Darren Aronofsky
Land:
USA
Distributør:
20th Century Fox
Premieredato:
20. januar 2011
For Nina (Natalie Portman) betyder balletten alt. En dag får hun chancen for at blive prima ballerina i genopførelsen af Svanesøen. Men rollen kræver, at hun kan give slip på sig selv og sin perfektionisme. Da en ny ballerina ankommer til kompagniet og giver Nina kamp til stregen, føler hun sig nødsaget til at modbevise sin balletmester, der mener, at hun kun kan spille Den Hvide Svane. Rollen som Den Sorte Svane begynder dog at blive mere end en del af balletten – den begynder at blive en del af Nina selv.
En film, der kan mærkes
Man skal ikke tage fejl af traileren til Black Swan. Det er hverken et balletdrama eller en kærlighedsfilm, men derimod en psykologisk thriller. Med det sagt er balletten stadig vidunderlig – jeg har altid været en sucker for balletfilm – og flirten med både balletmesteren og den nye ballerina er interessant. Der gik lidt tid, før jeg blev fanget helt og aldeles. Men filmen kom virkelig under huden på mig og især, fordi jeg ikke kunne regne ud, hvad det var, der foregik før til sidst. Flere gange undervejs i filmen gispede jeg, og et par gange fik hele biografsalen (inklusiv jeg selv) direkte forskrækkelser. Filmen er bestemt ikke for sarte sjæle, og derfor vil jeg også vurdere den til at være for de ældste teenagere samt voksne.
Elskværdige Nina
Jeg vil tro, at de fleste i nogen grad vil kunne se sig selv i Nina, for hendes perfektionisme er kombineret med en usikkerhed og generthed. Man synes ligesom, at man kender hende og holder af hende, når hele ens syn på hende senere hen bliver fordrejet fuldstændigt. Desuden vil jeg gerne tilføje, at Natalie Portman gør et forrygende arbejde i rollen som Nina. Skuespillerinden har været igennem flere måneders hård træning for at kunne spille en overbevisende ballerina, og det har givet pote. Instruktøren bag Black Swan, Darren Aronofsky, har også instrueret The Wrestler. The Wrestler har tidligere vundet en pris (Gyldne Løve), og jeg kan sagtens forestille mig, at Black Swan også kommer til at blive nomineret til lidt af hvert.
Skriv et svar